Mødedato: 12.11.2015, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Orientering om Plejecenter Fælledgården

Sundheds- og Omsorgsudvalget orienteres om udviklingen på Plejecenter Fælledgården siden september 2015, hvor en konstitueret plejecenterleder tiltrådte.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
  1.  at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen om Plejecentret Fælledgården til efterretning. 

Problemstilling

Plejecentret Fælledgården har gennem længere tid været præget af en række udfordringer, og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har haft øget opmærksomhed på forholdene på Fælledgården siden genåbningen i 2013. Sundheds- og Omsorgsudvalget er orienteret om forholdene på udvalgsmøder den 24. juni 2015 og den 17. september 2015 samt via en skriftlig redegørelse den 4. september 2015, da plejecentrets centerleder blev hjemsendt.

Fælledgården er en selvejende institution med 193 boliger, som har driftsoverenskomst med Københavns Kommune. Driftsoverenskomsten lægger rammerne for, i hvilket omfang forvaltningen kan styre og påvirke driften. Det er således bestyrelsen, der har det formelle og overordnede ansvar for at levere ydelser, der er i overensstemmelse med gældende lovgivning, kommunale politikker, beslutninger, strategier og bestemmelser. Forvaltningens handlerum er nærmere beskrevet i bilag 1 (fortroligt).
   
Den 7. september 2015 tiltrådte en konstitueret centerleder – stillet til rådighed af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Denne redegørelse opsummerer udviklingen på Plejecenter Fælledgården siden den konstituerede leder tiltrådte.

Løsning

Ledelsens primære fokus i de forgangne cirka to måneder har været at sikre høj faglighed og kvalificeret pleje og omsorg i gode og trygge rammer for Fælledgårdens beboere og pårørende. Den konstituerede leder har lagt vægt på at være synlig og tilgængelig samt at udvise en inddragende ledelsesstil. Arbejdet med at skabe en positiv udvikling på Fælledgården sker i et tæt samarbejde mellem den konstituerede leder og lokalområdechefen.

Afdelingslederne bliver støttet i at udvikle et samarbejde, bruge hinanden og få en fælles identitet som ledergruppe. Målet er at skabe en bevidsthed om, at Fælledgården er ét hus, og at afdelingerne leverer kerneydelserne til beboerne. Alle andre funktioner støtter op om dette ved at servicere afdelingerne.

En omstillingsproces er således igangsat, men det må forventes at en forandring af kulturen på Fælledgården vil tage tid, ligesom det tager tid at indarbejde og forankre nye arbejdsgange og rutiner. 
  
Brugertilfredshed
Den konstituerede leder har siden tiltrædelsen været i dialog med mange af plejecentrets beboere, pårørende og medarbejdere med henblik på at afdække muligheder og udfordringer i den nuværende situation på Fælledgården. Dialogen opleves konstruktiv og fremadskuende med både centerrådet, beboerrådet, medarbejdere og bestyrelsen.

Bestyrelsen og den tidligere ledelse besluttede, at 750.000 kr. fra Sundheds- og Omsorgsudvalgets bevilling på 1 mio. kr. skulle fordeles mellem afdelingerne med det formål at højne beboernes tilfredshed.

Tidligere har livet på plejecentret været centreret om enkelte centrale aktiviteter, hvor de ekstra midler nu bidrager til, at der er kommet mere liv og samarbejde i afdelingerne. Der er tirsdagsmøder i alle afdelinger, hvor beboerne i en demokratisk proces beslutter, hvilke aktiviteter de gerne vil igangsætte. Midlerne benyttes blandt andet til foredrag og historiefortælling, underholdning, etableringen af generationsmøder og samarbejde om en hyggelig hverdag, blandt andet med bagning på afdelingerne. Nogle afdelinger har også arrangeret større begivenheder, hvor de andre afdelinger inviteres. Processen skaber mere nærdemokrati og liv i afdelingerne.

Besvarelse af kald
Der er iværksat en systematisk indsats for at nedbringe svartiderne ved kald. Medarbejderne er sammen med ledelsen begyndt at analysere, hvornår beboerne ringer med henblik på at være proaktive i stedet for reaktive. Det kan eksempelvis betyde, at medarbejderne bruger deres viden om beboerne til at tilrettelægge dagens arbejde, så beboernes behov imødekommes uden, at beboerne anvender kaldet.

Svartiderne har udviklet sig i positiv retning, hvilket ses i nedenstående tabeller. Tabellen for uge 35 viser svartiden umiddelbart inden indsatsen begyndte. Tabellen for uge 44 viser svartiderne efter halvanden måneds indsats. Ledelsen arbejder fortsat med svartiderne, som stadig ikke er tilfredsstillende. Særligt er der fokus på de 6 % af kaldene, som annulleres.

Tabel 1: Oversigt over svartiden ved kald før og efter halvanden måneds indsats 

Svartid  ved kald i uge 35

Svartid ved kald i uge 44

Svartid – minutter

Procent

Svartid – minutter

Procent

0-5

38 %

0-5

50 %

6-10

19 %

6-10

19 %

11-20

21 %

11-20

18 %

21-30

11 %

21-30

7 %

*Annulleret

11 %

*Annulleret

6 %

I alt

100%

I alt

100%

*Annulleret betyder, at kaldet tabes og ikke besvares.

Kaldesystemets funktion
I juni 2015 blev det besluttet at imødekomme et ønske fra en række beboere om at få et to-vejs-kaldesystem. Der blev derfor indkøbt 50 talependanter, som kan understøtte to-vejs kald. Talependanterne er taget i brug, og lokalområdekontoret har planlagt en evalueringsproces, hvor to-vejs-kaldesystemet evalueres i samarbejde med beboerrådet.  

For at få den optimale udnyttelse af to-vejs-kaldesystemet, er der nogle forudsætninger, som skal være til stede. Talependanten er et kald, som beboeren har om halsen, hvori der er en mikrofon, så beboeren kan tale med den medarbejder, som tager kaldet. Beboere med nedsat hørelse og/eller høreapparat har imidlertid svært ved at høre medarbejderne. Ligeledes har medarbejderne svært ved at høre beboerne, hvis TV eller radio er tændt i beboerens bolig ved opkald. 

I ovenstående situationer  vurderer ledelsen, at det for  beboerne er den bedste løsning, at en medarbejder kommer til beboerens bolig og besvarer kaldet. De allerede indkøbte  talependanter vil blive anvendt hos beboere, som ud fra en faglig vurdering kan få glæde af kaldet. Når to-vejs-kaldesystemet i samarbejde med beboerrådet er blevet evalueret, vil lokalområdekontoret drøfte evalueringen med beboerrådet, centerrådet og bestyrelsen, og herefter bliver der taget stilling til en fremtidig løsning for kaldesystemet på Fælledgården.


Faglig kvalitet

Sygeplejefaglige vurderinger
Det var et mål i opfølgningen på embedslægetilsynet, at 90 % af beboerne havde fået udarbejdet en sygeplejefaglig vurdering inden 1. maj 2015. Målet er imidlertid ikke opfyldt. Der er stadig 73 beboere, som ikke har en opdateret sygeplejefaglig vurdering. Der er udarbejdet en plan, så de 73 beboere får udarbejdet en sygeplejefaglig vurdering inden 18. nov. 2015. Tre sygeplejersker er frikøbt til at løse opgaven. Når planen er gennemført, vil der være en målopfyldelse på 100 %, således at alle beboere er sygeplejefagligt vurderet.

Sygeplejefaglige møder
Der afholdes ugentlige møder mellem afdelingsledere og kvalitets- og udviklingssygeplejersker. Souschefen deltager også i møderne, hvor den sygeplejefaglige indsats til beboerne drøftes og justeres ved behov.

Den demensfaglige indsats

Af den ekstrabevilling, som Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede den 24. juni 2015, er 250.000 kr. afsat til at sikre et tilfredsstillende demensfagligt niveau. Midlerne anvendes til kompetenceudvikling af hele medarbejderstaben indenfor demensområdet. Plejen af borgere med demens kræver konstant opmærksomhed. Plejen er dilemmafyldt, og medarbejderne står ofte i svære situationer, hvor de skal tage stilling til brug af evt. magt overfor borgeren. Det er et udfordrende og fagligt komplekst område. Derfor skal medarbejderne kompetenceudvikles, så de i højere grad kan motivere borgere, som på grund af en demenssygdom afviser at modtage pleje og omsorg.  

Hvis ekstrabevillingen i august 2015 var udmøntet i forståelse med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, havde flere af midlerne været afsat til kompetenceudvikling på demensområdet. Det planlagte forløb gennemføres inden årets udgang, men vurderingen er, at det vil være nødvendigt med yderligere kompetenceudvikling i 2016.

Indsatsen på Afdeling 1
Ved BDO’s ekstraordinære tilsyn i august 2015 var det særligt på Afdeling 1, at der tegnede sig et billede af kvalitetsproblemer i plejen. Den 15. september 2015 blev der derfor tilknyttet en sygeplejerske fra den Kommunale Sygepleje. Hun har deltaget i den daglige pleje på afdelingen og været tilgængelig for medarbejderne både for at supervisere og undervise. Ledelsen vurderer, at indsatsen har været konstruktiv, og den fortsætter derfor til den 15. november.

De problemer, der blev udpeget ved tilsynet i august, arbejdes der således med. Ledelsen følger løbende op og vurderer, at medarbejdernes forståelse af kerneopgaven er i positiv udvikling.

Ny organisering
Der er behov for flere hænder i plejen til at styrke den faglige kvalitet på plejecentret Fælledgården. Den konstituerede leder, lokalområdechefen og bestyrelsen har fremlagt et forslag til en ny organisering på Fælledgården.
Bestyrelsen på plejecentret Fælledgården har sidst i oktober godkendt den ny organisering ”Principper for ny organisering”, der er baseret på værdien ’nærhed’.

Principperne bag den nye organisering er: 

  • At skabe en slankere administration og stab, så flere medarbejdere indgår i den direkte pleje af beboerne.
  • Sygeplejerskerne integreres bedre i afdelingerne, og skal ikke længere tilkaldes. 
  • Nattevagterne omlægges, så der bliver overlap med aftenvagt.
  • Der etableres fem almindelige afdelinger i stedet for fire – afdeling 1 deles i to, og den mindste afdeling får tilknyttet aktivitetsområdet og andre tværgående funktioner.
  • Køkken og rengøring kommer under samme ledelse, og der arbejdes på at hjemtage vask til egen drift, og at rengøringsmedarbejderne bliver integreret i afdelingerne.
  • Demensafdelingen gøres mere selvstændig, så afdelingens funktion som lokalområdets demenskraftcenter bliver tydeligere.

Ledelsen udarbejder nu en procesplan for omstilling af organisationen i samarbejde med og/eller i høring hos relevante interessenter: Bestyrelsen, Fælledgårdens ledere, MED-udvalg, beboerråd og centerråd. Der udarbejdes ikke en tidsplan for omstillingen, før alle interessenter er hørt.

På baggrund af ovenstående er det Sundheds- og Omsorgsforvaltningens vurdering, at den konstituerede leder på Fælledgården, i samarbejde med medarbejdere og lokalområdet, arbejder målrettet på at sikre fagligt forsvarlige og trygge forhold for beboere og medarbejdere på Fælledgården. Eftersom der er tale om en større omstillingsproces, kan det ikke udelukkes at beboere og pårørende vil opleve forhold, de ikke finder optimale. Der er således stadig udfordringer på Fælledgården, men det er forvaltningens vurdering, at der arbejdes systematisk med at finde holdbare og varige løsninger.

Uanmeldt embedslæge tilsyn
Mandag den 9. november gennemførte embedslægen det obligatoriske årlige uanmeldte tilsyn på Fælledgården. Der foreligger endnu ikke en formel vurdering fra embedslægen. De foreløbige mundtlige tilbagemeldinger peger i retning af, at embedslægen kan spore fremgang siden sidste besøg, men fortsat konstaterer fejl og mangler i forhold medicin og sundhedsfaglig dokumentation. 

Økonomi

Indstilllingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Sundheds- og Omsorgsudvalget vil løbende blive orienteret om udviklingen på Plejecenter Fælledgården.

Beslutning

Udvalget vedtog under dagsordenspunkt 1 at ændre indstillingen til en beslutningssag.

Socialdemokraterne (A) fremsatte følgende ændringsforslag:
"At Sundheds- og Omsorgsforvaltningen hurtigst muligt og senest ved første udvalgsmøde i 2016 forelægger en samlet redegørelse til udvalget vedr. de kritikpunkter, som er fremkommet siden genåbningen i 2013. Der ønskes specifikt en redegørelse for afskedigelsesforholdene vedr. den tidligere leder samt centralforvaltningens rolle i sagen. Redegørelsen skal også medtage institutionens økonomiske forhold samt personaleomsætningen".

Ændringsforslaget blev godkendt uden afstemning.

Venstre fremsatte følgende ændringsforslag:
 "At der fremsættes påbud til bestyrelsen om øjeblikkeligt at genoprette forholdene på Fælledgården".

Ændringsforslaget blev godkendt uden afstemning.

Indstillingen blev godkendt med de fremsatte ændringsforslag.

Til top