Mødedato: 12.12.2019, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Godkendelse af tidsrum for ”Bedre normering i de tidlige aftentimer”

Sundheds- og Omsorgsudvalget skal godkende rammerne for udmøntningen af midler til bedre normering i de tidlige aftentimer, som er afsat i forbindelse med budget 2020.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,

  1. at udvalget godkender, at midlerne til ”Bedre normering i de tidlige aftentimer” målrettes tidspunktet efter kl. 15.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen har med budget 2020 afsat 6,6 mio. kr. i 2020-2023 til bedre bemanding på plejehjem i de tidlige aftentimer. Midlerne skal nu udmøntes og på baggrund af forvaltningens erfaringer med tilrettelæggelse af aktiviteter på plejehjem, indstilles det at målrette tidspunktet for midlerne til bemanding i de tidlige aftentimer til efter kl. 15.

Løsning

Gennem de seneste år er der tilført midler til plejehjemmene, målrettet bemanding sen eftermiddag/aften – særligt i tidsrummet efter kl. 17. Formålet har været at understøtte den enkelte borgers mulighed for individuel tilrettelagt pleje i et tidsrum, som ellers er præget af mange fællesaktiviteter som fx aftensmad og andre sociale aktiviteter. Det gælder:
 
  • 38 mio. kr. årligt fra 2016 og frem til ”Flere hænder om aftenen” fra værdighedspuljen (tidsrummet 17-21)

     

  • 18,1 mio. kr. årligt fra 2018 og frem til ”Bedre bemanding i ældreplejen” fra Finansloven (tidsrummet 15-23.30).

     

  • 39,9 mio. kr. årligt fra 2017 og frem til ”klippekort”, som også kan anvendes til brug for ønskede aktiviteter i aftentimerne.

 

Det er forvaltningens opfattelse, at midlerne har bidraget efter hensigten i forhold til at understøtte den enkelte borgers mulighed for individuel tilrettelagt pleje.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vurderer med udgangspunkt i ovenstående erfaringer og efter dialog med plejehjemsledere, at det målrettede tidsrum for de nytilførte midler til bemanding i de tidlige aftentimer med fordel kan fastsættes, så der i endnu højere grad kan tages hensyn til borgerens ønsker til hverdagslivet – også i tidsrummet mellem kl. 15 og 17. 

Midlerne til bedre normering i de tidlige aftentimer indstilles derfor målrettet tidsrummet fra kl. 15. Det er forvaltningens vurdering, at det vil give plejehjemmene bedre mulighed for at tilrettelægge en bedre og over flere timer jævn bemanding mellem dag og aften og dermed tilgodese beboernes ønsker og behov i dagligdagen.

Økonomi

Sundheds- og Omsorgsudvalget tilføres med budget 2020 6,6 mio. kr. (service) i årene

2020-2023. Midlerne udmøntes til plejehjemmene efter en fordelingsnøgle på baggrund af antal somatiske pladser.

 

Videre proces

Midlerne til bedre bemanding udmøntes til plejehjemmene pr. 1. januar 2020

 

Katja Kayser

 
 
                                                              /Helle Schnedler

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt
Til top