Indførelse af fritvalgslovgivning (Indstillingen er udsendt med dagsordenen for mødet den 29. august 2002)
Indførelse af fritvalgslovgivning (Indstillingen er udsendt med dagsordenen for mødet den 29. august 2002)
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 12. september 2002
2. Indførelse af fritvalgslovgivning (Indstillingen er udsendt med dagsordenen for mødet den 29. august 2002)
SOU 211/2002 J.nr. 27/2002
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltræder, at frit valg lovgivningen vedrørende hjemmeplejen udmøntes ved at indføre valgfrihed og udarbejde selvstændige kvalitetskrav for ydelserne opdelt i følgende grupper: Grundig rengøring, tøjvask, indkøb, praktisk hjælp, personlig hjælp og madområdet.
at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter de to modeller (hovedreglen eller udbudsforretning), der kan vælges i forbindelse med frit valg af leverandør.
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager til efterretning, at Sundhedsforvaltningen ikke opsiger nuværende indkøbs- og vaskeaftaler med private leverandører, førend der er et alternativ klar.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 12. september 2002
Sundheds- og Omsorgsudvalget drøftede de to første at-punkter og besluttede at fortsætte drøftelserne på et kommende møde.
Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte det tredje at-punkt.
RESUME
Folketinget har den 29. maj 2002 vedtaget L 130 – Forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om hjemmeservice, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om individuel boligstøtte (Frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v.).
Loven træder i kraft den 1. juli 2002. Bestemmelserne om frit leverandørvalg (§ 75 c-75 e) træder dog først i kraft den 1. januar 2003.
Denne indstilling omhandler en redegørelse for bestemmelserne om frit leverandørvalg af personlig og praktisk hjælp, samt konsekvenserne af lovgivningen.
Ændringerne i loven vedrører:
- Ny struktur på servicelovens bestemmelser om tilbud primært målrettet ældre
- Frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp
- Frit valg af ældre- og plejebolig, samt ret til fælles bolig med ægtefælle, samlever m.v., herunder refusion af boligstøtte
- Præcisering af retskravet på personlig og praktisk hjælp
- Fleksibel hjemmehjælp
- Selvvalgt hjemmehjælp
- Præcisering af Økonomi- og Erhvervsministeriets regler om statstilskud til hjemmeservice.
Lovændringerne, som ikke direkte vedrører frit valg af leverandører, er kort beskrevet i bilaget.
Med lovændringen er kommunen ubetinget forpligtet til at gøre det muligt for modtageren af personlig og praktisk hjælp efter §71 at vælge anden leverandør end kommunen.
Med lovændringen er det endvidere en forudsætning:
- at der klart kan skelnes mellem den kommunale myndighedsopgave og den kommunale leverandøropgave, så de reelle udgifter til leverandørvirksomheden kan gøres op.
- at der kan skabes lige konkurrencevilkår for private og kommunale leverandører.
- at de kommunale myndigheder fastsætter og offentliggør de kvalitetskrav, der stilles til leverandører af personlig og praktisk hjælp i kommunen.
- at der som minimum skal opgøres selvstændige kvalitetskrav for den personlige hjælp, for madordningen og for den øvrige praktiske hjælp (rengøring m.v.).
Herefter kan den kommunale myndighed vælge mellem to veje til at skabe den ønskede valgfrihed enten efter hovedreglen i loven, som er valgmulighed mellem alle kvalificerede leverandører, eller efter en undtagelsesbestemmelse (udbudsforretning).
Af hensyn til det videre arbejde med implementeringen af lovgivningen har Sundhedsforvaltningen behov for at få fastlagt, hvilke ydelser der skal udarbejdes kvalitetskrav for. Herudover er der behov for at få fastlagt rammer og principper for en række øvrige forhold i relation til udmøntning af lovgivningen i Københavns Kommune.
Sundhedsforvaltningen foreslår, at der udarbejdes selvstændige kvalitetskrav for 6 forskellige ydelser: Grundig rengøring, tøjvaskeordning, indkøbsordning, praktisk hjælp, personlig hjælp og madordningen.
Herudover foreslår Sundhedsforvaltningen, at udvalget drøfter hvorvidt valgfriheden skal tilvejebringes efter hovedreglen i lovgivningen, dvs. frit valg mellem alle kvalificerede leverandører eller undtagelsesbestemmelsen, dvs. frit valg mellem 2-5 leverandører godkendt efter en udbudsforretning. Samt om der skal være en kombination af de to muligheder.
I indstillingen berøres også spørgsmålet om, hvorvidt kommunen skal opdeles i distrikter, eller om det er hele kommunen, der skal kunne dækkes som leverandør, samt et spørgsmål om, hvorvidt der skal stilles krav om, at leverandørerne skal kunne dække hele døgnet, når der er tale om personlig hjælp.
Konsekvenserne for madområdet vil blive vurderet og taget op i en selvstændig indstilling.
Rammerne for det videre arbejde med udmøntning af lovgivningen er endvidere afhængig af den bekendtgørelse, Socialministeriet i løbet af efteråret (forventes omkring 1. oktober 2002) vil udsende. Bekendtgørelsen vil indeholde de nærmere retningslinier for udfærdigelse af kvalitets- og priskrav, udfærdigelse og opdatering af informationsmateriale, retningslinier for indgåelse af aftaler med leverandører og hjemmehjælpsmodtagere m.v. Bekendtgørelsen vil endvidere indeholde nærmere regler for udbud, herunder krav til udvælgelse af leverandører, betingelser for opdeling af udbuddet i distrikter og ydelser, samt bestemmelser om dispensationsmuligheder, klageadgang m.v.