Mødedato: 15.08.2019, kl. 16:15
Mødested: Rundskuedagens Plejehjem, Danneborgsgade 44, 1660 København V

Placering af midlertidige plejeophold 2020

Se alle bilag

Sundheds- og Omsorgsudvalget skal godkende placeringen af de 60 midlertidige plejepladser i 2020.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at de midlertidige plejepladser placeres på Plejecentret Hørgården og Håndværkerforeningens Plejehjem i 2020.

Problemstilling

Den 16. august 2018 godkendte Sundheds- og Omsorgsudvalget strategien for de midlertidige døgnophold.

Som et led i strategien har udvalget desuden godkendt et effektiviseringsforslag, som en del af budgetforhandlingerne for 2019, om at konvertere 60 rehabiliteringspladser til midlertidige plejepladser. De midlertidige plejepladser er i 2019 placeret på rehabiliteringscentrene, og vil jf. strategien i 2020 blive fordelt på byens plejehjem.

Forvaltningen vender nu tilbage med placeringen af de midlertidige plejepladser i 2020 og forelægger her Sundheds- og Omsorgsudvalget en løsning, hvor pladserne i stedet samles på to plejehjem, idet det samlet set vurderes bedst for borgerne på midlertidige plejepladser under samtidig hensyntagen til økonomien.

Løsning

Baggrund

De midlertidige plejepladser er til borgere, der er færdigrehabiliteret på et midlertidigt døgnophold, godkendt til plejebolig under fire ugers-garantien, men som ikke kan vente hjemme. Borgerne vil på en midlertidig plejeplads modtage pleje og omsorg med udgangspunkt i borgerens behov, og hvor serviceniveauet svarer til niveauet i en plejebolig, som borgeren afventer. Borgeren vil også have mulighed for at indgå i samvær og sociale aktiviteter med beboere i samme livssituation på plejehjemmet.

Erfaringer med midlertidige plejepladser i 2019

I 2019 er pladserne fordelt med 38 midlertidige plejepladser på plejecentret Hørgården og 22 på Rehabiliteringscenter BIN. På begge centre er det tidligere rehabiliteringspladser, som er blevet konverteret til midlertidige plejepladser i et-rumsboliger.

Forvaltningen har løbende indsamlet erfaring med anvendelse af pladserne, og det er vurderingen, at borgerne oplever det meningsgivende at opholde sig på de midlertidige plejepladser, hvor flere borgere er i samme livssituation. Samtidig peger erfaringerne også på, at det har været en faglig gevinst for medarbejderne, at et større antal borgere i samme livssituation er samlet. Borgergruppen på midlertidige plejepladser er i en sårbar fase i livet på vej mod plejehjem og erfaringerne viser, at den faglige indsats til borgere i denne livsfase forudsætter kompetencer og erfaring med borgergruppen.

Placering af de midlertidige plejepladser i 2020

Med afsæt i borgerperspektivet og de foreløbige erfaringer med de midlertidige plejepladser indstiller forvaltningen, at de 60 midlertidige plejepladser placeres med 38 pladser på plejecentret Hørgården i lokalområde Amager og 22 pladser i lokalområde Bispebjerg/Nørrebro på Håndværkerforeningens plejehjem. Alle pladser vil være i et-rumsboliger.

Nedenfor følger et overblik over de centrale fordele og ulemper ved at samle de midlertidige plejepladser på to store plejehjem overfor en spredning af pladserne på flere af byens plejehjem. Nærmere beskrevet i bilag 1.

Ved at samles pladserne på to plejehjem er det forvaltningens vurdering, at borgerne får mulighed for at indgå i et miljø med andre, der er i samme livssituation. Samlingen af pladserne giver borgerne mulighed for aktiviteter og fællesskab sammen med borgere, der også skal flytte på plejehjem, og de borgere, som allerede bor på plejehjemmet.  

Med samlingen på to store plejehjem får alle borgere et ophold i et-rumsboliger med eget toilet og bad. Hvis pladserne i stedet spredes på flere af byens plejehjem, vil placeringen overvejende blive i to-rumsboliger, som opdeles til to et-rumsboliger. Dette vil medføre store gener for borgerne, da den ene borger vil skulle passere gennem den anden borgers værelse for at få adgang til toilet og bad, som skal deles af de to borgere. Dette betyder samtidig, at det ikke er muligt, at borgere af forskelligt køn kan dele en to-rumsbolig, hvilket forringer kapacitetsudnyttelsen væsentligt.

For medarbejderne vil en samling af pladserne betyde, at der skabes rum til faglig dygtiggørelse, faste arbejdsgange og rutiner hos medarbejderne i forhold til at yde god omsorg og pleje i en svær livsfase, hvor både borgere og pårørende har behov for en særlig støtte i overgangen fra at skulle afvikle egen bolig til at flytte i plejebolig.

Ved at pladserne kun fordeles på to plejehjem kan der være borgere, som vil komme til at få længere afstand til sit lokalmiljø og evt. til sine pårørende under opholdet. Opholdet er dog midlertidigt, imens borgeren venter på en plejebolig under 4-ugers garantien. Selvom pladserne blev fordelt på flere plejehjem, kan det ikke garanteres, at borgeren kan få et ophold i eget lokalområde, da dette afhænger af, om der er en ledig plads på det pågældende tidspunkt, når den enkelte borger har behovet. 

Et-rumsboligerne på plejecentret Hørgården er nyligt istandsat til brug for midlertidigt døgnophold i et-rumsbolig, og har fungeret som sådan siden den 1. april 2019. Et-rumsboligerne på Håndværkerforeningens Plejehjem er ligeledes nyligt istandsatte, og vil være anvendelige som midlertidige plejepladser.

Belægningsprocenten på de midlertidige plejepladser er på nuværende tidspunkt lav, der er således ledig kapacitet på pladstypen, som blev etableret 1. april 2019. Forvaltningen vil på den baggrund løbende følge området og se på, om der fremover fortsat vil være et behov for 60 midlertidige plejepladser, og tage dette med i betragtningen, når Håndværkerforeningens plejehjem skal lukke i 2025.

Økonomi

Forslaget påvirker ikke plejeboligkapaciteten, idet de anvendte boliger på Hørgården og Håndværkerforeningen på nuværende tidspunkt ikke anvendes til plejeboliger og dermed ikke indgår i den samlede plejeboligkapacitet. En løsning, hvor pladserne fordeles på flere plejehjem ville kræve, at der findes midler til omdannelse af to-rumsboliger.   

Såfremt udvalget tiltræder forvaltningens indstilling, er der etableringsudgifter svarende til 0,5 mio. kr. til flytning fra Rehabiliteringscenter BIN til plejehjemmet Håndværkerforeningen samt mindre istandsættelse af boligerne.
Midlerne finansieres af de 16.4 mio. kr. til ombygninger i forbindelse med strategien for midlertidigt døgnophold, som udvalget godkendte den 25. oktober 2018.

Videre proces

Forvaltningen placerer de 60 midlertidige plejepladser i 2020 på baggrund af Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning.

Forvaltningen forventer, at der vil være borgere, der skal flytte fra Rehabiliteringscenter BIN til Håndværkerforeningen i overgangsfasen. Forvaltningen planlægger en proces, hvor færrest muligt påvirkes.

Forvaltningen vender tilbage til udvalget, hvis der opstår behov for yderligere beslutning fra udvalget i forhold til de midlertidige plejepladser.

Jakob Krogh

                                  /Merete Røn Christensen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt

Forvaltningen orienterede desuden udvalget om status på implementeringen af strategi for midlertidige ophold, herunder potentielle fremrykninger af dele af strategien.

Til top