Udtalelse til Indenrigsministeriet om lovligheden af fremgangsmåden vedr. Borgerrepræsentationens beslutning om lukning af plejeboliger og vedr. klage over manglende høring af ældreråd
Udtalelse til Indenrigsministeriet om lovligheden af fremgangsmåden vedr. Borgerrepræsentationens beslutning om lukning af plejeboliger og vedr. klage over manglende høring af ældreråd
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde mandag den 14. august 2000
6. Udtalelse til Indenrigsministeriet om lovligheden af fremgangsmåden vedr. Borgerrepræsentationens beslutning om lukning af plejeboliger og vedr. klage over manglende høring af ældreråd
SOU 270/2000 J.nr. 37/2000
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, at vedlagte udkast til udtalelse dels vedrørende fremgangsmåden ved lukning af 251 plejeboliger og dels vedrørende høring af ældreråd fremsendes til Indenrigsministeriet.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 14. august 2000
Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte indstillingen.
Birthe Nødgaard (O) tog forbehold, og ønskede ført til protokols, at: "Dansk Folkeparti kan ikke tilslutte sig udkastet til besvarelse af brevet fra Indenrigsministeren vedrørende de besluttede plejehjemslukninger.
Dansk Folkeparti mener grundlæggende, at Københavns Kommune må overholde spillereglerne i den kommunale styrelseslov, og her er det krystalklart beskrevet, hvordan beslutningsprocesserne i kommunerne skal foregå.
I forbindelse med beslutningen om lukningen af de københavnske plejehjem er der ikke sket en inddragelse af Sundheds- og Omsorgsudvalget i spørgsmålet, idet afgørelsen alene blev truffet i Økonomiudvalget og BR, men ikke i Sundheds- og Omsorgsudvalget, som ellers er det relevante fagudvalg. Denne inddragelse skal ifølge styrelsesloven foregå af det relevante fagudvalg.
Derudover er det ikke ukendt, at Dansk Folkeparti mener, at lukningen af plejehjemmene er uanstændig og bør genovervejes".
(Dansk Folkepartis protokolbemærkning bedes medsendt i kommunens besvarelse af ministerens brev).
RESUME
Indenrigsministeriet har ved brev af 23. juni 2000 anmodet Borgerrepræsentationen om en udtalelse i anledning af, at folketingsmedlem Peter Skaarup har stillet spørgsmål til indenrigsministeren om bl. a. lovligheden af fremgangsmåden i forbindelse med Borgerrepræsentationens beslutning om lukning af 5 plejehjem/boliger (Borgervænget, Granbo plejeboliger, Granbo beskyttede boliger, Lillehjemmet og Røde Kors Hjemmet), samt i anledning af en klage fra Christian Borch-Kristensen over, at ældrerådet for Brønshøj- Husum i strid med Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område ikke er blevet hørt i forbindelse med beslutningen om lukning af Granbo.