Mødedato: 14.12.2023, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Hovedbudskaber fra de tre temadrøftelser i regi af Sundhedsstrukturkommissionen

Se alle bilag

Resumé

Det danske sundhedsvæsen er presset. Stadig flere borgere får behov for rehabilitering og behandling samtidig med, at der mangler medarbejdere. For at imødekomme denne udvikling må det nære sundhedsvæsen prioriteres og udvikles.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen foreslår følgende hovedbudskaber på baggrund af input fra de tre temadrøftelser i Sundheds- og Omsorgsudvalget afholdt i juni, september og november 2023.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender hovedbudskaberne fra temadrøftelsen den 9. november 2023 om borgere med kronisk sygdom og samarbejdet med almen praksis
  2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter, hvordan hovedbudskaberne fra alle tre temadrøftelser kan anvendes fremadrettet.

Problemstilling

Der bliver flere ældre og flere borgere med kronisk sygdom. Samtidig udskrives borgerne med komplekse og behandlingskrævende behov, hvilket giver det kommunale sundhedsvæsen mange komplekse opgaver. Københavns Kommune vil gerne være med til at løfte flere af de komplekse opgaver i samarbejde med øvrige sektorer, men det stiller samtidig spørgsmål om, hvad den kommunale del af sundhedsvæsenet skal og kan løfte.

Sundheds- og Omsorgsudvalget har på møderne i juni, september og november 2023 haft temadrøftelser, der har givet udvalget mulighed for at drøfte forventninger og ønsker til udviklingen af det kommunale sundhedsvæsen, inden Sundhedsstrukturkommissionen i foråret 2024 kommer med deres anbefalinger. Temadrøftelserne har omhandlet dokumentation, opgaveflytning samt borgere med kronisk sygdom og samarbejdet med almen praksis. 

Løsning

På mødet den 9. november 2023 havde Sundheds- og Omsorgsvalget en temadrøftelse om borgere med kronisk sygdom og samarbejdet med almen praksis. I den forbindelse blev det aftalt, at forvaltningen ville forelægge en beskrivelse af de vigtigste hovedbudskaber fra udvalgets drøftelse.

Hovedbudskaber fra temadrøftelse
Forebyggelse er afgørende for at forhindre udvikling og forværring af kronisk sygdom samt øge livskvalitet for den enkelte borger. Det er derfor væsentligt, at borgere med kronisk sygdom præsenteres for et samlet tværsektorielt forløb fra start, som også inkluderer kommunal rehabilitering, hvilket vil bidrage til at mindske ulighed i sundhed.

Forvaltningen foreslår følgende tre forslag til hovedbudskaber for at sikre øget fokus på forebyggelse samt mere sammenhængende tværsektorielle forløb for borgere:

  1. Borgerne skal opleve sammenhæng på tværs af sektorer

    Mangel på sammenhæng i sundhedsvæsenet øger uligheden, for det rammer sårbare og kronisk syge borgere hårdest. Mange borgeres problemstillinger er som udgangspunkt komplekse, og det kræver, at vi arbejder sammen på tværs af fagligheder og sektorer for at understøtte borgerens situation bedst muligt. Derfor har vi et fælles ansvar for at skabe større sammenhæng på tværs af læger, hospitaler og kommuner. Vi skal samarbejde om fælles data, konferencer om komplicerede borgersager og udvikling af nye løsninger.

     

  2. Mere lighed i kommunal rehabilitering  

    Mangel på samarbejde mellem kommuner og praktiserede læger øger risikoen for, at sårbare borgere og borgere med kronisk sygdom ikke får tilbudt eller gennemfører kommunal rehabilitering. Derfor skal kommuner og praktiserende læger samarbejde tættere, og vi skal have modet til at mindske ulighed i sundhed ved at tilbyde forskellige forløb efter behov. Det betyder også, at vi skal turde prioritere ressourcerne, så vi giver mere håndholdte og intensive forløb til nogle borgere fremfor andre.  

     

  3. Kommuner skal understøtte praktiserende læger
    Sundhedsopgaverne i det nære sundhedsvæsen er blevet flere og mere komplekse, og det øger risikoen for manglende koordination og sammenhæng. Derfor skal vi understøtte de praktiserende læger i deres rolle som tovholder, så det er de ’rigtige’ borgere, der får tilbudt de rette sundhedstilbud.

Fremtidig anvendelse af hovedbudskaber
Udvalget har tidligere godkendt hovedbudskaber fra de øvrige to temadrøftelser omhandlende dokumentation og opgaveflytning, der har været afholdt for at give mulighed for at drøfte forventninger og ønsker til udviklingen af det kommunale sundhedsvæsen. Hovedbudskaberne fra alle tre temadrøftelser er samlet i bilag 1.

Udvalgets bedes drøfte, hvordan de samlede budskaber skal anvendes fremadrettet, og hvordan de eventuelt bæres videre til Sundhedsstrukturkommissionen eller andre relevante fora.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hovedbudskaberne kan bruges i den videre drøftelse med Sundhedsstrukturkommissionen samt i det fremtidige arbejde i det nære sundhedsvæsen.

Per Bennetsen

  /Sine Mutanu Jungersted

Beslutning

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt, og 2. at-punkt blev drøftet.

Til top