Omlægning af produktionen af Madservice a la carte - mad til hjemmeboende pensionister
Omlægning af produktionen af Madservice a la carte - mad til hjemmeboende pensionister
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 15. april 2004
4. Omlægning af produktionen af Madservice a la carte - mad til hjemmeboende pensionister
SOU 30/2004 J.nr. 16/2001
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundhedsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltræder
- at der træffes principbeslutning om, at Madservice a la carte produktionen samles på køkkenet i Bystævneparken,
- at de påkrævede renoveringer af Sundhedsforvaltningens nuværende a la carte køkkener igangsættes inden for en økonomisk ramme på 23,1 mio. kr. der finansieres ved en intern låneordning,
- at Sundhedsforvaltningen fremlægger fornyet indstilling til Sundheds- og Omsorgsudvalget om den konkrete implementeringsplan, den endelige finansieringsansøgning (låneordning) samt om forslag til certificering af køkkenet i Bystævneparken.
Sundhedsforvaltningen indstiller endvidere, at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager til efterretning
- at Sundhedsforvaltningen indgår et samarbejde med Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen om produktion og levering af skolemad fra køkkenet i De Gamles By.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 15. april 2004
Der var afstemning om indstillingens første 3 at- punkter.
FOR | IMOD | UNDLOD | |
Inger Marie Bruun-Vierø | X | ||
Tanwir Ahmad |
| ||
Taner Yilmaz | |||
Joan Jensen | X | ||
Johannes Nymark | X | ||
Jens Johansen | X | ||
Heinrich Metz | X | ||
Bente Møller | X | ||
A. Ben Haddou |
| ||
Lise Helweg |
| X | |
Carl Chr. Ebbesen |
| X |
Indstillingens første 3 at-punkter blev herefter tiltrådt.
Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte 4. at-punkt uden afstemning.
Venstre og Dansk Folkeparti ønskede følgende ført til protokol:
"Venstre og Dansk Folkeparti er pr. definition imod store centralenheder og ønsker sagen i udbud."
RESUME
Sundhedsforvaltningen ønsker en ændring af den nuværende struktur for a la carte køkkenerne, som er ansvarlige for produktionen af mad til de hjemmeboende borgere og til de få plejehjem, der får maden leveret efter konceptet for hjemmeboende (a la carte ordningen). Det drejer sig konkret om køkkenerne på Peder Lykke Centeret, Hørgården, Fælledgården og køkkenet i Bystævneparken.
Baggrunden er et påtrængende investeringsbehov i de implicerede køkkener på grund af:
- En generel nedslidning af de etablerede køkkener. Nedslidningen er accelererende på grund af de seneste års nedprioritering af Sundhedsforvaltningens vedligeholdelsesmidler.
- Udviklingen indenfor apparatur og produktionsteknologi, der vil muliggøre en mere rationel produktion og hermed også styrke Sundhedsforvaltningens konkurrencedygtighed.
På Sundheds- og Omsorgsudvalgets møder den 6. november 2003 (SOU 262/2003) og 17. november 2003 (SOU 366/2003) behandlede udvalget indstillinger om den fremtidige struktur for madservice a la carte køkkener i forvaltningen. Udvalget vedtog, at Sundhedsforvaltningen skulle indhente høringssvar vedrørende de alternative modeller for en fremtidig struktur og herefter fremsætte forslag til valg af model.
Efter at have modtaget høringssvar angående den fremtidige struktur for a la carte køkkener indstiller Sundhedsforvaltningen, at der tiltrædes en principbeslutning om at samle produktionen til "Mad a la carte" på køkkenet i Bystævneparken.
Den anbefalede model er valgt ud fra en samlet afvejning af hensynet til produktionssikkerhed og driftsøkonomi.
Den anbefalede model forventes p.t. samlet at ville koste ca. 23,1 mio. kr. Løsningen vil dog indebærer en forventet rationaliseringsgevinst på 5,9 mio. kr. årligt. Sundhedsforvaltningen foreslår, at udgifterne lånefinansieres, og at dette lån efterfølgende afdrages gennem den varige driftsbesparelse.
Det er vurderingen, at kvaliteten i produktionen af mad a la carte ikke er afhængig af, om produktionen er samlet på ét eller flere køkkener. Sundhedsforvaltningen vil som led i omlægningen udarbejde et oplæg til kravspecifikation for mad a la carte ordningen, som dels skal fastsætte kvalitetskravene til det nye køkken, dels skal understøtte de målsætninger der er vedtaget i Sundheds- og Omsorgsudvalgets kostpolitik på ældreområdet.
Herudover skal der etableres et kvalitetssikringssystem på det nye køkken. Sundheds- og Omsorgsudvalget traf 6. april 2001 beslutning om, at køkkenområdet kan optimeres ved indførsel af kvalitetssikringssystemer (certificering) efter HAACP-metoden. Køkkenet på Hørgården er p.t. det eneste, der er HAACP certificeret. Det er Sundhedsforvaltningens vurdering, at der af hensyn til kvalitetssikringen skal indføres en eller anden form for certificering. Forvaltningen finder dog anledning til forud for en endelig beslutning herom, at gennemføre en fornyet analyse af de forskellige alternative certificeringsmuligheder, der eksisterer.
Såfremt Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltræder forslaget om at samle al produktionen til Mad a la carte på ét køkken vil Sundhedsforvaltningen igangsætte et egentligt implementeringsarbejde. Heri vil indgå:
- En nærmere anlægsprojektering og plan for de organisatoriske omlægninger, herunder en mere præcis vurdering af udgifterne og tidsplan.
- En licitation af renoveringsarbejderne.
- En drøftelse med personaleorganisationerne med henblik på fastlæggelse af principper for håndtering af de personalemæssige forhold.
- En analyse af certificeringsmuligheder.
- Udarbejdelse af et kontraktgrundlag for det nye Madservice a la carte køkken.
- En analyse af de fremtidige muligheder på de øvrige køkkener, der efter flytningen af madservice a la carte fortsætter som større plejehjemskøkkener.
På baggrund af dette arbejde vil Sundhedsforvaltningen fremlægge en ny indstilling for Sundheds- og Omsorgsudvalget med konkret implementeringsplan og forslag til certificering.
I relation til kommunens skolemadsprojekt er Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen enige om at indgå et samarbejde således at skolemaden produceres og leveres fra køkkenet i De Gamles By. Herved sikres der en optimal udnyttelse af et af Sundhedsforvaltningen øvrige storkøkkener.