Status for organisering af tandplejen i Københavns Kommune
Status for organisering af tandplejen i Københavns Kommune
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 12. december 2002
3. Status for organisering af tandplejen i Københavns Kommune
SOU 285/2002 J.nr. 60/2001
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tilslutter sig, at der udarbejdes en tandplejeplan for Københavns Kommune, der bl.a. omfatter et forslag til en fremtidig organisering af området.
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager udmøntningen af besparelsen på 1 mio. kr. i en samlet tandpleje til efterretning.
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager status for den samlede organisering til efterretning.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 12. december 2002
Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte indstillingen.
RESUME
Sundheds- og Omsorgsudvalget drøftede den 17. december 2001, den 18. marts og den 4. april 2002 organisering af tandplejen. På mødet den 4. april 2002 besluttede Sundheds- og Omsorgsudvalget, at tandplejen i København indtil videre organiseres i en Børne- og Ungdomstandpleje og en Amts- og Omsorgstandpleje med et tæt ledelsesmæssigt samspil mellem overtandlægen for Børne- og Ungdomstandplejen og overtandlægen for Amts- og Omsorgstandplejen.
Sundheds- og Omsorgsudvalget vedtog yderligere, at Sundhedsforvaltningen efter dialog med ledelse og medarbejdere senest den 1. december 2002 skal fremlægge forslag til fremtidig organisering af tandplejen, herunder en besparelse på 1 mill. kr. i budget 2003.
Sundhedsforvaltningen er af den overbevisning, at det fortsat er muligt at se på tandplejen i Københavns Kommune som en mere samlet tandpleje. Med den komplekse lovgivning i amter og kommuner vedr. tandpleje har Københavns Kommune i sin egenskab af at være både amt og kommune en unik mulighed for at skabe sammenhæng i det offentlige tandplejetilbud.
Sundhedsforvaltningen anser det for hensigtsmæssigt, at der arbejdes videre med at styrke sammenhængen i det kommunale tandplejetilbud i Københavns Kommune udfra tre forhold:
- Et styrket samarbejde mellem Børne- og Ungdomstandplejen og Amts- og Omsorgtandplejen.
- En sammenlægning af Amts- og Omsorgstandplejen og sygesikringstandplejen i en voksentandpleje (forslaget er indarbejdet som en del af styrkelsen af Sundhedsforvaltningens organisation).
- Udarbejdelse af en samlet tandplejeplan for Københavns Kommune med henblik på at styrke servicen overfor borgerne og skabe overblik over og sammenhæng i det kommunale tandplejeområde.
Besparelsen på 1 mio. kr. indgår i budget 2003 og er udmøntet ved en administrativ besparelse af en viceovertandlægestilling i Børne- og Ungdomstandplejen og reduktion af det kliniske personale i Børne- og Ungdomstandplejen og Omsorgtandplejen.