Mødedato: 14.12.2023, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Godkendelse af Strategi for håndtering af arbejdskraftmangel i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen frem mod 2030

Se alle bilag

Resumé

De markante fastholdelses- og rekrutteringsudfordringer på sundheds- og omsorgsområdet sætter kernevelfærden under et stort og stigende pres. For at imødekomme udfordringerne er der udarbejdet Strategi for håndtering af arbejdskraftmangel i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen frem mod 2030 samt en overordnet indsatsplan for 2024 og 2025. Sundheds- og Omsorgsudvalget forelægges strategien til godkendelse og den prioriterede indsatsplan for 2024-2025 til orientering.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget, 

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender Strategi for håndtering af arbejdskraftmangel i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen frem mod 2030
  2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager de forventede prioriterede indsatser for 2024 og 2025 til efterretning

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsudvalget førstebehandlede strategien på udvalgsmødet den 10. oktober. I den forbindelse kom der en række input og overvejelser til strategien, input til indsatsernes mere konkrete indhold og til den videre proces.

På baggrund heraf er strategien blevet justeret på flere punkter, mens de mere konkrete input indgår i det videre arbejde med at konkretisere indsatserne. Samtidig er navnet på strategien ændret til det mere mundrette ”Strategi for håndtering af arbejdskraftmangel i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen frem mod 2030”. Strategien er yderligere suppleret med oversigter, som præciserer indsatsernes forventede effekter, samt information om, hvordan udvalget løbende kan følge indsatsernes effekt. 

Løsning

Strategien arbejder med 2 helt overordnede spor. Ét spor, der skal øge arbejdsudbuddet og ét spor, der skal reducere behovet for arbejdskraft.

Strategien indeholder temaer med tilhørende indsatsområder frem til 2030. For at illustrere den forventede prioritering af indsatser de første år af strategiens levetid, er der udarbejdet en overordnet indsatsplan, som dels viser nye og igangværende indsatser, dels de indsatser, der forventes prioriteret i 2024 og 2025. Indsatsplanen er vedlagt som bilag og vil blive opdateret årligt.

I forhold til fastholdelse- og rekruttering – og dermed indsatser, der skal øge arbejdsudbuddet - prioriteres i 2024 en fortsat styrkelse af elevområdet, yderligere indsatser til at reducere sygefraværet samt introduktionsforløb for medarbejdere og ledere som større indsatser. I 2024 igangsættes ligeledes en indsats for at styrke incitamenterne til at arbejde efter pension eller efterløn. I 2025 vil der være fokus på ledelse, herunder ledelsesudvikling og etablering af en lederpipeline.

I forhold til digitalisering og velfærdsteknologi – og dermed indsatser, der skal reducere behovet for arbejdskraft – er større prioriterede indsatser i 2024 telemedicin og bedre brug af Cura samt en målrettet indsats for at gøre borgerne med størst plejebehov mere selvhjulpne ved hjælp af teknologi. I 2025 er der fokus på nye tiltag på telemedicin, udfolde mulighederne indenfor kunstig intelligens og styrke brugen af velfærdsteknologi på plejehjem. Det vurderes i den årlige opfølgning på strategien, om indsatser i forhold til forebyggelse, rehabilitering og understøttelse af sund aldring skal knyttes til strategiens spor om reduktion af behovet for arbejdskraft.  

Det bemærkes, at der vil være et stort fokus på, at nye indsatser i størst muligt omfang tænkes sammen med igangværende indsatser.

Strategien er vedlagt som bilag 1 og indsatsplanen som bilag 2.

Strategien blev drøftet på SUF MED den 30. oktober. I bilag 3 er samlet SUF MEDs input til den videre politiske behandling af strategien. Bemærkninger er så vidt muligt indarbejdet i strategien og vil ligeledes indgå i den videre formidling af strategien til organisationen.

Årlig opfølgning

Strategien indeholder mål og prioriterede indsatser frem mod 2030. Indsatsplanen giver et samlet overblik over nye og igangværende indsatser frem til 2028. For nye indsatser vil der blive udarbejdet handleplaner. Der er tale om ambitiøse mål, som forvaltningen vurderer, vil kræve en vedholdende indsats for at indfri.

Forvaltningen vil løbende følge effekten af indsatserne. Helt overordnet vil prognosen for mangel på arbejdskraft blive opdateret årligt, så det kan vurderes i hvilket omfang indsatserne bidrager til dels at nedbringe behovet for arbejdskraft og dels øge arbejdsudbuddet.

Sundheds- og Omsorgsudvalget vil årligt modtage en status på prognosen for arbejdskraftmangel samt status på igangsatte indsatser og effekt. I denne status vil ligeledes indgå en vurdering af, om der er behov for justeringer af igangværende indsatser og hvilke nye indsatser, der kan være brug for at sætte i gang. Frem mod 2030 kan der også være behov for at justere i strategiens temaer og mål afhængig af erfaringer og effekt samt fx strukturelle og nationale forhold, der måtte ændre sig.

Økonomi

Indstillingen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser.

I det omfang de foreslåede indsatser til at øge arbejdsudbuddet og reducere behovet for arbejdskraft kræver finansiering prioriteret af Sundheds- og Omsorgsudvalget, vil det frem mod 2030 blive forelagt udvalget som budgetønsker i forbindelse med de årlige budgetforhandlinger og evt. til den årlige overførselssag.

Videre proces

Efter godkendelsen af strategien sættes et arbejde i gang i organisationen i forhold til formidling af strategien og implementering af de konkrete indsatser.

Efter den politiske godkendelse vil der ligeledes blive arbejdet med layoutet af strategien med henblik på den videre formidling og kommunikation.

Sundheds- og Omsorgsudvalget vil som nævnt ovenfor modtage en årlig opfølgning på strategien.

Anna Schou Johansen

                                                                                                                     /Nina Allin

Beslutning

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt, og 2. at-punkt blev taget til efterretning.

Sundheds- og Omsorgsudvalget pålagde Sundheds- og Omsorgsforvaltningen at vende retur på et af de kommende udvalgsmøder med en plan over, hvornår på året udvalget vil få information og orienteringer i relation til det videre arbejde med strategien og om udviklingen i de udvalgte HR-nøgletal.

Til top