Mødedato: 12.12.2019, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Medlemsforslag om møde mellem Sundheds- og Omsorgsudvalget og Region Hovedstadens Sundhedsudvalg mhp. at drøfte Rygcentrets fremtid

Medlemsforslag

Det foreslås:

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager kontakt til Region Hovedstadens Sundhedsudvalg med henblik på hurtigst muligt at få aftalt et møde mellem Sundheds- og Omsorgsudvalget i Københavns Kommune og Regionens Sundhedsudvalg. Mødets primære formål er at afklare og drøfte mulighederne for at samarbejde om og samfinansiering af driften af Rygcentret i København, sekundært at drøfte andre relevante sundhedspolitiske problemstillinger og muligheder for samarbejde om løsningen af disse på tværs af det kommunale og regionale politiske niveau. Mødet skal så vidt muligt afholdes i januar 2020, sekundært februar 2020 så det sikres, at mulighederne for en samfinansiering af Rygcentret i København kan afklares forud for Københavns Kommunes overførselssag primo marts 2020.

 

                                                                 (Forslaget er stillet af Radikale Venstre og Enhedslisten)     

Motivation:

Der er gennem et årerække sket et skred i de sundhedsfaglige opgaver fra regionerne og over i kommunerne. Det skal der rettes op på og de sundhedsfaglige opgaver skal placeres på det politiske niveau, hvor de, jf. gældende lovgivning på det sundhedsfaglige område, hører hjemme og skal løses. I de tilfælde hvor sundhedsfaglige opgaver løses bedst og mest effektivt lokalt, skal der sikres en fair fordeling af udgifterne til disse tilbud. 

Derfor ønsker forslagstillerne bag medlemsforslaget at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune tager initiativ til at sikre at der planlægges og afholdes 1-2 årlige møder mellem Sundheds- og Omsorgsudvalget i Københavns Kommune og Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden. På møderne vil de deltagende politikere have mulighed for at drøfte sundhedspolitiske udfordringer på regionalt og kommunalt niveau såvel som tværgående sundhedsfaglige opgaver, samt hvordan Region Hovedstaden og Københavns Kommune løbende kan arbejde med at styrke samarbejdet og sammenhængen i de de offentlige sundhedsopgaver til gavn for regionens og særligt København Kommunes borgere.

 

 

Beslutning

Borgmesteren formulerede forslag til to nye at-punkter baggrund af drøftelsen i udvalget, som erstatning for det oprindelige at-punkt.

Forslaget blev formuleret som to ændringsforslag, der hver for sig blev sat til afstemning:

ÆF1:

At 1. at-punkt affattes således:

”At Sundheds- og Omsorgsborgmesteren sammen med næstformanden tager initiativ til et møde med formanden for Regionens sundhedsudvalg med henblik på at tale om, hvordan der skabes den bedste sammenhæng mellem Regionens udredning og Kommunens indsatser for borgere i Københavns Kommune med nakke- og rygproblemer”

For stemte:  F, B, O, Ø, Å (6)
Imod stemte: (0)
Undlod: A, I, V (5)

Ændringsforslaget blev godkendt

Et nyt 2. at-punkt:

ÆF2:
At Sundheds- og Omsorgsudvalget tager kontakt til regionens sundhedsudvalg med henblik på at få aftalt et møde mellem udvalgene for at drøfte relevante sundhedspolitiske problemstillinger og muligheder for samarbejde om løsningen af disse på tværs af det kommunale og regionale politiske niveau.

For stemte: F, A, B, Ø, Å (8)
Imod stemte: (0)
Undlod: V, I, O (3)

Ændringsforslaget blev godkendt

Det således ændrede medlemsforslag blev vedtaget.

 

Socialdemokratiet afgav følgende protokolbemærkning:

”Udredning på Rygcenteret er en værdifuld og velfungerende indsats for borgerne. Det er dog samtidig en regional opgave, som Københavns Kommune indtil nu har påtaget sig, og som et samlet udvalg, i lyset af omfattende effektiviseringer, derfor ønskede, at regionen påtog sig, og blev enige om ved budgetforhandlingerne. Regionen har svaret borgmesteren, at de agter at løfte opgaven og er derfor gået i gang med at forberede opgaven på bedst mulig vis for de københavnske borgere. Vi ønsker derfor at regionen løfter opgaven, som de ønsker, og på det grundlag ser vi ikke grund til at hverken KK eller RH skal til at genåbne budgetforhandlingerne. Og vi forventer at begge forvaltninger arbejder tæt sammen under overgangen af udredningsdelen til regionen, således at de københavnske borgere oplever mindst mulige gener”.

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

”Enhedslisten mener, at det har været uklart i hvilket omfang regionen har opgaven”

Til top