Mødedato: 13.04.2023, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

EFTERSENDT. Dialog med Socialforvaltningen om sygeplejeområdet

Socialforvaltningen har henvendt sig til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen med et ønske om at indgå et mere formaliseret samarbejde på sygepleje- og demensområdet.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter snitflader mellem Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen på sygeplejeområdet

Problemstilling

Konkret ønsker Socialforvaltningen (SOF) et styrket samarbejde med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) på tre områder:

  1. Køb af kapacitet på SUF’s sygeplejeklinikker.
  2. Tilkøb af palliativ sygepleje fra SUF’s hjemmesygepleje til borgere på bosteder i nattetimerne.
  3. Styrket samarbejde om borgere, som er tilknyttet Den Sociale Hjemmepleje og diagnosticeret med demens.

SOF’s ønske om at indgå et mere formaliseret samarbejde på sygepleje- og demensområdet har været drøftet på Socialudvalgets møde den 15. marts 2023. Sagen samt bilag kan findes her.

Det er en fejl, at der i den forbindelse ikke har været en parallel proces i Sundheds- og Omsorgsudvalget. SUF er ikke på politisk niveau blevet orienteret om, at sagen blev politisk behandlet på ovennævnte møde i Socialudvalget. Sagen er af relevans for både Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget, da den omhandler snitflader mellem SOF og SUF. Derfor lægges der med denne indstilling op til, at snitfladerne ligeledes drøftes i Sundheds- og Omsorgsudvalget.  

Løsning

SOF’s henvendelse om styrket samarbejde sker på baggrund af en analyse, som SOF i 2022 fik gennemført af en ekstern konsulentvirksomhed. Henvendelsen bygger oven på en række tidligere drøftelser, da SOF gennem en længere årrække har ønsket, at SUF overtager dele af eller hele Den Sociale Hjemmepleje.

I det følgende redegøres for den dialog, der har været med SOF om at samarbejde på de tre ovenfor nævnte konkrete områder.

1. Køb af kapacitet på sygeplejeklinikker

SOF henvendte sig i slutningen af 2022 til SUF med et ønske om at lave en afprøvning af samarbejde om sygeplejeklinikker. I januar 2023 blev der afholdt et møde mellem SOF og SUF, hvor SOF udtrykte ønske om at købe kapacitet på SUF eksisterende sygeplejeklinikker. SUF oplyste på mødet, at der ikke pt er ledig kapacitet til at modtage borgere fra Den Sociale Hjemmepleje i klinikkerne. SOF viste som alternativ interesse for at lave en midlertidig afprøvning, hvor SOF låner en enkelt klinik i et afgrænset tidsrum uden for åbningstid og selv bemander den med medarbejdere fra Den Sociale Hjemmepleje. SOF har oplyst, at der vil være tale om få borgere, primært med fysisk handikap, som vurderes egnet til at modtage sygepleje i klinik. SUF er ved at undersøge mulighederne for at gennemføre en afprøvning i den nye sygeplejeklinik i Indre By, som forventes at åbne den 17. april 2023.

Næste møde mellem SOF og SUF er planlagt til den 20. april 2023. Der forventes her at være afklaring af mulighederne for en afprøvning, hvorefter der skal ske en nærmere aftale af rammer og vilkår for en eventuel afprøvning.

2.  Tilkøb af palliativ sygepleje fra SUF’s hjemmesygepleje

Bostederne i SOF får midler fra forvaltningen til bl.a. at varetage sygepleje hos deres beboere. Hvis de har behov for bistand til varetagelse af konkrete sygeplejeopgaver, kan de tilkøbe ydelsen hos Den Sociale Hjemmepleje. Dette er dog ikke muligt om natten, da SOF vurderer, at Den Sociale Hjemmepleje ikke har et tilstrækkeligt antal sygeplejeopgaver til, at det er rentabelt at ansætte en natsygeplejerske. Derfor henvises bostederne til at bestille en vikar, der kan varetage den sygepleje, der er behov for i det konkrete tilfælde.

Af den grund har SOF henvendt sig til SUF for at afsøge mulighederne for, at bostederne kan tilkøbe palliativ sygepleje fra SUF’s hjemmesygepleje til borgere på bosteder i nattetimerne. SOF anslår, at det drejer sig om 8-10 borgerforløb om året.

SUF har gennem årene løbende modtaget henvendelser fra SOF vedrørende konkrete borgere på bosteder. I flere tilfælde har SUFs sygepleje varetaget den palliative sygepleje til SOF’s borgere på bosteder, selvom dette ikke er i overensstemmelse med den gældende aftale mellem de to forvaltninger.

I starten af marts 2023 blev der afholdt et møde mellem SUF og SOF, hvor mulighederne for samarbejde om borgere i SOF med behov for palliativ sygepleje blev drøftet. På dette møde oplyste SUF, at det vil være en stor udfordring for forvaltningen at dække natsygeplejen til borgere med behov for palliativ sygepleje på bosteder i SOF.

SUF har alene to udekørende sygeplejersker, der varetager sygepleje til forvaltningens borgere i hele byen om natten. SUF vurderer, at de to natsygeplejersker i forvejen har et stort opgavepres, og at der ikke er kapacitet til også at yde sygepleje til borgere på bosteder. SUF oplyser, at de pågældende stillinger trods ihærdig indsats har været ubesatte i flere måneder og først for ganske nyligt er blevet besat. I denne lange periode har SUF kørt med vikarer til at varetage sygeplejen om natten. Det er således meget vanskeligt at rekruttere natsygeplejersker, og SUF vurderer derfor ikke, det er en realistisk mulighed at udvide kapaciteten i natsygeplejen på kortere sigt.

Samtidig vurderer SUF, at det er bedst for både borgere, pårørende og medarbejdere, at det er de medarbejdere, som kender borgeren bedst, der varetager deres pleje i den sidste tid. SUF foreslog derfor på mødet den 2. marts 2023, at SUF tilbyder palliationsundervisning, oplæring samt støtte og hjælp til tidlig og god planlægning af konkrete palliative borgerforløb for relevante medarbejdere i SOF, så behovet for sygepleje om natten minimeres, og kvaliteten af det palliative forløb øges. I de få tilfælde, hvor en borger på et bosted får behov for palliativ sygepleje om natten trods den forebyggende indsats og planlægning, foreslår SUF, at bostedet fortsat tilkøber en vikar. Dette er også normal procedure på enheder i SUF, der mangler personale i konkrete situationer.

3. Styrket samarbejde om borgere tilknyttet Den Sociale Hjemmepleje og diagnosticeret med demens.

SUF oplever en stigende efterspørgsel fra SOF efter demensfaglige råd og vejledning målrettet konkrete borgere. Det vedrører både borgerforløb i hjemmeplejen og på botilbud. I de tilfælde er det typisk SUF’s bydækkende demensfaglige rådgivere, som tilbyder sparring og i visse tilfælde tager med SOF på borgerbesøg. SOF har løbende efterspurgt muligheder for kompetenceudvikling om demens. SUF har derfor afholdt to temamøder om demensindsatsen for ledere og medarbejdere i SOF i efteråret 2022.

SOF har udtrykt ønske om, at SUF varetager forløbskoordinationen for borgere, som er tilknyttet Den Sociale Hjemmepleje og som er diagnosticeret med demens. For at sikre en sammenhængende indsats for en borgergruppe med komplekse og sammensatte problemstillinger foreslås i stedet en model, hvor SUF yder tæt faglig sparring og om nødvendigt sidemandsoplæring til medarbejdere i SOF, herunder Den Sociale Hjemmepleje.

Forvaltningerne har siden temamøderne mødtes og været i dialog om samarbejdet. Til seneste møde i marts 2023 er det aftalt, at SOF afdækker antal og typer af årlige borgerforløb, hvor der er behov for rådgivning og sparring fra SUF. Oprindeligt var afsættet borgere med demenssymptomer og et aktivt alkoholforbrug, men det blev besluttet, at afdækningen skulle omfatte alle forløb, hvor der er behov for demensfaglig sparring fra SUF. Samtidig vil SUF skabe et overblik over antal henvendelser fra SOF, hvor der er ydet rådgivning både fagligt og ressourcemæssigt.

Inden sommerferien 2023 samler SUF og SOF op på indhentede erfaringer og aftaler en plan for, hvordan samarbejdet kan styrkes både fagligt og organisatorisk fremadrettet – herunder også et eventuelt behov for ressourceoverførsel. Her kan også indgå bud på løsninger i forhold til den konkrete henvendelse fra SOF vedr. demensforløbskoordinationen.

Det skal bemærkes, at henvendelsen går mod sygeplejen, men at de indsatser som SOF efterspørger, ikke er sygeplejeydelser, men indsatser under Serviceloven.

Økonomi

Hvis der indgås samarbejde med SOF om ovenstående områder, vil der samtidigt skulle aftales konkret økonomisk kompensation til SUF, herunder evt. finansiering via nye budgetmidler, afhængigt af omfang og karakter af det konkrete samarbejde. Konkrete afprøvninger forventes at kunne holdes inden for den økonomiske ramme i SUF, men skal disse sættes i permanent drift, kan dette have økonomiske konsekvenser, som fx vil skulle finansieres via budgetmidler.    

Videre proces

På baggrund af ovenstående samt Sundheds- og Omsorgsudvalgets drøftelser om snitflader mellem SUF og SOF forsætter forvaltningen dialogen om samarbejdet på sygeplejeområdet med SOF.  

Forvaltningen forventer senest primo 2024 at vende tilbage med en statussag ligesom evt. nye samarbejdsaftaler mellem SUF og SOF vil blive forelagt Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Per Bennetsen 

                                                                              /Sine Mutanu Jungersted  

Beslutning

Indstillingen blev drøftet.
Sundheds- og Omsorgsudvalget bestilte et fælles budgetnotat mellem SUF og SOF om at udvide lokale-kapaciteten på sygeplejeområdet
Til top