Plejeboliger i Kgs. Enghave - iværksættelse af byggeprojekt (Indstillingen er udsendt med dagsordenen for mødet den 5. maj 2003)
Plejeboliger i Kgs. Enghave - iværksættelse af byggeprojekt (Indstillingen er udsendt med dagsordenen for mødet den 5. maj 2003)
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 15. maj 2003
5. Plejeboliger i Kgs. Enghave - iværksættelse af byggeprojekt (Indstillingen er udsendt med dagsordenen for mødet den 5. maj 2003)
SOU 132/2003 J.nr. 42/2002
INDSTILLING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at projektering af et plejeboligbyggeri med 40 plejeboliger med tilhørende servicearealer og 20 rehabiliteringspladser på et kommunalt areal ved Verdisvej i Kgs. Enghave iværksættes.
at bygherrerollen udbydes i konkurrence i samarbejde med Plan & Arkitektur.
RESUME
I forbindelse med vedtagelsen af Københavns Kommunes budget 2000 blev planerne om opførelse af et plejeboligbyggeri på Verdisvej i Kongens Enghave Bydel sat i bero. Forligspartierne blev enige om, at Sundhedsforvaltningen skulle udarbejde en handle- og tidsplan for de kommende 10 år på plejeboligområdet. Handle- og tidsplanen skulle indeholde en udmøntning af plejeboligplanen, der bl.a. påpeger det ønskelige i en mere ligelig fordeling af plejeboligerne mellem bydelene. Kongens Enghave er en af de bydele, der ikke har plejeboliger.
På denne baggrund tilsluttede Sundheds- og Omsorgsudvalget sig forvaltningens indstilling af 29. november 1999 (SOU 133/1999) om, at overvejelserne om på længere sigt at opføre nye plejeboliger i Kongens Enghave Bydel indgår i handle- og tidsplanen for de kommende 10 år på plejeboligområdet.
Af budgetaftalen for 2003 fremgår, at der nu skal opføres 40 plejeboliger samt yderligere 20 rehabiliteringspladser (døgntræningspladser ) i Kgs. Enghave.
Som følge af de ændringer i lovgivningen vedr. støttet byggeri, der er trådt i kraft pr. 1. januar 2003, skal bygherrerollen nu udbydes i åben konkurrence, medmindre kommunen selv er bygherre. Overgangsbestemmelserne giver ikke mulighed for at undlade udbud af bygherrerollen i denne konkrete sag.
Med henvisning hertil foreslår Sundhedsforvaltningen, at et byggeprojekt iværksættes på det kommunale areal ved Verdisvej, og at bygherrerollen udbydes i konkurrence i samarbejde med Plan & Arkitektur.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Som led i kvarterløftsarbejdet i Kongens Enghave Bydel stillede det daværende bydelsråd i juni 1998 forslag om, at der på et område ved Verdisvej opførtes en bebyggelse med ca. 60 plejeboliger og et aktivitetscenter for udeboende ældre. Ifølge forslaget skulle AKB være ejer og bygherre, medens den daglige drift skulle overlades til en selvejende institution med udspring i Plejehjemskomiteen af 1965 (PK 65). Sundheds- og Omsorgsudvalget tilkendegav i august 1998 sin positive indstilling hertil, dog med det sædvanlige forbehold for Borgerrepræsentationens endelige godkendelse af det konkrete forslag og for de kommunaløkonomiske muligheder til enhver tid (SOU 76/98).
I forbindelse med vedtagelsen af Københavns Kommunes budget 2000 blev planerne om opførelse af et plejeboligbyggeri på Verdisvej imidlertid sat i bero. Aftaleparterne blev endvidere enige om, at Sundhedsforvaltningen skulle udarbejde en handle- og tidsplan for de kommende 10 år på plejeboligområdet. Handle- og tidsplanen skulle indeholde en udmøntning af plejeboligplanen, der blandt andet påpeger det ønskelige i en mere ligelig fordeling af plejeboligerne mellem bydelene. Kongens Enghave er en af de bydele, der ikke har plejeboliger.
På denne baggrund tilsluttede Sundheds- og Omsorgsudvalget sig forvaltningens indstilling af 29. november 1999 (SOU 133/1999) om, at overvejelserne om på længere sigt at opføre nye plejeboliger i Kongens Enghave Bydel indgår i handle- og tidsplanen for de kommende 10 år på plejeboligområdet.
Iværksættelse af pleje- og korttidsboliger. Valg af bygherre.
Af budgetaftalen for 2003 fremgår, at der skal opføres 40 plejeboliger samt yderligere 20 korttidsboliger (døgntræningspladser ) i Kgs. Enghave.
Bestemmelserne om finansiering af somatiske plejeboliger efter almenboliglovgivningen har hidtil begrænset bygherrekredsen til kun at omfatte almene boligorganisationer, kommunen eller selvejende institutioner. Som led i den såkaldte boligpakke er der med virkning fra 1. januar 2003 foretaget en ændring i almenboligloven, der bl.a. udvider kredsen af bygherrer til private og andre. Disse kan påtage sig at opføre almene boliger, som herefter skal overdrages til en almen boligorganisation eller en selvejende almen ældreboliginstitution. Kommunerne skal inden tilsagn om støtte påse, at der mellem parterne er indgået en bindende aftale om overdragelsen. Det er et krav, at bygherrerollen ved nybyggeri udbydes i åben konkurrence, medmindre kommunen selv er bygherre.
Det vurderes ud fra bemærkningerne til lovforslaget, at overgangsbestemmelserne ikke rummer mulighed for at undlade udbud af bygherrerollen i den konkrete sag. Desuden finder overgangsbestemmelserne kun anvendelse i sager, der er så langt fremme, at der kan meddeles tilsagn om støtte (projektgodkendelse i Borgerrepræsentationen) inden den 1. juli 2003, hvilket ikke er tilfældet her. Et plejeboligbyggeri ved Verdisvej forudsætter bl.a. et længere forløb vedrørende tilvejebringelse af lokalplan, inden der kan meddeles støttetilsagn til et projekt.
Det har ikke hidtil været forudsat, at Københavns Kommune skal være bygherre, og dermed ejer af bygningerne, hvilket der hellere ikke er afsat budgetmidler til. Sundhedsforvaltningen foreslår derfor, at der ses bort fra dette alternativ.
Med henvisning til ovenstående foreslår Sundhedsforvaltningen, at et byggeprojekt som led i udmøntningen af aftalen vedrørende budget 2003 iværksættes på det kommunale areal ved Verdisvej, jfr. det som bilag vedlagte oversigtskort, og at bygherrerollen udbydes i konkurrence i samarbejde med Plan & Arkitektur. Det vil ved dette samarbejde blive sikret, at byggeriet understøtter de kvalitetskrav kommunen stiller til udformningen af hensigtsmæssige plejeboliger m.v., som bl.a. vil blive defineret i en kommende boligpolitik for ældre.
Det påhviler herefter bygherren at fremsende ansøgning om støttetilsagn til Plan & Arkitektur. Ansøgningen underkastes sædvanlig politisk behandling i et nærmere fastlagt samarbejde mellem Bygge- og Teknikudvalget og Sundheds- og Omsorgsudval get, og de respektive forvaltninger. Endelig indstiller Sundheds- og Omsorgsudvalget som budgetmyndighed det færdigbehandlede projektforslag med tilhørende økonomi til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, på baggrund af en redegørelse fra Bygge- og Teknikudvalget.
Almene ældreboliger, herunder plejeboliger, finansieres i perioden 15.06.2001-1.12. 2004 med 91 pct. realkreditlån, 7 pct. kommunal grundkapital og 2 pct. beboerindskud. Efter 31.12. 2004 forhøjes den kommunale grundkapital til 14 pct. mod en tilsvarende reduktion fra 91 pct. til 84 pct. i realkreditbelåningen.
Ejendommen vil ved færdiggørelsen skulle overdrages til en almen boligorganisation eller en selvejende institution som bygningsejer. Der skal som nævnt ovenfor senest være taget stilling hertil i forbindelse med Borgerrepræsentationens projektgodkendelse / tilsagn om støtte.
Spørgsmålet om plejedriften, der til den tid skal afgøres af Sundheds- og Omsorgsudvalget, behøver ikke blive afklaret, førend man nærmere kender tidspunktet for selve ibrugtagelsen. Principielt kan driften bringes i udbud, kommunen kan vælge en driftsoverenskomst med en selvejende institution, eller kommunen kan selv varetage driften.
MILJØVURDERING
Afventer projektforslag.
ØKONOMI
Der vil være tale om et udlæg fra Sundhedsforvaltningen i størrelsesordenen 0,5-1 mill. kr. i forbindelse med konkurrencen. Beløbet vil blive tilbageført fra bygherren til Sundhedsforvaltningen i forbindelse med byggesagen.
Midler til indskud i Landsbyggefonden vil blive søgt indarbejdet i budget 2004 og monteringsudgifter vil blive søgt indarbejdet i budget 2005, i overensstemmelse med de fastlagte rammer i budgetaftalen for 2003. Beløbene kan på det foreliggende grundlag anslås til henholdsvis 5,5 mill. kr. og 3,5 mill. kr.
HØRING
Afventer projektforslag.
BILAG
Bilag 1. Oversigtskort med forslag til plejeboligområde, Bygge- og Teknikforvaltningen, april 2003.
Bilag 2. Svarbrev vedr. lokaliseringsmuligheder fra bygge- og teknikborgmesteren.
Lau Svendsen-Tune
/ Lars Bo Bülow