Mødedato: 15.05.2014, kl. 14:30
Mødested: Neurologi- og Rehabiliteringscenter København, Bystævneparken 18

Kvartalsrapport 1. kvartal 2014

Se alle bilag
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen fremlægger kvartalsrapport for 1. kvartal 2014.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager kvartalsrapport for 1. kvartal 2014 til efterretning (bilag 1).
 

Problemstilling

Formålet med kvartalsrapporterne er at give Sundheds- og Omsorgsudvalget en status på de politisk fastsatte mål. I kvartalsrapporten afrapporteres på de mål, som der meningsfuldt kan gøres status på kvartalsvist. 

Løsning

Samlet set viser kvartalsrapporten for 1. kvartal 2014, at udviklingen går i den ønskede retning for de fleste mål. Det er dog kun få af målene, der er opfyldt på nuværende tidspunkt. De væsentligste ændringer siden sidste kvartalsrapportering ses for hjemtagning af færdigbehandlede borgere, hvor antallet af ventedage for færdigbehandlede borgere er halveret i løbet af det seneste år, og 4-ugersgarantien, hvor forvaltningen er gået fra at overholde 4-ugersgarantien for 97 % af ansøgerne i 1. kvartal 2013 til at overholde den for 49 % af ansøgerne i 1. kvartal 2014.  

Nedenfor beskrives kort forvaltningens vurdering af målopfyldelse og fremdrift for de enkelte mål, som afrapporteres i kvartalsrapporten. Beskrivelsen af målene er opdelt i tre kategorier baseret på graden af fremdrift og graden af målopfyldelse:

1)      Politiske mål, som er opfyldt
2)      Politiske mål med fremdrift, men hvor målene ikke er opfyldt
3)      Politiske mål med status quo eller tilbagegang, hvor målene ikke er opfyldt

Fremdriften er primært vurderet ud fra udviklingen fra 1. kvartal 2013 til 1. kvartal 2014.

1) Politiske mål, som er opfyldt     

Sagsbehandlingstider og ventetider på genoptræning: Over 80 % af ansøgningerne om hjemmepleje, plejebolig og hjælpemidler blev behandlet inden for sagsbehandlingsfristerne i 1. kvartal 2014. Der er en stigende andel af sagerne om hjemmepleje, som er behandlet inden for tidsfristerne, mens der er sket et fald i overholdelsen af sagsbehandlingsfristerne for hjælpemidler og plejebolig. På genoptræningsområdet har forvaltningen overholdt målene om ventetider på genoptræning i over 90 % af forløbene i 1. kvartal 2014. Der er dog sket et mindre fald i andelen af forløb, hvor ventetiderne er overholdt.

Sygefraværet skal reduceres til 13,7 dagsværk per fuldtidsansat i 2014: Sygefraværet blandt forvaltningens ansatte som helhed er faldet fra 1. kvartal 2013 til 1. kvartal 2014. I 1. kvartal var sygefraværet 3,7 dagsværk pr. medarbejder i gennemsnit, hvilket er lavere end det skønnede måltal for kvartalet.

Patientrettet og borgerrettet forebyggelse: Antallet af både patientrettede og borgerrettede forebyggelsesforløb er steget fra 1. kvartal 2013 til 1. kvartal 2014, og hvis den nuværende udvikling fastholdes, forventer forvaltningen at kunne nå målet for antal forløb i 2014. 

2)   Politiske mål med fremdrift, men hvor målene ikke er opfyldt

Hverdagsrehabilitering: Forvaltningen vurderer, at der fortsat er et potentiale for øget anvendelse af hverdagsrehabilitering. Det er således kun 11 % af de borgere, som modtager praktisk hjælp, der har modtaget hverdagsrehabilitering i 1. kvartal 2014. Andelen er steget siden hverdagsrehabiliteringen på praktisk hjælp blev implementeret i 2012, men stigningen har været begrænset.

Hjemtagning af færdigbehandlede borgere: Antallet af ventedage for færdigbehandlede borgere er halveret i løbet af det seneste år. Det skyldes blandt andet, at der er sket et markant fald i antallet af dage, som de borgere, der venter på at blive hjemtaget, i gennemsnit venter. Endvidere er antallet af borgere, der venter længe, reduceret kraftigt. Således var der i 1. kvartal 2014 otte borgere, der ventede over 14 dage på at blive hjemtaget - et fald på 68 % siden 1. kvartal 2012. På trods af de positive tendenser er det imidlertid fortsat en udfordring at hjemtage færdigbehandlede borgere fra hospitalerne straks efter færdigbehandling.

Sygefraværet for elever ansat i Københavns Kommune skal reduceres til 15,8 dagsværk per elev i 2014: Sygefraværet for eleverne i Københavns Kommune er faldet en smule fra 1. kvartal 2013 til 1. kvartal 2014, men ikke nok til at nå det skønnede måltal for sygefraværet i 1. kvartal 2014. I 1. kvartal 2014 var sygefraværet på 4,5 dagsværk pr. elev i gennemsnit.

20 % mandlige ansatte: Ved udgangen af 1. kvartal 2014 var 16,9 % af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen ansatte mænd, og forvaltningen vurderer på den baggrund, at det ikke er muligt at nå målet om 20 % mandlige ansatte i 2015. 

3)      Politiske mål med status quo eller tilbagegang, hvor målene ikke er opfyldt

Tidligere flytning i plejebolig: Andelen af meget plejekrævende ældre, som flytter i plejebolig, er ikke steget siden 2012 trods forskellige initiativer for at øge indflytningen. 

4-ugersgarantien for plejebolig: Overholdelsen af 4-ugersgarantien er faldet fra 1. kvartal 2013 til 1. kvartal 2014. I 1. kvartal 2014 var det således kun 49 % af ansøgerne, der fik tildelt en plejebolig inden for 4 uger. Der er visiteret flere borgere i perioden, og afgangen fra plejehjemmene er faldet, fordi vores nuværende beboere i et vist omfang lever lidt længere tid på plejecentrene. Dette har medført et pres på 4-ugersgarantien. Den næste sag på udvalgets dagsorden om "Udvidelse af plejeboligkapaciteten" forelægges som følge af udfordringerne på området.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Indholdet i kvartalsrapporterne vil løbende blive justeret i takt med, at de politiske mål justeres og saneres, jf. sagen om målsanering på udvalgsmøde den 27. februar 2014.


Lars Storm Gregersen 

                                                                                    / Daniel Schwartz Bojsen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top