Ændringer af overenskomsterne på sygesikringsområdet vedrørende psykologhjælp
Ændringer af overenskomsterne på sygesikringsområdet vedrørende psykologhjælp
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 15. januar 2004
6. Ændringer af overenskomsterne på sygesikringsområdet vedrørende psykologhjælp
SOU 398/2003 J.nr. 98/1998
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter Sundhedsforvaltningens forslag til ændring i sygesikringsoverenskomsten om psykologhjælp,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget bemyndiger Sundhedsforvaltningen til at fremsende den foreslåede ændring til Sygesikringens Forhandlingsudvalg.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 15. januar 2004
Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte indstillingen.
RESUME
Økonomiforvaltningen og Sundhedsforvaltningen udarbejdede i 2002 og 2003 en analyse af sygesikringsområdet 2002. Økonomiforvaltningen og Sundhedsforvaltningens indstilling herom blev behandlet på Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde den 24. april 2003 (SOU 94/2003). Det blev besluttet at igangsætte analysens anbefalinger.
En af de vedtagne anbefalinger er:
"Inddragelse af Sundheds- og Omsorgsudvalget.
Det foreslås, at Sundhedsforvaltningen arbejder med at have nogle temadrøftelser eller lignende i Sundheds- og Omsorgsudvalget i forbindelse med overenskomstforhandlingerne, således at udvalget dels orienteres om forhandlingsoplæggene for de forskellige områder, dels så der i udvalget opnås en afklaring af, hvad kommunen gerne vil opnå i Sygesikringens Forhandlingsudvalg".
I forbindelse med at forhandling af den nuværende psykologoverenskomst blev det mellem parterne aftalt, at forhandling om fornyelse af overenskomsten bør være gennemført på uopsagt grundlag senest den 1. juli 2004. På den baggrund indledes forhandlinger om fornyelse af psykologoverenskomsten i foråret 2004.
Sygesikringens Forhandlingsudvalg har i den anledning anmodet Københavns Kommune om at fremkomme med forslag til krav til ændring af overenskomsten, om psykologhjælp.
Sundhedsforvaltningen ønsker at fremlægge følgende ændringsforslag for Sygesikringens Forhandlingsudvalg:
- Minimumskrav til IT-anvendelse i praksis.
Sundhedsforvaltningens ønske om anvendelse af IT i psykologpraksis skal ses i sammenhæng med de krav, der er stillet tilsvarende til almen praktiserende læger i forhold til anvendelse af elektronisk kommunikation. For psykologernes vedkommende primært i kommunikationen mellem almen praktiserende læger og Sundhedsforvaltningen, for således at styrke det sammenhængende patientforløb.