Høring om ungdomsråd
Høring om ungdomsråd
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 15. januar 2001
13. Høring om ungdomsråd
SOU 2/2001 J.nr. 2/2001
INDSTILLING
Sundhedsforvaltningen indstiller
at Sundheds- og Omsorgsudvalget fremsender indstillingen som udvalgets høringssvar vedrørende Kultur- og Fritidsforvaltningens høring om nyt Ungdomsråd i Københavns Kommune.
RESUME
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 23. november 2000 at iværksætte en høring om forslag til nyt Ungdomsråd i Københavns Kommune.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har ved brev af 1. december 2000 bedt Sundheds- og Omsorgsudvalget om en udtalelse i sagen.
Høringssvaret er vejledende for Kultur- og Fritidsudvalget.
Sundhedsforvaltningen anbefaler at Sundheds- og Omsorgsudvalget tilslutter sig idéen om, at der etableres et organ for unge og imødeser et nærmere samarbejde i forbindelse med forebyggende sundhedsarbejde over for unge.
SAGSBESKRIVELSE
Københavns Kommune har siden 1946 haft et udvalg, hvor unge kunne forholde sig til større ungdomspolitiske linjer. Indtil 1999 hed udvalget "Det Rådgivende Ungdomsudvalg". I december 1997 blev det i Borgerrepræsentationen foreslået at nedlægge udvalget (BR 782/97).
I forlængelse af nedlæggelsen af "Det Rådgivende Ungdomsudvalg" nedsattes i april 1998 et ad hoc udvalg som skulle udarbejde oplæg til hvordan et fremtidigt ungdomsråd i Københavns Kommune kunne organiseres. I januar 1999 fremlagde udvalget "Handleplan for indflydelse til unge". I marts 1999 vedtog Borgerrepræsentationen at oprette Ungdomsborgerrepræsentationen (UBR). Den iværksattes som et to-årigt forsøg. Forsøgsperioden skulle løbe til udgangen af 2000. Imidlertid blev UBR på opfordring fra medlemmer foreslået nedlagt før udløbet af den to-årige forsøgsperiode. Borgerrepræsentationen vedtog i sit møde den 30. november 2000 at nedlægge UBR.
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på møde den 13. april 2000, med udgangspunkt i "Handleplan for indflydelse til unge", at et forslag som fastlægger bestemmelserne for et nyt ungdomsråd skulle forelægges udvalget. På sit møde den 26. oktober 2000 har Kultur- og Fritidsudvalget behandlet et forslag herom. Af beslutningen fremgår at Kultur- og Fritidsforvaltningen pålægges at udarbejde materiale der kan sendes i høring (Materialet er vedlagt som bilag).
Sundhedsforvaltningen anbefaler, at Sundheds- og Omsorgsudvalget tilslutter sig idéen om at der etableres et organ for unge og imødeser et nærmere samarbejde i forbindelse med et forebyggende sundhedsarbejde over for unge.
Et samarbejde vil blandt andet kunne være brug af organet som høringsinstans (af vejledende karakter) i sager som retter sig netop mod målgruppen af 15 - 20-årige.
I forslag til Folkesundhedsplan er der blandt andet peget på at det vil være ønskeligt med en styrket indsats over for unge på områder som stoffer, alkohol, tobak, kost, motion og stress. Det vil være en fordel at kende målgruppens holdninger og ønsker i arbejdet med tilrettelæggelsen af forebyggende sundhedsarbejde over for de unge.
ØKONOMI
ingen
BILAG
- Brev af 1. december 2000 fra Kultur- og Fritidsborgmesteren om høring
- Pjecen " Ungdom ... indflydelse ... hvordan??"
Bo Andersen
/Susanne Boch Waldorff