Regnskab 2016
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender regnskab 2016 med tilhørende bilag.
Problemstilling
Sundheds- og Omsorgsudvalget skal godkende regnskabet for 2016 med tilhørende bilag.
Løsning
Regnskabsresultatet på den samlede servicemåltalsramme viser et mindreforbrug på 21,4 mio. kr., hvilket svarer til en afvigelse på 0,5 procent i forhold til det korrigerede budget.
Herudover udviser regnskabet et mindreforbrug på overførsler på 180,6 mio. kr., hvilket primært skyldes, at der fra og med regnskab 2016 er besluttet ny praksis omkring hensættelser vedrørende den kommunale medfinansiering af sundhedsvæsenet.
På anlæg er et mindreforbrug på 2,2 mio. kr. og på finansposter viser regnskabet et mindreforbrug på 1,2 mio. kr.
Det endelige regnskabsresultat for Sundheds- og Omsorgsforvaltningens enkelte bevillinger fremgår af nedenstående tabel, hvor positive tal i afvigelseskolonnen er udtryk for mindreforbrug.
Mindreforbruget på servicemåltalsrammen på 21,4 mio. kr. er sammensat af såvel mindre- som merforbrug, der kan henføres til specifikke områder:
Mindreforbrug, i alt 73,2 mio. kr.:
- 23,8 mio. kr. på sundhedsområdet, hvilket primært kan henføres til tidsforskydninger vedrørende ansættelse af læger på plejecentre og praksisplan for almen praksis, færre færdigbehandlede patienter samt tidsforskydninger i en række øvrige projekter
- 18,6 mio. kr. på projekter, hvilket primært kan henføres til værdighedspuljen samt en række mindreforbrug på diverse projekter på ældreområdet
- 7,2 mio. kr. på uddannelsesområdet
- 9,5 mio. kr. på hjemmepleje- og sygeplejeområdet, hvilket kan henføres til tøjvaskordning
- 3,7 mio. kr. på aktivitetstilbud
- 6,6 mio. kr. på myndighedsområdet
- 1,7 mio. kr. på administrationsområdet
- 2,6 mio. kr. på øvrige områder
Merforbrug, i alt 52,3 mio. kr.:
- 6,9 mio. kr. på hjælpemidler
- 11,5 mio. kr. på plejecentre og dertil hørende fællesudgifter
- 24,8 mio. kr. på specialiseret rehabilitering
- 3,8 mio. kr. på køb og salg af pladser
- 2,5 mio. kr. på madservice
- 2,8 mio. kr. på øvrige områder
Nedenfor gennemgås Sundheds- og Omsorgsudvalgets bevillinger fordelt på hovedaktiviteter.
For yderligere specificeringer henvises til bilag 1.
Bevilling Sundhed
På bevillingen er et samlet mindreforbrug på 22,3 mio. kr., som primært er fordelt på nedenstående områder:
Begravelsesgodtgørelse og hospice
Regnskabet udviser et mindreforbrug på 1,1 mio. kr., som primært vedrører begravelsesgodtgørelse. Det er Udbetaling Danmark, som fremsender regninger og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har ingen indflydelse herpå.
Eksternt arbejdsmiljø
Regnskabet udviser et mindreforbrug på 1,4 mio. kr., som blandt andet kan henføres til en hurtigere tilpasning end forudsat ved implementering af en effektiviseringsindsats i budget 2016 og i budget 2017 samt at Arbejdsmiljø København i forbindelse med en afskedigelsessag har fået medhold, så de afsatte midler derfor ikke er kommet til udbetaling.
Folkesundhed og sundhedsprojekter
Regnskabet udviser et mindreforbrug på 15,9 mio. kr., som primært kan henføres til:
- I forbindelse med DUT forhandlinger i 2016 blev området tilført 4,1 mio. kr. til faste læger på plejecentre. Det har ikke været muligt at anvende midlerne i 2016, idet den regionale aftale mellem PLO-Hovedstaden, Region Hovedstaden og kommunerne i hovedstadsområdet, der muliggjorde implementeringen af ordningen, først blev indgået ultimo september 2016
- Praksisplan for almen praksis - mindreforbrug på i alt 4,9 mio. kr., idet arbejdet med implementering af midlerne har afventet en regional aftale mellem Region Hovedstaden, kommunerne i regionen samt Praktiserende Lægers Organisation
Færdigbehandlede patienter
Regnskabet udviser et mindreforbrug på 5,5 mio. kr., som kan henføres til et fald i antallet af ventedage for færdigbehandlede patienter over 65 år på hospitalerne. Den primære årsag hertil er, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen gennem en række målrettede indsatser har prioriteret hjemtagelse af færdigbehandlede patienter til Akutplejeenheden eller rehabiliteringsafdelinger.
Forebyggelsescentre
Regnskabet udviser et merforbrug på 1,1 mio. kr. som følge af merudgifter i forbindelse med en omorganisering af området.
Genoptræning efter sygehusindlæggelse
Regnskabet udviser et merforbrug på 0,6 mio. kr., som kan henføres til en stigning i udgifterne til vederlagsfri fysioterapi. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har ikke indflydelse på aktiviteten, idet der er Regionen, som henviser.
Bevilling Pleje, Service og Boliger for Ældre
På bevillingen er et samlet mindreforbrug på 25,3 mio. kr., som primært er fordelt på nedenstående områder:
Individuel handicapkørsel
Regnskabet udviser et mindreforbrug på 1,0 mio. kr., som skyldesmindre aktivitet end forventet.
IT-drift og KOS
Regnskabet udviser et merforbrug på 2,9 mio. kr., som er sammensat af:
- Merforbrug på 7,9 mio. kr. til flere udgifter til Koncernservice, som følge af en stigning i antal brugere samt indkøb af devices til det nye omsorgssystem Cura og
- Mindreforbrug på 5,0 mio. kr. primært som følge af modtaget kompensation og genforhandling med ekstern it-leverandør.
Prioriterede projekter
Regnskabet udviser et mindreforbrug på 18,6 mio. kr., som kan henføres til mindreudgifter til værdighedsmilliarden i alt 15,9 mio. kr. samt færre udgifter til en række øvrige projekter. Mindreforbruget på værdighedspuljen kan henføres til:
- Forsinkelse i opstart af de enkelte projekter, i alt 9,6 mio. kr.,
- En intern indtægt på 5,8 mio. kr., som fejlagtigt ikke er udkonteret fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningens regnskab til Socialforvaltningens regnskab.
I forbindelse med overførselssagen fra regnskab 2016 til budget 2017 søges de uforbrugte midler på værdighedspuljen overført. Til orientering vedlægges en oversigt over mer/mindreforbrug på de enkelte projekter vedrørende værdighedsmilliarden, jf. bilag 4 og ældrepuljen, jf. bilag 5.
Uddannelse
Regnskabet udviser et mindreforbrug på 7,2 mio. kr. som blandt andet indeholder:
- Mindreforbrug på 4,3 mio. kr. på SOSU-elev området
- Mindreforbrug på 1,5 mio. kr. på studieunits på grund af vakante stillinger
Bevilling Pleje, service og boliger for ældre, demografireguleret
På bevillingen er et samlet merforbrug på 27,9 mio. kr. Merforbruget er sammensat af såvel mer- som mindreforbrug og kan primært henføres til følgende områder:
Aktivitetstilbud
Regnskabet udviser et mindreforbrug på 3,7 mio. kr., som er sammensat af
- Mindreforbrug på udgifter til transport til aktivitetscentre, i alt 2,1 mio. kr., og
- Mndreforbrug på klubområdet på 1,6 mio. kr.
Hjemmepleje og sygepleje
Regnskabet udviser et mindreforbrug på 9,5 mio. kr. Mindreforbruget er primært sammensat af
- Mindreforbrug på hjemmeplejeområdet på i alt 14,8 mio. kr.
- Mindreforbrug på tøjvaskordning på i alt 9,9 mio. kr.
- På sygeplejeområdet er der et merforbrug på 15,8 mio. kr.
Mindreforbruget på hjemmeplejeområdet kan henføres til et fald i antallet af hjemmehjælpstimer hos såvel den kommunale som den private leverandør. På sygeplejeområdet, hvor der er et merforbrug som følge af fortsat udgiftspres, har forvaltningen igangsat et større udredningsarbejde, og resultatet heraf forventes først i løbet af 2017.
Det kan oplyses, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen oplever en fortsat stigning i antallet af borgere med mere ustabile og komplicerede sygdomstilstande end tidligere, hvilket blandt andet medfører nye og mere specialiserede sygeplejefaglige opgaver.
Mindreforbruget på tøjvaskordning kan henføres til et fald i antallet af borgere samt, at det indgåede udbud om tøjvask er blevet billigere.
Hjælpemidler
Regnskabet udviser et merforbrug på 6,7 mio. kr., som blandt andet kan henføres til, at der bevilges flere hjælpemidler for at understøtte, at borgerne bliver selvhjulpne samt et merforbrug på plejevederlag, hvor der er en stigende tendens til at udnytte ordningen.
Køb og salg af pladser
Regnskabet udviser et merforbrug på 3,8 mio. kr. sammensat af:
- Merindtægter på salg af pladser, i alt 9,4 mio. kr., og
- Merudgifter på køb af pladser, i alt 13,0 mio. kr.
Merudgifterne på køb af pladser forventes i henhold til gældende praksis givet som budgettilførsel til budget 2017. Området er ikke direkte styrbart, da valg af plejebolig er omfattet af frit valg på tværs af kommuner.
Madservice
Regnskabet udviser et merforbrug på 2,5 mio. kr., som henføres til dels stigende enhedsomkostninger, idet produktionsomkostningerne ikke fuldt ud tilpasses indtægtstabet, som følge af færre modtagere og dels at udbuddet af kørselsområdet ikke har givet den forudsatte effektivisering.
Myndighed
Regnskabet udviser et mindreforbrug på 6,6 mio. kr., derkan henføres til en tilpasning til en organisationsændring, som er implementeret den 1. januar 2017, hvor der på lokalområdekontorerne er ansat afdelingsledere finansieret indenfor egen ramme, mindreforbrug på udgifter til husleje mm samt mindreforbrug på visitationen.
Plejecentre
Regnskabet udviser et merforbrug på 11,5 mio. kr., som er sammensat af:
- Mindreforbrug på plejecenterdriften, i alt 9,6 mio. kr.
- Merforbrug på centrale områder i alt 21,1 mio. kr. herunder til særligt plejekrævende borgere og borgere med multiresistente bakterier samt ægtefællebeboere. Derudover har der været udgifter til genopretning og/eller omorganisering af plejeenheder.
Træningscentre
Regnskabet udviser et merforbrug på 23,3 mio. kr., som er sammensat af:
- Mindreforbrug på 1,5 mio. kr. på træningscenterområdet som følge af vakante stillinger.
- Et nettomerforbrug på 24,8 mio. kr. på specialiseret rehabilitering. På specialiseret rehabilitering er der i sagen om bevillingsmæssige ændringer tidligere i 2016 tilført 4 mio. kr. uforbrugte budgetmidler fra andre områder, således at det reelle merforbrug er på 28,8 mio. kr. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har ikke fået tildelt budgetmidler i 2016 til dækning af den ny bekendtgørelse og vejledning, som trådte i kraft på genoptræningsområdet den 1. januar 2015 vedrørende specialiseret rehabilitering.
Bevilling Administration
På bevillingen er et samlet mindreforbrug på 1,7 mio. kr., som kan henføres til, at den effektivisering, som er udmøntet med virkning fra budget 2017, er sket hurtigere end forventet, samt at der i årets løb har været ubesatte stillinger.
Bevilling Anlæg
På bevillingen er et samlet mindreforbrug på 2,2 mio. kr., som er sammensat af:
- Mindeforbrug på 15,2 mio. kr. og
- Færre indtægter på i alt 13 mio. kr.
Mer- og mindreforbrugene på anlægsudgifter kan relateres til tidsforskydninger i de enkelte projekter, som er fordelt inden for kategorierne bygningsmæssige forhold (mindreforbrug på 14,1 mio. kr.), it-projekter (merforbrug på 2,8 mio. kr.) samt øvrige projekter (mindreforbrug på 3,9 mio. kr.).
Bevilling Ældreboliger
På bevillingen er et samlet mindreforbrug på 9,5 mio. kr., som er sammensat af:
- 5,7 mio. kr på tomgangshusleje
- 3,8 mio. kr på ydelsesstøtte
Bevilling Aktivitetsbestemt medfinansiering af sundhedsvæsenet
På bevillingen er et samlet mindreforbrug på 171,1 mio. kr., som primært kan henføres til, at der fra og med regnskab 2016 er besluttet ny praksis omkring hensættelser vedrørende den kommunale medfinansiering. Det betyder, at de forventede udestående regninger vedrørende regnskab 2016, først skal nu betales i 2017.
Bevilling Særligt dyre enkeltsager
På bevillingen er der budgetoverholdelse.
Bevilling Finansposter
På bevillingen er der et mindreforbrug på 1,2 mio. kr., som primært kan henføres til indskud i Landsbyggefonden vedrørende et restindskud for Ørestadens Plejecenter.
Økonomi
I forbindelse med godkendelse af regnskab 2016 ansøges om overførsel af uforbrugte midler til budget 2017. Det drejer sig om serviceoverførsler, anlægsoverførsler samt finansoverførsler.
- 13,8 mio. kr. vedrørende eksternt finansierede projekter, herunder Værdighedsmilliarden
- 9,6 mio. kr. vedrørende overførselsadgang for plejecentre
- 2,0 mio. kr. vedrørende ansættelse af faste læger på plejecentre
- 2,2 mio. kr. vedrørende anlæg
- 1,0 mio. kr. vedrørende Landsbyggefonden.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har udarbejdet en overførselssag i henhold til procedure fra Intern Revision og Økonomiforvaltningen, se særskilt indstilling.
Til orientering kan det oplyses, at der i forbindelse med regnskabsresultatet er en dialog med Intern Revision og Økonomiforvaltningen, som endnu ikke er afsluttet. Der kan derfor i det endelige regnskabsresultat forekomme mindre tekstmæssige rettelser i forhold til de enkelte regnskabsforklaringer.
Videre proces
Når fagudvalgenes regnskaber har været behandlet i de respektive fagudvalg, skal kommunens samlede regnskab behandles i Økonomiudvalget den 4. april 2017 og i Borgerrepræsentationen den 27. april 2017.
Hanne Baastrup
/Søren Winther Rasmussen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt