Mødedato: 13.10.2011, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Udmøntning af budget 2012 - madtakster

I budget 2012 er der vedtaget en nedsættelse af egenbetaling for ydelsen ”Madservice med udbringning til hjemmeboende ældre”. Udvalget skal tage stilling til håndtering af de afledte økonomiske konsekvenser heraf.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at de fordyrende konsekvenser, der følger af nedsat egenbetaling ved madservice med udbringing, finansieres via nedsættelse af økologiprocenten i plejecentrenes produktionskøkkener.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen har den 6. oktober 2011 vedtaget taksterne for madservice til ældre for 2012. Prisforskellen for madservice med og uden udbringning reduceres fra 7 kr.  i 2011 til 1 kr. i 2012, hvilket fjerner de ældre borgeres økonomiske incitament til at vælge ydelsen madservice uden udbringning - spisetilbud, jf. tabel 1.

 

Tabel 1. Egenbetaling for madservice med og uden

udbringning til hjemmeboende ældre borgere

Kr. pr. dag

Beløb i 2011

Beløb i 2012

Madservice uden udbringning - spisetilbud

39,00

39,00

Madservice med udbringning

46,00

40,00

 

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen skønner på baggrund af erfaringerne med økonomiske incitamenter, at udligningen af egenbetalingen for madservice med og uden udbringning vil betyde, at ca. 90 pct. af de nuværende brugere af spisetilbud fremover vil vælge madservice med udbringning. Forvaltningen vurderer, at dette samlet vil medføre en merudgift på 1,439 mio. kr. i 2012 stigende til 1,876 mio. kr. i 2014 og frem:


Dette fremkommer ved:

  1. En merudgift til transport af mad til hjemmeboende ældre. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen estimerer, at merudgiften vil være 1,3 mio. kr. i 2012 og frem.
  2. At besparelsen ”Spisetilbud som led i sundhedsfremme og forebyggelse”, der indgår i Sundheds- og Omsorgsforvaltningens forvaltningsspecifikke effektiviseringer 2012, ikke er realiserbar. Besparelsen beløber sig til 139.000 kr. i 2012, 358.000 kr. i 2013 og 576.000 kr. i 2014 og frem. 

I overensstemmelse med principperne for god økonomistyring forelægges spørgsmålet om håndtering af denne forventede merudgift.


Løsning

Finansieringen af en forventet merudgift bør efter sædvanlig praksis findes inden for samme område -  i dette tilfælde madområdet. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vurderer, at de fordyrende konsekvenser kan finansieres ved reduktion af budgettet til en af følgende indsatser inden for madområdet:

  • Ernæringsterapi

  • Madudbringning

  • Økologi  

 

Ernæringsterapi

Ernæringsterapi har et budget på 3,0 mio. kr. i 2012. En reduktion af budgettet til ernæringsterapi vil resultere i en halvering af indsatsen, og kan have følgevirkninger for de berørte borgere i forhold til nedsat livskvalitet, ernæringsbetinget funktionsnedsættelse og en stigning i indlæggelser, og dermed øgede udgifter til hjemmehjælp og medfinansiering af sundhedsvæsenet.

 

Halvdelen af budgettet til ernæringsterapi anvendes til kostkonsulenter i lokalområderne, der udover ernæringsterapi i hjemmepleje og på plejecentre, også arbejder med de øvrige kostpolitiske indsatser i forvaltningen. En reduktion af budgettet til ernæringsterapi vil derfor påvirke hele ernæringsområdet.

 

Madudbringning

Madservice med udbringning kan omlægges sådan, at valgfrit leveringstidspunkt bortfalder, med henblik på at reducere vejtid ved optimal ruteplanlægning. Madudbringning kan også omlægges til MAP-pakning med færre leverancer og evt. assistance til opvarmning af maden i mikrobølgeovne på borgernes bopæl. Disse omlægninger vil kunne skabe effektiviseringer for mellem 2,0 og 10,0 mio. kr. Omlægning af madservice er tidligere blevet fremlagt for Sundheds- og Omsorgsudvalget, som et muligt forvaltningsspecifikt effektiviseringsforslag, i forbindelse med udfærdigelse af udvalgets budgetforslag for 2012. Sundheds- og Omsorgsudvalget afviste forslaget.

 

Økologi

Den seneste økologimåling i maj 2011 viste, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningens plejecentre med eget produktionskøkken samlet har 65 % økologi, og at mere end 10 plejecentre er over 75 %. København har gennem mange år arbejdet på at få mest mulig økologi i de offentlige køkkener. Det er målet at nå 75 % økologi i 2011 og 90 % økologi i 2015.

 

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen anbefaler, at de fordyrende konsekvenser dækkes ved en reduktion af økologiprocenten i plejecentrenes produktionskøkkener på ca. 5 % - og hermed en reduktion af produktionskøkkenernes budgetter. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er af den opfattelse, at borgerne vil opleve mindst mulig forringelse af madserviceområdet ved denne løsning. 

 

Økonomi

Jf. ovenstående.

Videre proces

Forbruget på bevillingen vil efter sædvanlig praksis blive afrapporteret til udvalget i forbindelse med den løbende forelæggelse af forventet regnskab i 2012, herunder med indstilling om evt. tilbageførsel af midler til at øge økologiprocenten, dersom merforbruget bliver lavere end skønnet, og der er rum herfor. 


                   Hanne Baastrup
                                                                   /Carsten Riis

Beslutning

Der blev stemt om indstillingen.

For stemte: 10, (A), (F), (B), (C), (I) og Jaleh Tavakoli.

Indstillingen blev godkendt.

Protokolbemærkning fra A, F og Jaleh Tavakoli:
”A, F og Jaleh Tavakoli vil frem mod næste budgetforhandlinger bede forvaltningen komme med oplæg til, hvordan økologiprocenten højnes.”

Protokolbemærkning fra B:
”Radikale Venstre beklager, at budgetbeslutningen vedr. nedsættelsen af takster for egenbetaling på udbragt mad får konsekvenser for økologiprocenten i SUF. Radikale Venstre ser frem til, at forvaltningen i foråret 2012 vil komme med et oplæg til politisk behandling, der kan højne økologiprocenten. Det Radikale Venstre vil i den forbindelse arbejde på, at økologiprocenten kommer op på kommunens fastsatte måltal for økologi.” 

Til top