Mødedato: 14.03.2019, kl. 15:15
Mødested: Scandic Sluseholmen

Årets Fællesskabspris 2019

Se alle bilag

Årets Fællesskabspris er en hyldest til og fejring af de frivillige, som gør en forskel for københavnerne i samarbejde med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Samtidig skal arrangementet også skabe opmærksomhed på samarbejdet mellem civilsamfundet og Københavns Kommune – og på de projekter på sundheds- og ældreområdet, som drives af frivillige og civilsamfundsaktører. 

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orientering om Årets Fællesskabspris 2019 til efterretning,

  2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget vælger en repræsentant til at deltage i bedømmelsesudvalget for Årets Fællesskabspris 2019. 

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen uddelte i 2017 for første gang Årets Fællesskabspris. I år uddeles prisen fredag den 27. september 2019 og indgår dermed i den landsdækkende fejring af frivillighed - på den såkaldte ’Frivillig Fredag’.

Sundheds- og Omsorgsudvalget skal udpege en repræsentant, der kan deltage i bedømmelsesudvalget for Årets Fællesskabspris 2019.

Løsning

Årets Fællesskabspris er en hyldest til og fejring af de frivillige, som gør en forskel for københavnerne i samarbejde med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Samtidig skal arrangementet også skabe opmærksomhed på samarbejdet mellem civilsamfundet og Københavns Kommune – og på de projekter på sundheds- og ældreområdet, som drives af frivillige og civilsamfundsaktører. 

Sidste års vinder var initiativet ”Mænds Mødested Elefanthuset”.

På baggrund af et ønske fra bedømmelsesudvalget i 2018, herunder borgmesteren og SOUs andet medlem af bedømmelsesudvalget, uddeles i år også en mindre ”Spirepris”. Årets Fællesskabspris 2019 består derfor af dels den traditionelle pris til et relativt veletableret samarbejde samt en mindre spirepris, som belønner et samarbejde, der stadig er i sin opstart, men som bygger på en ny idé, viser gode takter og forventes at kunne opfylde kriterierne (bilag 1) for hovedprisen på sigt. Der er afsat i alt 45.000 kr. som præmiesum til de to priser. Beløbet er skattepligtigt for modtagerne.

Fra medio marts til medio maj 2019 er der åbent for indstillinger til Fællesskabsprisen. I perioden ultimo maj til primo september 2019 kan der stemmes på de indstillede kandidater. Alle kan både indstille og stemme på kandidater via www.faellesskabsprisen.kk.dk.

Valg af medlem til bedømmelsesudvalget
Den endelige modtager af Fælleskabsprisen og Spireprisen vælges af et bedømmelsesudvalg. Udvælgelsen tager udgangspunkt både i de afgivne stemmer og i en række andre kriterier (bilag 1). Bedømmelsesudvalget (bilag 2) er bredt sammensat og består af Sundheds- og Omsorgsborgmesteren som formand, et medlem af Sundheds- og Omsorgsudvalget, en repræsentant fra Københavns Kommunes Ældreråd, repræsentanter fra civilsamfundet samt repræsentanter fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Medlemmerne af bedømmelsesudvalget afholder et møde i september (uge 38), hvor de endelige modtagere af priserne findes. Bedømmelsesudvalgets medlemmer deltager efterfølgende også ved uddeling af priserne. Bedømmelsesudvalget vil forud for mødet i uge 38 modtage en beskrivelse af alle de relevante samarbejder, som er nominerede til priserne. 

Dialog med Frivilligrådets sekretariat om samarbejde
Frivilligrådet, som er forankret under Socialforvaltningen, uddeler årligt Frivilligprisen, som går til frivillige initiativer på det sociale område. Frivilligrådets sekretariat har i den forbindelse foreslået at afsøge perspektiverne i at afholde en større fælles uddeling af henholdsvis Årets Fællesskabspris og Frivilligprisen. Efter en drøftelse er det dog besluttet at fastholde det hidtidige koncept for Årets Fællesskabspris. Således har Årets Fællesskabspris fortsat fokus på at fejre, hylde og sætte spot på de mange frivillige, som hver dag gør en forskel i samarbejde med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Den frivillige indsats i København er mangfoldig og omfatter både mange forskellige målgrupper og mange forskellige typer af frivillige, som det er vigtigt at anerkende på forskellig vis for eksempel med uddeling af forskellige priser. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil også fremadrettet ad andre veje fortsætte arbejdet for at anerkende og skabe opmærksomhed omkring Københavns Kommunes frivillige indsats i samarbejde med Frivilligrådet.

Økonomi

Årets Fællesskabspris er finansieret af Sundheds- og Omsorgsforvaltningens ensomhedsindsats ”Ekstra ensomhedsindsats i samarbejde med ældreklubber mv.”, hvor der samlet set er afsat 185.00 kr. til præmiepenge, event og kommunikation.

Videre proces

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen sætter gang i processen med kommunikation, indsamling af indstillinger og udvælgelse af kandidater til Årets Fællesskabspris 2019. I den forbindelse indkaldes Sundheds- og Omsorgsudvalgets valgte repræsentant til mødet i bedømmelsesudvalget i september.

 

 

 

Katja Kayser/

                             /Helle Schnedler

Beslutning

Indstillingen blev godkendt idet udvalget valgte Simon Simonsen (A) til bedømmelsesudvalget.

Til top