Mødedato: 13.10.2011, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Udmøntning af Moderniseringsplan 2012

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til forslag om udmøntning af moderniseringsplanen, herunder tilpasning af plejeboligkapaciteten til den demografiske udvikling i 2012.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, at godkende,
  1. at plejehjemmet Huset William i Valby lukkes midlertidigt med henblik på ombygning, og beboerne overflyttes til 2. etape af Dr. Ingrids Plejehjem,
  2. at Plejecenteret Hørgården på Amager ombygges i to etaper, og plejehjemsbeboerne vedrørende første ombygningsfase (blok 28) overflyttes til det nybyggede plejecenter i Ørestaden. Beboere, der er visiteret til en beskyttet bolig på Hørgården (blok 28), vil efter en konkret individuel vurdering blive tilbudt enten bolig på det nye plejecenter Ørestaden, en anden beskyttet bolig eller en ældebolig,
  3. at driftsoverenskomsten med det selvejende plejehjem Øselsgården på Amager opsiges, og plejehjemsbeboerne overflyttes til det nybyggede plejecenter i Ørestaden. Beboere, der er visiteret til en kollektiv bolig på Øselsgården, vil efter en konkret individuel vurdering blive tilbudt enten bolig på det nye plejecenter Ørestaden, en beskyttet bolig eller en ældebolig,
  4. at Plejecenteret Sølund på Nørrebro ombygges i to etaper, og plejehjemsbeboerne, vedrørende første ombygningsfase (bygning 6 og 8), overflyttes til det ombyggede plejecenter Fælledgården. Beboere, der er visiteret til en beskyttet bolig på Sølund (bygning 6 og 8), vil efter en konkret individuel vurdering blive tilbudt enten bolig på plejecenter Fælledgården, en anden beskyttet bolig eller en ældebolig, og 
  5. at der påbegyndes planlægning af en åben konkurrence vedrørende bygherre- og driftsherrerolle for to nye plejeboligbebyggelser, omfattende hver 75-100 plejeboliger med tilhørende serviceareal på stationsnære arealer, på henholdsvis Østerbro/Christianshavn og Amager Øst.

 

Problemstilling

Med Moderniseringsplan 1 (budget 2005) og Moderniseringsplan 2 (budget 2011) er finansierings- og planlægningsgrundlaget for ombygningen af samtlige utidssvarende plejehjemsboliger i Københavns Kommune til moderne standard tilvejebragt. Den samlede moderniseringsplan løber indtil 2022, og skal udover ombygningerne sikre den nødvendige tilpasning af plejeboligkapaciteten som følge af demografiudviklingen inden for ældreområdet.

 

I løbet af 2012 åbner tre nye moderne plejeboligcentre med i alt 364 boliger. Demografitilpasningen af Sundheds- og Omsorgsudvalgets budget for 2012 på plejehjemsområdet udgør endvidere 29,8 mio. kr. svarende til en pladsreduktion på 88 pladser.

 

For at sikre demografi- og kapacitetstilpasningen inden for plejeboligområdet samt driftsfinansieringen af de nye pladser, skal der afvikles/flyttes et antal plejehjem.

På udvalgsmødet den 18. august 2011 sendte udvalget sagen i høring, og hermed fremlægges sagen efter endt høring.

Løsning

I løbet af 2012 åbner tre ombyggede/nybyggede plejecentre:

 

Plejehjem

Antal boliger

Dato for åbning

Dr. Ingrids hjem, 2. etape

57

Juni 2012

Ørestaden

114

Juni 2012

Fælledgården

193

Ultimo 2012

Åbninger i alt

364

 

 

Det er en budgetmæssig grundforudsætning i Moderniseringsplanen, at der udover reduktionen som følge af demografien (88 pladser) skal lukkes et tilsvarende antal pladser, når der bliver åbnet nye, med henblik på at sikre driftsfinansieringen samt fastholde dækningsgraden og kapacitetsniveauet (4-ugersgarantien).

 

Der skal på denne baggrund i 2012 afvikles i alt 88 + 364 = 452 plejehjemspladser.

 

Udvælgelsen af de specifikke plejehjem til afvikling/flytning/ombygning er bl.a. baseret på følgende kriterier:

  • At de fysisk ringeste bygninger afvikles først.
  • At plejehjemmet kan ombygges i overensstemmelse med Borgerrepræsentationens boligpolitik for ældre samt Sundheds- og Omsorgsudvalgets 17 principper for modernisering af plejehjem.
  • At afviklingen/flytningen kan tilrettelægges således, at så mange plejehjemsbeboere som muligt kan genhuses i eget lokalområde så vidt muligt sammen med det personale, beboerne kender.  

Med udgangspunkt i de angivne kriterier anbefales følgende plejehjem lukket med henblik på ombygning eller permanent afviklet:

  • Det selvejende plejehjem Huset William i Valby lukkes midlertidigt med henblik på ombygning. Beboerne overflyttes, og personalet virksomhedsoverdrages til Dr. Ingrids Plejehjem (2. etape), ligeledes i Valby.
  • Det selvejende plejecenter Øselsgården på Amager afvikles. Plejehjemsbeboerne overflyttes og personalet virksomhedsoverdrages til det nybyggede plejecenter i Ørestaden.
  • Det selvejende plejecenter Hørgården på Amager ombygges i to etaper. Beboerne og personalet vedrørende første ombygningsfase (blok 28) hhv. overflyttes og virksomhedsoverdrages til det nybyggede kommunale plejecenter i Ørestaden.
  • Det kommunale plejecenter Sølund på Nørrebro ombygges i to etaper. Beboerne og personalet vedrørende første ombygningsfase (bygning 6 og 8) hhv. overflyttes og virksomhedsoverdrages til det ombyggede selvejende plejecenter Fælledgården på Østerbro.

Plejehjem

Antal boliger

Dato for lukning

Huset William

-75

September 2012

Øselsgården

-82

September 2012

Hørgården

-55

September 2012

Sølund

-240

Januar 2013

Lukninger i alt

-452

 

 

For de beboere som flytter til et af de genåbnede/nybyggede plejehjem, vil der være tale om en væsentlig serviceforbedring, idet beboerne vil flytte til moderne 2-rums boliger med store badeværelser. Kommunen afholder endvidere alle flytteudgifter. Flytningerne sker naturligvis med respekt for borgernes frie valg af plejebolig.

Det skal bemærkes, at en række beboere på de implicerede plejehjem er visiteret til beskyttet bolig/ kollektivbolig. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil efter en konkret indivudel vurdering tilbyde disse beboere flytning enten til de nye åbnede plejeboliger eller til alternative boliger eksempelvis ældreboliger eller i en beskyttet bolig på et af kommunens øvrige plejehjem.
 

For en nærmere gennemgang af de konkrete forslag vedrørende åbninger/afviklinger mv. henvises til vedlagte (bilag 1-4).

 

Det skal bemærkes, at en så omfattende plan som Moderniseringsplan 2012, der berører mere end 10 % af det samlede antal plejeboliger i kommunen, ikke kan undgå midlertidigt at påvirke 4-ugers garantien og antallet af færdigbehandlede på hospitalerne som følge af tomgangsperioder i relation til ud- og indflytninger. Med henblik på at imødegå de negative konsekvenser er der udarbejdet en samlet integreret plan (for udmøntningen af moderniseringsplan 2012), hvis enkeltelementer (åbninger, lukninger og omrokeringer) er indbyrdes afhængige. Hermed minimeres tomgangsperioder mest muligt. Samtidig søger forvaltningen at opretholde flest mulige midlertidige pladser i forbindelse med implementeringen af planen.

 

Der tages forbehold for ændringer i åbningstidspunkterne for de nye plejecentre som følge af eventuelle byggetaktforskydninger.

 

Med henblik på at sikre den fortsatte fremdrift i Moderniseringsplanen foreslås det endvidere, at der påbegyndes planlægning vedrørende opførelse af to helt nye plejeboligbyggerier på henholdsvis Østerbro/Christianshavn og Amager Øst. I begge områder forventes der i de kommende år at være behov for at udvide plejeboligkapacitet, idet Amager Øst på nuværende tidspunkt ikke har nogle plejehjem, og Østerbro/Christianshavn har en relativ lav dækningsgrad af plejeboliger sammenlignet med øvrige områder.

 

Byggeprojekterne forventes igangsat via en åben konkurrence vedrørende bygherre- og driftsherrerolle for to nye plejeboligbebyggelser på stationsnære arealer omfattende hver 75-100 plejeboliger med tilhørende servicearealer. Byggerierne opføres med implementering af de nyeste erfaringer inden for modelplejehjem og velfærdsteknologi. 


Høring

Sagen har været sendt i høring hos de involverede parter (bestyrelser, MED-udvalg, bruger- og pårørenderåd, ældreråd og lokaludvalg). Høringsvarene er vedlagt som (bilag 5.1 og 5.2).

 

De Københavnske Ældreråd og lokaludvalgene har generelt set ingen bemærkninger til de specifikke flytte- og ombygningsforslag. Det forudsættes dog, at der tages ganske særlige hensyn til de beboere, der skal flytte.

 

Huset William, Hørgården og Øselsgården støtter generelt forslagene, mens bruger/pårørenderådet på Sølund tager forslaget til efterretning.

 

Bestyrelsen på Øselsesgården ønsker, at det nye plejecenter i Ørestaden skal være selvejende. Det er dog Sundheds- og Omsorgsforvaltningens vurdering, at plejecenteret i Ørestaden bør etableres som et kommunalt plejecenter med henblik på at sikre en hensigtsmæssig personalemæssig, beboermæssig samt kulturel sammensmeltning af de to enheder (Øselsgården og blok 28 fra Hørgården), der flytter ind i de nye bygningsmæssige rammer.

 

Bruger/pårørenderådet på Hørgården samt diverse beboerhenvendelser fra Sølund fremhæver endvidere, at boliger på såvel Ørestaden som Fælledgården ikke er specielt indrettet til mere selvhjulpne borgere.  

 

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen skal hertil bemærke, at plejeboligerne i Ørestaden og Fælledgården opføres og indrettes i forhold til somatiske plejehjemsbeboere og ikke specielt til beboere, der er visiteret til en beskyttet bolig. De enkelte boliger vil dog i begrænset omfang kunne tilpasses individuelle ønsker og behov i forhold til beboere, der er delvis selvhjulpne eksempelvis med hensyn til køkkenindretning mv.

 

Der henvises yderligere til Sundheds- og Omsorgsforvaltningens kommentarer til de indkomne høringssvar, jf. (bilag 6), og notat om De Københavnske Ældreråds bud på krav til fremtidens plejeboliger, jf. (bilag 7).

Økonomi

Demografitilpasningen af Sundheds- og Omsorgsudvalgets budget 2012 på plejehjemsområdet udgør 29,8 mio. kr. svarende til en pladsreduktion på 88 pladser. Demografitilpasningen realiseres gennem lukning af 452 pladser og åbning af 364 moderniserede boliger, svarende til en kapacitetsreduktion på 88 pladser. 

 

Lukningerne af de 452 pladser kan først gennemføres i 2. halvdel af 2012, idet de 364 moderniserede boliger skal være klar til indflytningen inden lukningerne. Dette medfører, at budgetreduktionen på 29,8 mio. kr. først fuldt ud kan realiseres på plejehjemsområdet i 2013. I 2012 finansieres størstedelen af budgetreduktionen af Sundheds- og Omsorgsudvalgets budget til Moderniseringsplanen, hvortil der er afsat midler til håndtering af sådanne lukkeperioder.

 

Planen medfører en stor økonomisk udfordring som følge af de mange boliger og de ud/indflytninger, den involverer. I den forbindelse skal det oplyses, at der for alle plejehjem er krav om en belægningsprocent på 98 pct. For nogle af de berørte plejehjem vil det i flytteperioden være nødvendigt at se bort fra belægningskravet, uden at det er muligt at reducere kapacitetsomkostningerne.

 

Endvidere vil personalet på luknings-/ombygningsplejehjem, som hovedregel blive overflyttet til åbningsplejehjem efter gældende bestemmelser i virksomhedsoverdragelsesloven (ved overflytning mellem kommunale og selvejende plejehjem). Det forventes således, at behovet for afskedigelser vil blive væsentligt begrænset. Forvaltningen kan oplyse, at medarbejdere som påtænkes afskediget vil blive tilbudt clearingsordningen, jf. (bilag 1-4).

 

Anlægsudgifterne vedr. ombygning af de eksisterende plejehjem samt nybyggerierne finansieres inden for rammerne af Moderniseringsplanen. Der forventes fremlagt anlægsbevillinger (skema a) til politisk godkendelse i 2012.

 

Videre proces

Efter behandling i Sundheds- og Omsorgsudvalget videresendes sagen til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen til godkendelse.

 

Når Borgerrepræsentationens beslutning foreligger inddrages alle involverede parter i planlægningen af det videre konkrete forløb. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil i et tæt samarbejde med institutionerne igennem hele perioden, sikre det bedst mulige procesforløb, jf. de gode erfaringer, der er indhentet fra tidligere forløb.

 

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil endvidere sammen med bestyrelsen på Øselsgården afklare, om øvrige forvaltninger i kommunen eventuelt kan anvende bygningsmassen på Øselsgården til andet formål.

        Hanne Baastrup
                                                    /Carsten Riis

Beslutning

Udvalget godkendte indstillingen og bad forvaltningen om primo 2. kvartal 2012 at forelægge en sag vedr. revision af principperne for om- og nybygning af plejeboliger, samt eventuel henvendelse til regeringen om ændring af lovgivningen på området.
Til top