Mødedato: 14.11.2024, kl. 14:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Handleplan for arbejdet med minoritetsetniske ældre

Se alle bilag

Sundheds- og Omsorgsudvalget (SOU) forelægges opdateret Handleplan for Sundheds- og Omsorgsforvaltningens (SUF) arbejde med minoritetsetniske ældre efter den har været i høring hos Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (BIU).

Der vedlægges ligeledes et opdateret analysenotat af antallet af nuværende og fremtidige brøkpensionister i kommunen.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender Handleplan for Sundheds- og Omsorgsforvaltningens arbejde med minoritetsetniske ældre.
  2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager analysenotat om brøkpensionister til efterretning.

Problemstilling

I forbindelse med SOU’s godkendelse af Ældrepolitikken 2024-2027 den 14. december 2023 bad udvalget SUF om at udarbejde en handleplan for forvaltningens arbejde med minoritetsetniske ældre.

På udvalgsmødet den 30. maj 2024 godkendte udvalget, at udkast til handleplanen blev sendt i høring i BIU.

BIU har nu afgivet høringssvar (bilag 1). På samme møde d. 30. maj 2024 bestilte udvalget et opdateret notat om antallet af brøkpensionister i Københavns Kommune nu og i fremtiden.

Løsning

Minoritetsetniske ældre er en mangfoldig borgergruppe med forskellige ønsker, ressourcer og behov. Men det er også en gruppe, der samlet har flere udfordringer end etniske danskere, både når det gælder livsstil, sundhed, ensomhed og fattigdom. Alligevel er minoritetsetniske ældre stærkt underrepræsenteret i forvaltningens tilbud.

Med sigte på at skabe bedre betingelser for, at også denne borgergruppe får et godt ældreliv, er handleplanen bygget op om tre spor:

Spor 1 - Viden giver bedre muligheder for at skabe en god alderdom i København, sigter mod, at minoritetsetniske ældre bedre skal kunne tilgå, forstå og handle på sundhedsinformation, ved at forvaltningen i højere grad differentierer og målretter informationen til borgergruppen. 

Spor 2 - Når der er brug for hjælp, sigter mod, at minoritetsetniske ældre og deres pårørende skal opleve at blive mødt af medarbejdere med nysgerrighed, viden og kompetencer, og at de tilbud, de præsenteres for, tilgodeser deres behov og ønsker.

Spor 3 - Mangfoldige fællesskaber sigter mod, at alle minoritetsetniske ældre, som ønsker at blive del af et fællesskab, har mulighed for det.

Handleplanen står på viden, som forvaltningen har oparbejdet gennem de tilbud, som allerede i dag findes for målgruppen, fx mangfoldighedsplejehjemmet Peder Lykke Centret, Etnisk Ressourceteam og demensindsatsen for etniske minoriteter i Center for Demens, samt inddragelse af en lang række aktører på området.

Høring i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

Af høringsbrevet fra BIU fremgår det, at udvalget bifalder Handleplan for Sundheds- og Omsorgsforvaltningens arbejde med minoritetsetniske ældre. Dertil foreslår BIU, at der indskrives en bemærkning i handleplanen om sammenhængen til Københavns Kommunes Integrations- og Medborgerskabspolitik, og at SUFs arbejde med at imødekomme og nedbryde sproglige barrierer for ældre borgere med minoritetsetnisk baggrund tydeliggøres.

Førstnævnte bemærkning er indarbejdet i handleplanen og markeret med gult (bilag 2).

Imidlertid vurderer forvaltningen, at bemærkningen angående sproglige barrierer ikke giver anledning til ændringer i handleplanen, da spor 1 har fokus på flere indsatser, der har til formål at nedbryde sproglige og kulturelle barrierer. Det gælder fx udvidelse af etnisk ressourceteam, som der er afsat midler til med ældrereformmidlerne.

Opdateret fremskrivning af brøkfolkepensionister i København

Økonomiforvaltningen har opdateret analysen af brøkfolkepensionister i København Kommunen (bilag 3).

Notatet viser, at der i 2022 var 814 københavnere, der var brøkfolkepensionister i lavindkomstgruppen, hvilket er en stigning på 16% på 10 år. Det svarer til 1,4% af københavnerne i folkepensionsalderen, mens gruppen udgør 0,4% i det øvrige Danmark.

I 2039 forventes antallet at stige til ca. 3.000 københavnere. Stigningen skyldes primært den generelle stigning i antallet af ældre Københavnere – hvilket også gælder antallet af minoritetsetniske ældre, men også ændrede optjeningskrav til folkepension. I Københavns Kommune forventes antallet af borgere over 65 år med etnisk minoritetsbaggrund at stige fra 10,5% i 2023 til 20% i 2040. Forvaltningen vil indtænke dette i implementeringen af handleplanens indsatser.

Økonomi

I forbindelse med udmøntning af ældrereformmidlerne prioriterede udvalget at afsætte midler til at realisere flere af handleplanens ikke-finansierede indsatser. Det er forvaltningens vurdering, at de afsatte midler, kombineret med forvaltningens eksisterende arbejde på området, giver give gode forudsætninger for det fremadrettede arbejde med at omsætte handleplanens mål til virkelighed. Udvalget har afsat følgende til handleplanen:

  • 500.000 kr. (varige midler) til opstart af fremskudte indsatser der, hvor de ældre bor og færdes, så information kan gives mundtligt.
  • 2.5 mio. kr. (varige midler) til udvidelse af Etnisk Ressourceteam og spredning af interkulturelle kompetencer i forvaltningen.
  • 2 mio. kr. (varige midler) til en pulje, der kan understøtte seniorklubbernes arbejde med at inkludere minoritetsetniske ældre eller til at oprette nye seniorklubber til målgruppen.

Videre proces

Hvis SOU godkender handleplanen, vil forvaltningen arbejde videre med at udmønte handleplanens indsatser sammen med relevante aktører.

I forbindelse med arbejdet vil forvaltningen nedsætte en følgegruppe bestående af relevante civilsamfundsorganisationer, foreninger og klubber, medarbejdere fra forvaltningens drift samt øvrige interessepersoner. Følgegruppen skal løbende bringe perspektiver ind i arbejdet med handleplanen og understøtte, at forvaltningens indsatser opfylder behovene hos målgruppen af minoritetsetniske ældre. Forvaltningen vil vende tilbage med en status på handleplanens indsatser ultimo 2025.

 

Karen Nørskov Toke

/ Nanna Skriver 

Beslutning

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt, og 2. at-punkt blev taget til efterretning.
Til top