Mødedato: 15.05.2003, kl. 15:00

Sundhedsforvaltningens arbejde med indførelsen af 4 ugers garanti for indflytning i plejeboliger

Sundhedsforvaltningens arbejde med indførelsen af 4 ugers garanti for indflytning i plejeboliger

Sundheds- og Omsorgsudvalget

Sundheds- og Omsorgsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 15. maj 2003

 

6. Sundhedsforvaltningens arbejde med indførelsen af 4 ugers garanti for indflytning i plejeboliger

SOU 87/2003 J.nr. 55/2002

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender ny definition og målgruppe for 4 ugers garantien,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager status for arbejdet med 4 ugers ventetidsgaranti til efterretning og

at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter Sundhedsforvaltningens overvejelser om en fremtidig model for dataindsamling, bearbejdning og formidling til opfølgning på 4 ugers garantien.

 

RESUME

Ved godkendelse af budget 2002 har Borgerrepræsentationen fastsat et mål for ventetiden til plejeboligpladser til maksimalt 4 uger og besluttet, at der skal arbejdes for, at målsætningen nås i 2003. I den forbindelse blev det besluttet, at Sundhedsforvaltningen i foråret 2002 og foråret 2003 skulle udarbejde oplæg til Sundheds- og Omsorgsudvalget med status på ventelisten samt forslag til eventuelle tiltag, der kan nedbringe ventetiden til plejeboliger.

I forlængelse heraf blev der afsat midler til opførelse af plejeboliger, en styrkelse af rehabiliteringsindsatsen og køb af yderligere udenbys boliger i forhold til budget 2002 og senere også på budget 2003.

I nærværende indstilling anbefales, at 4 ugers garantien fremover forvaltes således, at garantiperioden er den periode, der går fra borgeren godkendes til plejebolig, og indtil der er givet tilbud om plejebolig.

Ventetiden på plejebolig er i dag i gennemsnit 1,6 måned fra godkendelse til indflytningsdagen. Der går erfaringsmæssigt ca. 8-11 dage fra tilbuddet gives og til indflytning finder sted. Når disse dage fraregnes - jævnfør den beskrevne definition - og dataregistreringen forbedres, er det Sundhedsforvaltningens skøn, at 4 ugers garantien for den beskrevne målgruppe vil være opfyldt ved udgangen af 2003.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Ved godkendelse af budget 2002 har Borgerrepræsentationen besluttet følgende:

"Borgerrepræsentationen har fastsat et mål for ventetiden til plejeboligpladser til maksimalt 4 uger og besluttet, at der skal arbejdes for, at målsætningen nås i 2003".

og

"Sundhedsforvaltningen udarbejder i foråret 2002 og foråret 2003 oplæg til Sundheds- og Omsorgsudvalget med status på ventelisten, samt forslag til eventuelle tiltag der kan nedbringe ventetiden til plejeboliger, herunder eventuelt etablering af nye pladser, således at målsætningen kan fastholdes".

I forlængelse af denne garanti er der afsat midler til opførelse af plejeboliger, en styrkelse af rehabiliteringsindsatsen og køb af yderligere udenbys boliger såvel i forhold til budget 2002 og senere også på budget 2003.

 

Visitation og godkendelse til plejebolig

Visitation til og godkendelse til en plejebolig er en kommunal afgørelse, som er defineret nærmere i "Lov om social service". Pr. 1. juli 2002 fik borgere i Danmark ret til frit valg af plejebolig i en hvilken som helst kommune, som man måtte ønske.

Godkendelse til plejebolig sker efter skriftlig ansøgning fra borgeren. Godkendelsen er afhængig af, om borgeren opfylder visitationskriterierne til plejebolig. Ansøgningen udløser et besøg af en visitator i borgerens hjem, og efterfølgende modtager borgeren en skriftlig afgørelse. Godkendelse til plejeboliger sker oftest under selve besøget i hjemmet. Hvis det ikke sker under besøget, gives afgørelsen senest 1 uge efter besøget.

 

Definition af 4 ugers garantien

4 ugers garantien foreslås forvaltet således, at garantiperioden er den periode, der går fra borgeren godkendes til plejebolig, og indtil der er givet tilbud om plejebolig.

Det anbefales, at garantien omfatter et tilbud om plejebolig i en af Københavns Kommunes plejeboliger. Det betyder, at en borger kan få tilbudt en ledig plejebolig i en anden bydel, end den ønskede. Hvis borgeren afslår første tilbud inden for 4 ugers perioden, og i stedet vælger fortsat at vente på den ønskede plejebolig, betragtes 4 ugers garantien som opfyldt. Selvom garantien betragtes som opfyldt, står borgeren fortsat på ventelisten.

I den daglige administration af 4 ugers garantien vil Sundhedsforvaltningen tilstræbe, at borgernes ønsker så vidt muligt opfyldes. I nogle af Sundhedsforvaltningens lokalområder vil det være muligt at opfylde 4 ugers garantien og samtidig borgerens ønske. Det gælder lokalområder med mange plejehjem, for eksempel Nørrebro og Vanløse/Brønshøj/Husum. I andre områder er der en lavere dækningsgrad af plejeboliger, eksempelvis på Amager, hvor der efter Sundhedsforvaltningens erfaringer er for få lokale plejeboliger til at leve op til efterspørgselen.

 

Garantiens målgruppe

4 ugers garantien omfatter borgere, der er godkendt til plejebolig. Følgende grupper af borgere er ikke omfattet af garantien:

  • Ventende københavnske borgere, der alene ønsker udenbys bolig
  • Udenbys borgere, der venter på bolig i København. Sundhedsforvaltningen er dog opmærksom på, at udenbys ansøgere ikke må stilles ringere end kommunens egne borgere
  • Borgere der er visiteret til et særligt tilbud f.eks. på grund af demens.

Der arbejdes for tiden især med en øgning af antallet af plejeboligtilbud målrettet borgere med demens, hvor ventetiden på en plads i en skærmet enhed i øjeblikket gør, at ventetidsgarantien ikke kan nås. Sundhedsforvaltningen arbejder ligeledes på at få indført en mere nøjagtig registrering af ventetiderne for borgere, der venter på særlige demenstilbud.

Der henvises til budgetønskerne for budget 2004, hvor der er peget på at øge kapaciteten i boliger målrettet borgere med demens med i alt 200 boliger i 2004. Dermed vil også borgere med demens og behov for særligt tilbud i løbet af 2004 blive omfa ttet af 4 ugers garantien.

 

Konsekvenser af en ny definition af 4 ugers garantien

Den gennemsnitlige ventetid i dag er 1,6 måned fra godkendelse til indflytningsdagen. Der går erfaringsmæssigt ca. 8-11 dage fra tilbuddet gives og til indflytning finder sted. Når disse dage fraregnes jævnfør den beskrevne definition og dataregistreringen forbedres (som beskrevet nedenfor), er det Sundhedsforvaltningens skøn, at 4 ugers garantien vil være opfyldt ved udgangen af 2003 for den beskrevne målgruppe.

Når det ikke er muligt at give en mere præcis vurdering af ventetiden ud fra en ny definition af garantien skyldes det, at afgivelse af tilbud om plejebolig ikke registreres i dag.

Sundhedsforvaltningen har gennemgået den nuværende registrering i VI-systemet (visitationssystemet i Københavns Kommune), som er forvaltningens system til bl.a. løbende registrering af ansøgning og godkendelse til plejebolig.

Systemet rummer mulighed for, at dato for afgivelse af tilbud bliver registreret, men muligheden har ikke været udnyttet hidtil. Derfor er de lokale Pensions- og Omsorgskontorer blevet bedt om at registrere dette fremover. Desuden udfyldes et nyoprettet felt i VI-systemet, når borgeren fravælger et tilbud, hvor der kan anføres en kort begrundelse. Derved kan Sundhedsforvaltningen løbende følge årsagerne for eventuelle fravalg af tilbudte plejeboliger.

Opfyldelsen af 4 ugers garantien ved udgangen af 2003 kan blive påvirket af mange faktorer. Sundhedsforvaltningen vil have særlig opmærksomhed rettet mod følgende aftaler og faktorer og vurdere dem løbende:

  • implementering af den nye H:S aftale om ventepladser, herunder etablering og drift af de planlagte rehabiliteringspladser
  • flere plejeboliggodkendte på trods af det demografiske fald i ældrebefolkningen
  • en lavere tilvækst i køb af udenbys plejeboliger på grund af den korte ventetid i Københavns Kommune hvad ligger i den?
  • en øget tilvækst af borgere fra fremmede kommuner forårsaget af den korte ventetid på plejeboliger i Københavns Kommune
  • rask ægtefælles ret til at forblive i plejebolig efter dødsfald.

 

Model for dataindsamling som opfølgning på 4 ugers garantien

Således arbejder Sundhedsforvaltningen med at optimere registrering og validiteten af de indtastede data, så der fremover kan udarbejdes oversigter over følgende:

  • Gennemsnitsventetider fra godkendelse til plejebolig til tilbud om indflytning
  • Antal ventende, der takker nej til boligtilbud
  • Antal ventende til rehabiliterings- og aflastningspladser og gennemsnitsventetid
  • Antal ventende og ventetid til særlige tilbud (eksempelvis tilbud til borgere med demens)

Arbejdet med målepunkter og rapportering er ikke tilendebragt, men vil i overensstemmelse med Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i januar 2003 blive forelagt udvalget i juni måned.

Formidlingen af data kan eksempelvis ske via Københavns Kommunes hjemmeside, løbende orientering af Sundheds- og Omsorgsudvalget.

 

MILJØVURDERING

Der er ikke miljømæssige konsekvenser forbundet med indstillingen.

 

ØKONOMI

Der er afsat 25,3 mio. kr. i 2003 budgettet til gennemførelse af 4 ugers ventetidsgaranti til køb af plejeboligpladser uden for København eller til etablering/drift af nye plejeboligpladser. Disse midler forventes anvendt i løbet af 2003 til de beskrevne formål.

 

HØRING

Ældrerådene orienteres om status ved fremsendelse af denne indstilling.

 

 

BILAG

Ingen

 

 

Dorrit West

/Lars Bo Bülow

 

 

Til top