1. behandling af Budget 2020
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget;
- at 1. behandle effektiviseringsforslag, som samlet opfylder det af Økonomiudvalget fastsatte måltal på -70,630 mio. kr. for effektiviseringer på Sundheds- og Omsorgsudvalgets område samt. evt. dækning af bevillingsudløb,
- at godkende innovationsforslaget 'SU1. Automatisering af standardiserede, administrative arbejdsgange i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen'.
Problemstilling
Økonomiudvalget godkendte den 23. januar 2019 indkaldelsescirkulæret og dermed Københavns Kommunes effektiviseringsniveau på serviceudgifter i 2020. Som konsekvens heraf skal Sundheds- og Omsorgsudvalget finde forslag til effektiviseringer på serviceudgifter på minimum -70,630 mio. kr. på udvalgets område.
Borgerrepræsentationen har allerede, i forbindelse med tidligere budgetaftaler, godkendt effektiviseringer på Sundheds- og Omsorgsudvalgets område på -28,184 mio. kr. i 2020. Derfor skal Sundheds- og Omsorgsudvalget nu godkende forslag til realisering af det resterende måltal for forvaltningsspecifikke effektiviseringer på -42,446 mio. kr. i 2020.
I den forbindelse skal udvalget ligeledes beslutte, om forvaltningens bevillingsudløb i 2019 ønskes dækket inden for egen ramme gennem yderligere effektiviseringer. Der er på udvalgets område et samlet bevillingsudløb på -30,122 mio. kr. i 2019.
Endelig indstilles det til udvalget at godkende et innovationsforslag, som indgår som en del af effektiviseringsmåltallet.
Løsning
Baggrund
Baggrunden for effektiviseringerne er Borgerrepræsentationens effektiviseringsstrategi 2020 og med indkaldelsescirkulæret til Budget 2020 er Københavns Kommunes effektiviseringsniveau på serviceudgifter fastsat til samlet -398,7 mio. kr. Det skal være med til bl.a. skal sikre midler til de demografibetingede merudgifter til børn og unge, ældre og handicappede samt give mulighed for politisk at prioritere nye tiltag i kernevelfærden. Effektiviseringsmåltallet inkluderer også dækning af en pålagt reduktion på -51,1 mio. kr., som på baggrund af aftale mellem KL og Regeringen om kommunernes økonomi skal afleveres til tværgående prioritering af borgernær velfærd, jf. Moderniserings- og Effektiviseringsprogrammet.
Borgerrepræsentationen besluttede også med Budget 2019 at videreføre strategien for smarte investeringer i kernevelfærden. Fagudvalgene kan således søge om midler fra investeringspuljen, såfremt udvalgenes investerings- og innovationsforslag opfylder de fastsatte kriterier for udmøntning af puljen. Investeringsforslag kan indgå i opfyldelsen af fagudvalgenes effektiviseringsmåltal, såfremt de er godkendt af fagudvalgene inden 3. maj, hvor udvalgenes budgetbidrag skal afleveres til Økonomiforvaltningen. Borgerrepræsentationen udmønter puljen for 2019 i forbindelse med henholdsvis overførselssagen 2018-2019 og med budgetforhandlingerne om budget 2020.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetbidrag 2020
Borgerrepræsentationen har i forbindelse med tidligere budgetaftaler godkendt effektiviseringer på Sundheds- og Omsorgsudvalgets (SOU) område svarende til -28,184 mio. kr. i 2020. Derfor skal SOU for at opfylde udvalgets effektiviseringsmåltal godkende nye effektiviseringsforslag til realisering af det resterende måltal for effektiviseringer på -42,446 mio. kr. i 2020.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) har med henblik på at opfylde SOUs effektiviseringsmåltal udarbejdet et effektiviseringskatalog med forslag til effektiviseringer for samlet -53,925 mio. kr. I alt fremlægger forvaltningen 15 forslag til forvaltningsspecifikke effektiviseringer. Forslagene er beskrevet i deres helhed i bilag 1 og indebærer en række servicereduktioner.
Tabel 1. Budget 2020 - stigende profiler fra vedtagne effektiviseringer og nye forslag til effektiviseringer
Stigende profiler dækker over tidligere godkendte effektiviseringer, som har en større besparelse i år to end i år et og hvor denne stigning derfor kan medtages i de kommende års effektiviseringsbidrag. De nye effektiviseringsforslag udgør med de stigende profiler et samlet effektiviseringspotentiale på i alt:
-80,809 mio. kr. i 2020
-94,734 mio. kr. i 2021
-94,984 mio. kr. i 2022
-95,234 mio. kr. i 2023.
Bevillingsophør
SOU skal i forbindelse med udvalgets budgetbidrag til Budget 2020 tage stilling til eventuel videreførelse af indsatser, hvor bevillingen ophører med udgangen af 2019.
Der er på udvalgets område et samlet bevillingsudløb på -30,122 mio. kr. i 2020, jf. bilag 2.
Hvis udvalget ønsker at videreføre nogle af de indsatser, hvor bevillingen ophører, kan udvalget beslutte yderligere effektiviseringer (udover udvalgets budgetbidrag til Budget 2020) til at dække denne finansiering. En anden mulighed er, at udvalget bestiller et budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2020.
Jf. bilag 2 er det er SUFs vurdering, at følgende indsatser med fordel kan videreføres:
- 'Sund trivsel blandt Københavns børn og unge - Headspace',
- 'Sund trivsel blandt Københavns børn og unge - psykolog' og
- 'Fasttilknyttede læge på plejecentre' .
Indsatserne beløber sig samlet til 5,214 mio. kr. Herudover har SOU allerede bestilt et budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2020 vedr. bevillingsophøret på 'Indsats mod ensomhed', hvortil der i 2019 er allokeret 2,694 mio. kr.
Innovationsforslag
I 2019 er København Kommunes investeringspulje til smarte investeringer i velfærden på 325 mio. kr. i service og 115 mio. kr. i anlæg. Formålet med investeringspuljen er at sikre varige effektiviseringer via intelligente investeringer i stedet for simple besparelser. Det er også muligt at søge midler fra investeringspuljen til innovationsforslag, der - til forskel fra investeringsforslag - ikke i sig selv skaber en effektivisering, men forventes at danne grundlag for fremtidige effektiviseringer. Ud af investeringspuljens samlede 450 mio. kr., er der reserveret 10 mio. kr. i service til imødekommelse af innovationsforslag.
SUF har udarbejdet et innovationsforslag: 'SU1. Automatisering af standardiserede administrative arbejdsgange i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen', der kan bidrage til den fortsatte udvikling og omstilling af sundheds- og omsorgsområdet. Med innovationsforslaget undersøges potentialer for automatisering af standardiserede, administrative arbejdsgange i SUF - potentialer, som blandt andet vil kunne frigøre ressourcer til de borgernære arbejdsopgaver. Forslaget inkluderer samarbejde med virksomheder og vidensinstitutioner og beløber sig til i alt 1,5 mio. kr. i 2019.
Forslaget skal godkendes af SOU med henblik på at indgå i forhandlingerne om investeringspuljemidler i forbindelse med Overførselssagen 2018-2019. Økonomiforvaltningen har gjort opmærksom på, at evt. ændringer til innovationsforslaget ikke vil kunne indarbejdes, så forslaget kan behandles i forbindelse med Overførselssagen 2018-2019.
Innovationsforslaget fremgår i sin helhed i bilag 1.
Økonomi
Jf. ovenstående.
Videre proces
Såfremt udvalget godkender det fremlagte innovationsforslag indgår det i forhandlingerne om Overførselssagen 2018-2019 i uge 13.
SOU skal på mødet den 25. april 2018 endeligt godkende udvalgets budgetbidrag for 2020, herunder udvalgsafsnit og bevillingsoversigt. Udvalget får samtidig, på baggrund af den nye befolkningsprognose, orientering om demografitilpasning i 2020.
- Den 3. maj 2019 er der frist for indsendelse af udvalgets budgetbidrag til Økonomiforvaltningen.
- Behandlingen af takster sker på Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde den 20. juni 2019.
- Økonomiudvalget har budgetforslaget til 1. behandling den 21 august 2019 (august-indstilling).
- Borgerrepræsentationen har budgetforslaget til 1. behandling den 29. august 2019.
- Økonomiudvalget har budgetforslaget til 2. behandling den 24. september 2019.
- Borgerrepræsentationen har budgetforslaget til 2. behandling den 3. oktober 2019.
Katja Kayser
/Lars Gregersen
Beslutning
Borgmesteren formulerede følgende afstemningstema på baggrund af udvalgets forhandlinger, som erstatter de oprindelige at-punkter:
-
At udvalget sender SU4, SU6, SU7, SU8, SU9, SU10, SU12, SU13, SU14, SU15, SU16, jf. bilag 1, videre til 2. behandlingen, og sender SU3 videre til 2. behandlingen, for så vidt angår den del der vedrører mindreforbruget på 1 mio. kr.
-
At udvalget godkender SU1, jf. bilag 1, med henblik på at indgå i forhandlinger i overførselssagen,
-
At udvalget frem mod 2. behandlingen beder forvaltningen om at komme med yderligere forslag til effektiviseringer for 9 mio. kr. således at der potentielt kan ønskes dækning af udvalgte bevillingsudløb.
Et samlet udvalg tiltrådte den således ændrede indstilling og fremsatte følgende protokolbemærkning:
”Udvalget sender forslagene videre til 2. behandling med de ønsker til afklaring og yderligere oplysning, der er aftalt med forvaltningen”
En liste over de bestilte rettelser og oplysninger frem mod 2. behandlingen fremsendes til udvalget.