Temadrøftelse om genoptræningsområdet

Temadrøftelse om udfordringer for genoptrænings- og rehabiliteringsområdet. Temadrøftelsen udspringer af notatet over den aktuelle status på sundhedsområdet til Sundheds- og Omsorgsudvalgsmødet den 23. januar 2014.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter udfordringer på genoptrænings- og rehabiliteringsområdet med henblik på, at drøftelsen indgår i henholdsvis den kommende sundhedspolitik og ældrepolitik.

Siden kommunerne i 2007 fik ansvaret for genoptræning efter Sundhedsloven, har genoptrænings- og rehabiliteringsområdet i Københavns Kommune været under kraftig udvikling. Blandt andet har der været en kraftig stigning i antallet af genoptræningsplaner fra hospital til kommune på 118 pct., og stigningen fortsætter ind i 2014.

Tendenser på området lige nu er:

• Fokus på at sikre en tværgående og sammenhængende indsats for borgerens forløb – samtænkes indsatser i borgerens forløb fra start, koster det mindre på sigt
• Hurtig og effektiv igangsætning af genoptrænings- og rehabilitering til såvel erhvervsaktive som ældre borgere har en positiv effekt på borgernes mestringsevne og livskvalitet, der samtidig afspejles positivt i samfundsøkonomien
• Opfølgning på Kommunalreformen peger på øgede krav til organisering, kvalitet og servicemål
• Anvendelse af teknologi i genoptrænings- og rehabilitering, eksempelvis virtuel genoptræning til borgerne, for at øge borgernes mulighed for og motivation til træning.

Tendenserne på genoptrænings- og rehabiliteringsområdet rækker både ind på sundhedsområdet og ældreområdet. En række undersøgelser påpeger da også, at en tværgående, hurtig og sammenhængende indsats betaler sig for samfundsøkonomien. Spørgsmålet er nu, hvordan vi indtænker genoptræning/rehabilitering samt vedligeholdende træning på tværs af den kommende sundheds- og ældrepolitik. Bilag 1-3 omfatter nærmere fakta og statistik for genoptrænings- og rehabiliteringsindsatsen som baggrund for temadrøftelsen.

Erhvervsaktive borgere
For erhvervsaktive borgere, spiller genoptræning og rehabilitering typisk en afgørende rolle i forhold til at fastholde uddannelse og arbejde og få så kort en sygdomsperiode som muligt.

For yngre borgere kan sygdomsperioden måles i udgifter til sygedagpenge, overførsler og tabt skatteindtægt. Eksempelvis viser en analyse af omkostninger til rygsygdomme og ryglidelser i Danmark, at de årlige omkostninger løber op i 16 mia. kr. Heraf anvendes kun to pct. af udgifterne til genoptræning/rehabilitering, mens 70 pct. anvendes til sygedagpenge og førtidspension. I Århus Kommune har man dokumenteret en samfundsøkonomisk besparelse ved at koordinere indsatsen mellem sygedagpengeområdet og genoptræningsområdet. I København er der gode erfaringer med at koordinere indsatsen for borgeren mellem beskæftigelsesområdet og rygområdet. Af forvaltningens nuværende budget bruges ca. 1,5 pct. på forebyggelse, herunder forebyggende hjemmebesøg og patientrettet forebyggelse i forebyggelsescentrene. Omkring seks pct. bruges til genoptræning/rehabilitering.

Spørgsmålet er, om der skal være en anden prioritering af budgettet til genoptræning/rehabilitering, så vi i højere grad kan tilbyde borgerne genoptræning med hurtig igangsætning? De fleste borgere, der får genoptræning, har et ukompliceret forløb og har ikke behov for særlige koordineret indsats mellem social- sundheds- og beskæftigelsesområdet. Men hvis fx borgeren har flere sygdomme, fysiske, sociale og psykiske problemstillinger, svagt netværk eller ingen uddannelse vil der være et særligt behov for en koordinerede indsats.

KL udarbejdede i november 2013 en analyse, som bidrager med viden om mulighederne for at skabe synergi mellem social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet for borgere, der er i kontakt med flere ydelsesområder. Borgere, der får genoptræning og samtidig er i kontakt med beskæftigelsesområdet, varierer efter alder:

• 45 % af borgere i alderen 18-29 år, der får genoptræning, er i kontakt med beskæftigelsesområdet
• 80 % af borgere i alderen 50-64 år, der får genoptræning, er i kontakt med beskæftigelsesområdet

Spørgsmålet er, om der skal ske en omprioritering af ressourcer, så vi i højere grad sikrer en tværgående, koordineret indsats over for denne borgergruppe fra start, og derved opnår samfundsøkonomiske besparelser på sigt?

Sund aldring
Genoptræning/rehabilitering er væsentligt for sund aldring. For ældre borgere handler genoptræning/rehabilitering typisk om, at borgeren bevarer funktionsevnen efter sygdom, så borgeren kan klare dagligdagen med begrænset eller ingen støtte, som ligeledes vil afspejles i borgerens livskvalitet.

Vi ved, at genoptræning/rehabilitering betaler sig samfundsøkonomisk i forhold til at forebygge et stigende plejebehov. Fx har hverdagsrehabilitering af ældre borgere vist både i København og i andre kommuner, at borgerne forbedrer deres funktionsevne og derved får behov for mindre hjælp.

Generelt stiger levealderen, og et flertal af de kommende års ældre vil have mere overskud og flere ressourcer, og mange vil være i stand til at klare sig selv, evt. efter genoptræning/rehabilitering eller ved brug af hjælpemidler. Flere kommuner har allerede nu gode erfaringer med at tilbyde genoptræning/rehabilitering, inden der tilbydes hjemmehjælp, så borgeren kan bevare funktionsniveauet længere. Dette kan være med til at forebygge behovet for hjælp senere hen. Spørgsmålet er, om vi skal arbejde systematisk med. at alle borgere tilbydes hverdagsrehabilitering, fx ved henvendelse om støtte til praktiske og personlige opgaver, for at understøtte et aktivt ældreliv og sund aldring?

Samtidig vil der være flere ældre, der lever med sygdom og nedsat funktionsevne, som har behov for genoptræning/rehabilitering. Stigningen forventes at fortsætte, bl.a. begrundet i en forventet stigning i antallet af borgere med kroniske lidelser samt flere borgere, der som følge af deres sociale og økonomiske forhold vil have en dårlig sundhedstilstand. Borgere, der lever længere med deres kroniske sygdom, vil have behov for genoptræning/rehabilitering i perioder for at klare deres dagligdag.  

Kommunens plejehjem har allerede oplevet en stigning i antallet af borgere, der modtager træning, efter Servicelovens genoptræning på plejehjem blev implementeret i 2011. 

Et centralt spørgsmål fremover er derfor, hvordan vi sikrer en balance mellem at have genoptræningstilbud, der både er attraktive for de aktive ældre med mange ressourcer samt svage ældre med kronisk sygdom.

Indstillingen har ingen selvstændige økonomiske konsekvenser.

-


Lars Gregersen

                                                            / Merete Røn Christensen

Indstillingen blev godkendt med de afgivne bemærkninger.