Program for Sundheds- og Omsorgsudvalgets studietur til Holland
Program for Sundheds- og Omsorgsudvalgets studietur til Holland
Indstilling og beslutning
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender forslag til program for studietur til Holland den 14.-16. november 2011.
Problemstilling
Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede den 23. juni 2011 at gennemføre en studietur til Holland den 14.-16. november 2011. Holland er, ligesom Danmark, udfordret af et stigende antal borgere med kroniske sygdomme, og det var en medvirkende årsag til, at Holland gennemførte en fundamental ændring af sundhedssystemet i 2006.
Studieturen har fokus på konkrete initiativer inden for sundhedsfremme og forebyggelse i de tre store byer; Rotterdam, Utrecht og Amsterdam. Eftersom byerne ligger inden for en overskuelig geografisk radius, har det været muligt at tilrettelægge et alsidigt program, der belyser sundhedsfremmende og forebyggende initiativer, ligesom det vil være muligt at drøfte initiativer i forhold til sund vækst.
Løsning
Mandag den 14. november 2011, Rotterdam
Rotterdam har iværksat et omfattende sundhedsprogram ”Working Together for Good Health”, hvor formålet er at modvirke social ulighed i sundhed. Rotterdam er udfordret af, at en stor andel af byens indbyggere har en dårligere sundhed end landsgennemsnittet. Der er aftalt møde med Vincent ROOZEN, Generaldirektør i Public Health Service, Rotterdam (GGD).
Særligt to elementer i programmet vil blive uddybet;
- Den metodiske tilgang; Social Marketing - med fokus på borgernes livsstil, normer og værdier. I dette arbejde inddrages lokale målgrupper, frivillige og interessenter.
- Byplanlægning i Rotterdam i et sundhedsperspektiv.
Feltbesøg: Indsats mod forværring af kroniske sygdomme
Et sundhedsaktiverende program for voksne med livsstilsproblemer. Programmet har til formål at forebygge en forværring af kroniske sygdomme som diabetes og depression. Programmet forbinder den primære sektor med fysiske aktiviteter i lokalområdet.
Feltbesøg: Sundt bydesign
Rotterdam stræber efter at skabe en storby, der er kendt for visionær arkitektur samt et mangfoldigt og sundt byliv. Udvalget skal besøge projekter, der viser bredden i de arkitektoniske og designmæssige tiltag, som på forskellig vis bidrager til et sundere og mere helbredende miljø.
Tirsdag den 15. november 2011, Utrecht
Feltbesøg: Rundvisning i Leidsche Rijn
Leidsche Rijn er en ny bydel med tanke på erhverv, miljø, bæredygtighed og sundhed. Inden 2025 vil området være beboet af 80.000 indbyggere og bestå af 30.000 nye boliger samt nye attraktive erhvervsejendomme. Rundvisningen vil lægge vægt på de sundhedsfremmende tiltag i forbindelse med tilrettelæggelsen af infrastrukturen og det fysiske byrum. Der er aftalt møde med alderman, Victor EVERHARDT (Politiske Parti Democraten 66).
Forsikringsselskabet, Menzis
Møde med et af landet fire største forsikringsselskaber, der siden sundhedsreformen i 2006 er blevet en nøglespiller i det hollandske sundhedssystem. Menzis har, ligesom de øvrige forsikringsselskaber, stået bag oprettelsen af en lang række sundhedshuse i Holland. Mødet vil lægge vægt på forsikringsselskabets erfaringer med sundhedshuse og dermed deres tilgang til økonomiske incitamenter til at tage sundhedsfremmende initiativer.
Onsdag den 16. november 2011, Amsterdam
Sundhed i storbyer – forskningsresultater og erfaringer fra Amsterdam
Møde med Dr. Arnoud VERHOEFF, der er professor i ”Storbyer og sundhed” ved Amsterdam Universitet og har det ledelsesmæssige ansvar for sundhedsfremmende aktiviteter i Municipal Health Service, GGD, Amsterdam. Han vil belyse Amstersdams sundhedspolitik - herunder konkrete initiativer og foreløbige resultater og perspektiver i forhold til sund vækst.
Samarbejde Amsterdam og København
Bystyret i Amsterdam har udtrykt interesse for større kendskab til Københavns initiativer på sundhedsområdet. Der afsættes derfor tid til debat og gensidig orientering mellem København og Amsterdam. Der er arrangeret møde med repræsentant fra bystyret, alderman Eric VAN DER BURG (Peoples Party for Freedom and Democracy, WD).
Feltbesøg: JOGG – overvægt blandt yngre børn
Projektet har til formål at mindske epidemien af overvægtige børn, som særligt befinder sig i de socialt belastede kvarterer. Projektet, der har eksisteret siden 2002, arbejder på lokalområdeniveau med en integreret tilgang, der skal fremme fysisk aktivitet og sunde kostvaner.
Økonomi
Udgifterne for Sundheds- og Omsorgsudvalgets studietur til Holland den 14.-16. november 2011 afholdes inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetramme. Planlægningen er endnu ikke tilendebragt, men den anslåede pris er ca. 140.000 kr.
Videre proces
Der tages forbehold for eventuelle ændringer i programmet. Sundheds- og Omsorgsudvalget vil modtage det endelige program en uge inden afrejsen.
Efter studieturen udarbejdes en besøgsrapport, der forelægges Sundheds- og Omsorgsudvalget på et ordinært udvalgsmøde.
Lene Sillasen
/Jesper Olsen