Mødedato: 15.04.2004, kl. 15:00

Idrætspolitisk Redegørelse 2004 - høring

Idrætspolitisk Redegørelse 2004 - høring

for mødet «MDAT» kl

Sundheds- og Omsorgsudvalget

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 15. april 2004

 

10. Idrætspolitisk Redegørelse 2004 - høring

SOU 33/2004 J.nr. 11/2004

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at nærværende indstilling fremsendes som høringssvar om "Idrætspolitisk Redegørelse 2004" til Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 15. april 2004

Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte indstillingen.

 

RESUME

Kultur- og Fritidsforvaltningen besluttede på mødet den 18. marts 2004 (KFU 87/2004) at sende "Idrætspolitisk Redegørelse 2004" i høring forud for den endelige politiske behandling af redegørelsen.

Den idrætspolitiske redegørelse udpeger følgende indsatsområder for de kommende års idrætspolitik: Foreningsidrætten, Eliten, De Selvorganiserede, De ikke-idrætsaktive samt Samarbejde på tværs.

Sundheds- og Omsorgsudvalget støtter anbefalingerne i "Idrætspolitisk Redegørelse 2004" og har følgende kommentarer til redegørelsen.

Sundheds- og Omsorgsudvalget støtter, at den høje frekvens af idrætsaktive børn søges fastholdt gennem udbedring og øgning af faciliteter, støtte til aktiviteter, samt en øget indsats overfor bl.a. piger med anden etnisk herkomst.

Sundheds- og Omsorgsudvalget er endvidere meget enig i, at der skal fokuseres meget klart på de fysisk inaktive. Udfra den betragtning tilslutter Sundheds- og Omsorgsudvalget sig, at der fokuseres på voksnes idrætsdeltagelse og er derfor positive overfor, at der lægges op til en revision af den 25-årsregel, hvor der foretages fradrag fra foreningens driftstilskud, når mere end 10 % af medlemmerne er over 25 år.

I forhold til indsatsen overfor de fysisk inaktive ældre københavnere er Sundheds- og Omsorgsudvalget meget enige i, at denne indsats skal foregår i samarbejde med Sundhedsforvaltningen.

I forbindelse med fokuseringen på den selvorganiserede idræt og de inaktive københavnere vil Sundheds- og Omsorgsudvalget gerne støtte, at der i Idrætspolitisk Redegørelse lægges op til en udvikling af de udendørs faciliteter, så byens grønne områder, pladser og havneområder gøres mere funktionelt anvendelige i forhold til borgernes behov.

IT-tiltag som en motionsportal er en vigtig indsats i forhold til at oplyse borgerne om, hvor og hvordan de kan finde relevante tilbud. Kultur - og Fritidsforvaltningen kunne drage nytte af den omfattende kortlægning af idrætsaktiviteter der foregår i kommunen, f.eks. ved at gå foran i standardisering af en database, som lokalredaktører fra forvaltninger og idrætsinteressenter kunne opdatere. Desuden kunne en vejledning i stil med Fysioteket i Malmø, hvor borgere kan få konsulentbistand til at finde relevante idrætsaktiviteter og træningspartnere, være en støtte for de inaktive til at komme i gang med en aktiv livsstil.

Sundheds- og Omsorgsudvalget finder det endvidere, i et sundhedspolitisk perspektiv, nødvendigt at der på de steder hvor københavnerne – især børn og unge – dyrker idræt og motion, også er mulighed for at få et sundt måltid mad, at der satses på røgfri miljøer og at der ikke serveres alkohol. Herved skabes der sammenhæng i det samlede sundhedssignal.

I betragtning af at stadig flere børn og voksne har problemer med overvægt, kombineret med at de voksne giver udtryk for, at de ikke kan finde tid til at være fysisk aktive, finder Sundheds- og Omsorgsudvalget det oplagt, at se på mulighederne for at fokusere på den daglige transporttid til institutioner og arbejde, som en løsningsmodel i forhold til at understøtte fysisk aktivitet.

Endelig støtter Sundheds- og Omsorgsudvalget anbefalingerne i Idrætspolitisk Redegørelse om samarbejde på tværs mellem forvaltningerne, det frivillige foreningsliv og institutionerne, så københavnerne får flere og bedre muligheder for at være fysisk aktive.

 

Til top