Mødedato: 13.12.2012, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Sund Vækst - 2025-plan for brug af sundheds- og omsorgsteknologi

Se alle bilag

Sund Vækst-indsatser i 2013 og indgåelse af samarbejdsaftale med Intellectual Ventures.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

    1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen iværksætter arbejdet med at forberede en samlet sund vækst-strategi, startende med samarbejdsaftale med Intellectual Ventures, Region Hovedstaden og Copenhagen Capacity (bilag 1).

Problemstilling

Innovation af de københavnske velfærdsydelser ved brug af velfærdsteknologi indgår i ”Længe Leve København” og ”Aktiv og Tryg - Hele Livet”. Udviklingen af løsninger skal samtidig bidrage til at skabe vækst i Danmark.

Ved udvalgets møde den 29. marts 2012 besluttede Sundheds- og Omsorgsudvalget, at forvaltningen skulle synliggøre de områder, hvor teknologi kan hjælpe borgerne de kommende år og skabe vækst. For at understøtte ambitionen har udvalget den 16. august godkendt budgetønske om Sund Vækst.

Ved budgetforhandlingerne blev prioriteret midler til telemedicin og træning samt understøttelse af virksomhedernes eksport af velfærdsteknologi. Den videre dialog med medarbejdere og samarbejdspartnere har peget på yderligere indsatser, der kan understøtte ambitionen om Sund Vækst. Medarbejdere og samarbejdspartnere efterspørger en tydelig mulighed for, hvordan borgere, medarbejdere og virksomheder kan bidrage til at løsningen af fremtidens udfordringer.

Løsning

For at imødekomme efterspørgslen fra medarbejdere, virksomheder og vidensinstitutioner omlægges den nuværende udvikling og brug af velfærdsteknologi til tidligere og tydeligere inddragelse af borgere og medarbejdere samt samarbejde med virksomheder.

Indsatserne samles i en langsigtet plan for udvikling og brug af velfærdsteknologi, som forventes fremlagt på Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde den 30. maj 2013. Planen udarbejdes med inspiration fra Københavns Kommunes klimaplan, hvor ambitionen om den CO2-neutrale by tydeligt kommunikerer, hvilke udfordringer København ønsker løst i tæt samarbejde med virksomheder og videninstitutioner. Planen sætter kursen for udvikling og brug af velfærdsteknologi på sundheds- og omsorgsområdet for 2013 og de næste 5 år. Planen udarbejdes i samarbejde med Økonomiforvaltningen.

De nye indsatser i 2013 er:

  • I dag investeres i velfærdsteknologi af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og samarbejdes med virksomheder og videninstitutioner. Næste skridt er, at investeringerne bruges så de i højere skaber vækst og innovative løsninger. Der har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen gode erfaringer med brug af såkaldte idéudbud, hvor kommunens udfordringer tidligt i processen formidles virksomheder. Resultatet er en åben dialog, hvor virksomhederne skal finde løsningerne. Det kan resultere i udviklingsforløb eller kvalificering af senere indkøb. I 2013 vil denne tilgang blive brugt systematisk til identifikation af løsninger til umiddelbar brug eller som forslag i budgetproces.
  • I 2013 etableres en kanal for, at medarbejdernes identifikation af udfordringer og idéer til velfærdsteknologiske løsninger systematisk samles op og testes i dialog med virksomheder og videninstitutioner. Identificerede løsninger vil blive taget i brug umiddelbart eller indgå som forslag i budgetproces.
  • For at løfte ambitionerne om Sund Vækst skal der endelig etableres samarbejder med partnere med globalt markedsperspektiv samt tiltrækkes virksomheder og tilvejebringes investeringer. Investeringer fra andre parter end Københavns Kommune er afgørende for at skabe løsninger, der kan bruges i stor skala, og dermed har globalt vækstpotentiale.

Samarbejdsaftale med Intellectual Ventures, Region Hovedstaden og Copenhagen Capacity 
Første større samarbejde for at løfte Sund Vækst-ambitioner er samarbejdsaftale med virksomheden Intellectual Ventures, Region Hovedstaden og erhvervsfremmeorganisationen Copenhagen Capacity (bilag 1). Aftalen er en rammeaftale, der skal resultere i konkrete forslag til innovative løsninger. Løsningerne skal udvikles sammen med danske virksomheder og videninstitutioner med det formål at løfte livskvaliteten for ældre og borgere med kronisk sygdom. De konkrete forslag til løsninger vil blive forelagt til beslutning som selvstændige aftaler.

Intellectual Ventures har speciale i innovation samt udvikling og administration af intellektuelle rettigheder, og er et større amerikansk venture selskab. Intellectual Ventures er én blandt flere partere, der skal understøtte Sund Vækst ambitionerne. I bilag 1 foreligger en nærmere beskrivelse af Intellectual Ventures.

Aftalen indeholder følgende hovedelementer:

  • En fælles vision for samarbejdet med fokus på at øge livskvaliteten for ældre og borgere med kronisk sygdom.
  • Som middel bruges offentligt-privat samarbejde med videninstitutioner og virksomheder til at gøre København førende i brug af velfærdsteknologi. Løsningerne, der udvikles i samarbejdet, produceres ikke af aftalens parter, men derimod af danske og udenlandske virksomheder.
  • Partnerne vil bruge udvikle forslag til løsninger ved parternes respektive viden om markedspotentiale for løsninger, netværk til at tiltrække flere samarbejdspartnere samt afsøgning af finansiering ved puljer og fonde. 
  • Første forslag til et konkret innovativt løsningsforslag vil blive udarbejdet til marts 2013, hvor der også vil blive afklaret finansiering, heraf f.eks. fra fonde og puljer.
  • Aftalen er hverken økonomisk eller juridisk forpligtende.

Økonomiforvaltningen har bedt Copenhagen Capacity vurdere erhvervspotentialet i et samarbejde med Intellectual Ventures. Copenhagen Capacity har vurderet, at der er potentiale i et samarbejde med Intellectual Ventures og understreger betydningen af, at samarbejdsaftalen bygger på en åben proces, hvor danske virksomheder og videninstitutioner kan deltage i udviklingen af løsninger.

Regionens forretningsudvalg har godkendt samarbejdsaftalen den 4. december 2012. Der vil være en fælles offentliggørelse af aftalen den 14. december 2012, hvis Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender aftalen. 

Økonomi

2025 Sund Vækst-plan og samarbejdsaftale med Region Hovedstaden, Intellectual Ventures og Copenhagen Capacity har ikke økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil iværksætte indsatserne til styrkelse af Sund Vækst i 2013, hvilket indebærer dialog med medarbejdere, virksomheder, vidensinstitutioner om de udfordringer, hvor der er størst potentiale ved brug af velfærdsteknologi.

Ved godkendelse af samarbejdsaftale udarbejdes mellem parterne forslag til konkrete samarbejdsprojekter. Der gives en status for arbejdet til Sundheds- og Omsorgsudvalget den 6. marts, hvor det første forslag til en konkret innovativ løsning vil blive præsenteret. Forslag til samarbejdsprojekter kan indgå som en del af budget 2014-processen.

            Anne Skovbro

                                                                               /Ian Røpke

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.

Til top