Orientering om Børnesundhedsprofilen 2023
Resumé
Børnesundhedsprofilen 2023 er gennemført i samarbejde mellem Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Børne og Ungdomsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen. På baggrund af en orientering skal Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfte hovedresultaterne fra Børnesundhedsprofilen 2023 - København.
Børne- og Ungdomsudvalget orienteres om hovedresultaterne på aflæggerbordet den 6. december 2023, og Kultur- og Fritidsudvalget orienteres ligeledes på deres udvalgsmøde den 7. december 2023.
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen om hovedresultaterne fra Børnesundhedsprofilen 2023 til efterretning.
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter hovedresultaterne fra Børnesundhedsprofilen 2023
Problemstilling
Den 29. november 2023 blev Børnesundhedsprofilen 2023 – København offentliggjort sammen med en visuel Pixi-udgave med udvalgte hovedresultater.
Børnesundhedsprofilen er baseret på en spørgeskemaundersøgelse om trivsel, sundhed og fritidsliv blandt københavnske børn i 3., 6. og 9. klasse.
Undersøgelsen giver politikere, forvaltninger og skoler et godt vidensgrundlag for at fremme børn og unges trivsel og sundhed samt skabe rammer for gode børneliv i København. På den baggrund orienteres Sundheds- og Omsorgsudvalget, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen om resultaterne.
Løsning
Børnesundhedsprofilen 2023 – København giver ny og aktuel viden om københavnske børns mentale og fysiske sundhed og deres idræts- og foreningsliv. Undersøgelsen blev gennemført første gang i efteråret 2021, og det er derfor med de nye resultater muligt at følge udviklingen fra dengang. Det er dog ikke de samme børn, som har besvaret undersøgelsen i 2021 og 2023.
Både kommunale skoler og privat- og friskoler har deltaget i undersøgelsen, og dette har medført flere end 10.000 besvarelser og en besvarelsesprocent på 74 %.
De tre involverede forvaltninger har sammenfattet hovedresultaterne af undersøgelsen i vedlagte bilag 1. Generelt ligger børnenes trivsel og sundhed fra årets Børnesundhedsprofilundersøgelse på niveau med resultaterne fra 2021. Der kan dog også registreres både positiv og negativ udvikling på forskellige områder siden 2021.
Overordnet set er det positivt, at størstedelen af børnene i København fortsat trives, og at andelen af børn, som ikke har det godt, er stabil i forhold til 2021. For børnene i 3. klasse ses der dog et generelt fald i trivslen både hjemme, i skolen og i fritiden. Netop tredje årgangs skifte fra dagtilbud til skole var præget af COVID19-relaterede restriktioner og nedlukninger både i skole, pasningstilbud og fritidsliv, hvilket muligvis fortsat kan påvirke denne årgangs vaner og relationer. Der kan dog også være andre årsager til det generelle fald i trivslen blandt børnene i 3. klasse.
Den fulde rapport Børnesundhedsprofilen 2023 – København er vedlagt som bilag 2 og tilhørende Pixi som bilag 3.
Økonomi
Børnesundhedsprofilen er finansieret af midler fra Budget 2021. Den nuværende bevilling udløber ved udgangen af 2024. Hvis Børnesundhedsprofilen fortsat skal gennemføres, forudsætter det, at der afsættes midler til den fortsatte finansiering i forbindelse med budget 2025. Eventuel iværksættelse af konkrete tiltag på baggrund af data, vil kræve særskilt finansiering.
Videre proces
Forvaltningerne vil løbende udarbejde dybdegående analyser, og på den baggrund opnås unik viden om børnene i København på populationsniveau. Disse yderligere analyser vil blive udarbejdet i løbet af 2024, og udarbejdes inden for gældende rammer om GDPR.
Det er Børnesundhedsprofilens styregruppe, repræsenteret fra hhv. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen, der skal drøfte og beslutte, hvilke analyser, der skal igangsættes.
Per Bennetsen
/Katrine Schjønning
Beslutning
Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning, og 2. at-punkt blev drøftet.
Sundheds- og Omsorgsudvalget pålagde Sundheds- og Omsorgsforvaltningen at afsøge undersøge muligheden for et fælles møde med Børne- og Ungdomsudvalget med henblik på en fælles drøftelse af undersøgelsens resultater, strukturel sundhed i folkeskolen og hvordan SUF arbejder med ungdomsuddannelser i forhold til mistrivsel mv.