Ny visitations- og styringsmodel for hjemmeplejen
Sundheds- og Omsorgsudvalget iværksatte i foråret i 2011 et projekt omkring styring af hjemmepleje med det formål at udvikle og afprøve en ny model for styring af hjemmeplejen, som undersøtter en øget fleksibilitet og faglighed i hjemmeplejen, og som i højere grad afspejler tillid til medarbejdere.
Indstilling og beslutning
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at visitation til hjemmeplejen fremadrettet sker i form af besøgsblokke, og
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at medarbejdernes daglige registrering af komme og gå tider hos den enkelte borger afskaffes.
Problemstilling
Med reformprogrammet 'Aktiv og Tryg Hele Livet' er der sat fokus på at skabe stærke faglige miljøer, så der sikres attraktive arbejdspladser og hjemmepleje af høj kvalitet. Udmøntning af disse visioner skal blandt andet ske ved udvikling af nye modeller for visitation og styring af hjemmepleje. Sundheds- og Omsorgsudvalget vedtog derfor den 19. maj 2011 at udvikle og afprøve nye modeller for visitation og styring i hjemmeplejen, som skal medvirke til:
-
At der i hjemmeplejen skabes øget fokus på kerneydelserne og øget rum til faglighed, så borgerne modtager professionel omsorg og pleje, der fleksibelt kan tilpasses borgerens individuelle behov og ønsker.
-
At medarbejderne i hjemmeplejen sikres et attraktivt arbejdsmiljø, hvor medarbejderne får øget indflydelse på eget arbejde og øget mulighed for at anvende deres faglighed.
-
At der skabes øget fokus på borgernes inddragelse og tilrettelæggelse af pleje.
-
At administrationen af hjemmeplejen forenkles.
De nye modeller er afprøvet på Vesterbro og Kgs. Enghave, med deltagelse af ca. 50 medarbejdere og ca. 800 borgere, jf. (bilag 1).
Løsning
1. Visitation til hjemmepleje i form af besøgsblokke.
Besøgsblokke er baseret på de besøg, borgerne typisk modtager i løbet af dagen. En besøgsblok omfatter de opgaver, som borgere med en given plejetyngde almindeligvis får hjælp til i forbindelse med et besøg. Et morgenbesøg tildeles fx. som Moderat støtte til personlig pleje - morgen. Besøgsblokken vil i dette eksempel fx. kunne erstatte enkeltydelserne: øvre toilette, toiletbesøg, påklædning, hjælp til kropsbårne hjælpemidler og tilberedning af morgenmad og kold mad. Borgerne kan fortsat tildeles nogle udvalgte enkeltydelser som supplement til besøgsblokke.
Overgang fra enkeltydelser til besøgsblokke medfører en ændring i den måde hjemmeplejen styres. Overgangen påvirker derimod ikke serviceniveauet. Borgerne vil, inden for rammerne af det politisk fastsatte serviceniveau, fortsat blive bevilget hjælp og støtte svarende til deres individuelle behov, ligesom de vil modtage det samme antal besøg som tidligere. I afgørelserne vil det fremgå, hvilke enkeltydelser og besøgsblokke borger er bevilget, ligesom det vil fremgå hvilke opgaver, borger i overordnede træk vil få hjælp til. Får borger tildelt Moderat støtte til personlig pleje - morgen, kan det fx. fremgå, at borger vil få hjælp til at blive vasket, komme i tøjet og få tilberedt morgenmad. Borgerne har alene retskrav på at få oplyst hvilken hjælp og støtte, de er bevilget, men ikke en angivelse af tid. Borgerne vil derfor fortsat ikke få angivet en tid i afgørelserne.
Tildeling af støtte i form af besøgsblokke betyder, at borgerne på et mere overordnet niveau får oplyst hvilken hjælp, de er tildelt og hvor hyppigt. I mødet med borgerne skal medarbejderne i hjemmeplejen vurdere borgernes specifikke behov og i samarbejde med borgeren udarbejde en døgn- og ugeplan. Døgn- og ugeplanen skal beskrive, hvilke opgaver borgeren skal have støtte til, og hvordan støtten skal udføres, så borgeren i videst muligt omfang fastholder funktionsevnen, samtidig med de sikres den nødvendige omsorg og pleje.
Besøgsblokke skaber således større rum for medarbejdernes faglighed, idet medarbejderne i højere grad kan tilrettelægge hjælpen under hensyn til den enkelte borgers behov og ønsker. Det større rum for medarbejdernes faglighed skærper samtidig de faglige krav til hjemmeplejens medarbejdere, og dermed behovet for faglig supervision og vejledning.
Overordnet set viser erfaringerne fra projektet, at besøgsblokke understøtter et øget fokus på kerneydelsen og øget rum for faglighed og fleksibilitet i hjemmeplejen. Medarbejderne i hjemmeplejen tænker og agerer mere nuanceret. Dette er til gavn for både den fortsatte udvikling af medarbejdernes faglighed samtidig med, at borgerens individuelle behov i højere grad tilgodeses.
Fagligt vurderet er kvaliteten i døgn- og ugeplanerne blevet styrket. Der har i projektet været tilknyttet to faglige vejledere. Den styrkede faglige vejledning i projektet har forbedret døgn- og ugeplanerne og skabt et læringsrum, hvor medarbejderne har reflekteret over deres daglige praksis hos borgerne. Dog vil der være fortsat være fokus på at finde det rette detaljeringsniveau i døgn- og ugeplaner, så de både er overskuelige og indeholder de relevante informationer.
Medarbejderne i projektet oplever, at anvendelse af besøgsblokke gør det mere legitimt at udskyde en ydelse fra en dag til en anden, hvis det passer borgeren bedre. Det gør det endvidere mere legitimt at tilrettelægge dagen mere fleksibelt, således der anvendes lidt mere tid hos den borger, der har "en dårlig dag" og lidt mindre tid hos borgeren, der har "en god dag". Nogle medarbejdere har udnyttet det rum, de har fået i kraft af besøgsblokkene, til øget dialog med borgerne. Denne øgede fleksibilitet skaber mere ro i det daglige arbejde og udgør derfor bedre rammer for leveringen af den individuelle hjælp til borgeren.
Indførelse af besøgsblokke har endvidere forenklet de administrative sagsgange mellem hjemmeplejen og visitationen. Både visitatorer og gruppeleder sparer tid på, at der er langt færre henvendelser mellem de to enheder, idet behovet for små justeringer af hjælpen er mindsket. I hjemmeplejen bruges den frigivne tid til kvalitetssikring af døgn- og ugeplaner.
2. Tildeling og registrering af tid.
Kommunale og private leverandører tildeles som et styrings- og planlægningsredskab en tidsramme, inden for hvilken, støtten almindeligvis skal leveres. Tiden anvendes alene i forbindelse med den administrative styring af hjemmeplejen, og indgår ikke i afgørelsen til borgeren. Medarbejderne i hjemmeplejen skal i den nye model ikke længere foretage en daglig registrering af komme og gå tider men alene registrere afvigelser, fx. når et besøg aflyses. Det vil fortsat være teknisk muligt at foretage registrering af komme og gå tider, således dette kan ske i afgrænsede perioder fx. til brug for opgørelser over brugertid, økonomiske detailanalyser samt evaluering af særlige indsatser og pilotprojekter.
Overordnet set viser erfaringer fra projektet, at afskaffelse af tidsregistring understøtter et attraktivt arbejdsmiljø. Flere medarbejdere giver udtryk for, at de påskønner den frihed, de har fået ved dels ikke at skulle registrere, dels ikke at have enkeltydelser med angivne minutter. Medarbejderne har i projektet givet udtryk for, at de sparer tid og føler sig mindre pressede som følge heraf. De oplever at spare tid ved ikke at skulle indtaste på deres håndholdte PDA, og at det giver større nærvær hos borgerne.
Implementering
Denne nye model for visitation og styring af hjemmeplejen anbefales implementeret i alle lokalområder i efteråret 2012. Det betyder, at der sker en administrativ omlægning fra enkeltydelser til besøgsblokke hos alle borgere. Da der er tale om en administrativ omlægning, som ikke direkte påvirker serviceniveauet, og dermed den hjælp som borgeren har fået tildelt, udarbejdes der ikke nye afgørelser til borgerne. Borgerne vil dog blive orienteret om omlægningen. For borgere, der ny- eller revisiteres vil der, jf. gældende regler blive udarbejdet en afgørelse, hvori besøgsblokkene indgår.
Der udarbejdes for 2012 et tillæg til 'Ydelseskatalog for personlig og praktisk hjælp, træning og botilbud 2012', som indeholder de nye besøgsblokke. Besøgsblokke indarbejdes i 'Katalog for personlig og praktisk hjælp, træning og botilbud for 2013', som samlet forlægges Sundheds- og Omsorgsudvalget til godkendelse ved udgangen af 2012.
Overordnet viser erfaringerne fra projektet, at de nye vitations- og styringsmodeller skaber de organisatoriske rammer for bla. at øge fleksibiliteten og skabe øget plads til faglighed i hjemmeplejen. Skal man fuldt ud indfri potentialet ved overgangen fra enkeltydelser til besøgsblokke, skal det suppleres med øvrige indsatser i forhold til faglig udvikling i hjemmeplejen (for en uddybende beskrivelse af de øvrige indsatser henvises til (bilag 1)).
Forudsætningen for at øge fagligheden i hjemmeplejen er en styrkelse af de faglige kompetencer og den faglige ledelse og vejledning. Implementering af besøgsblokke koordineres med forvaltningens øvrige indsatser omkring basiskvalitet i hjemmeplejen.
Endvidere vil implementering af Københavns Omsorgs System 2 (KOS2) undersøtte implementering af besøgsblokke. Ved implementering af KOS2 vil borgernes døgn- og ugeplaner få en ny opsætning, der gør det lettere at læse og overskue borgernes døgn- og ugeplaner. Samtidig bliver det muligt at læse døgn- og ugeplaner på PDAen.
Økonomi
Da serviceniveauet fastholdes ved overgangen fra enkeltydelser til besøgsblokke påvirkes budgettet til hjemmepleje ikke af omlægningen. Omkostningerne til implementeringen af den nye model (2,5 mio. kr.) afholdes af Sundheds- og Omsorgsforvaltningens kompetenceudviklingsbudget 2012. En væsentlig del af midlerne anvendes til en styrket faglig supervision af medarbejderne i hjemmeplejen i forbindelse med omlægningen. Besøgsblokke kan desuden indgå i det tværgående tema ”tillidsdagsorden” til budgetforhandlinger vedr. budget 2013.
Lene Sillasen
/Birgitte Bo Christensen