Mødedato: 12.08.2015, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Status på indsatser finansieret af Ældrepulje 2015 og Klippekortspulje 2015 (2. prognose)

Se alle bilag
Sundheds- og Omsorgsudvalget orienteres om status på implementering og anvendelse af ældrepulje- og klippekortspuljemidler i 2015. Derudover skal udvalget godkende forslag til omprioritering af forventet mindreforbrug i 2015 med henblik på at sikre, at de tildelte puljemidler bliver anvendt i 2015.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager 2. prognose for det forventede forbrug på de igangsatte indsatser i 2015 til efterretning (bilag 1),
  2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender følgende omprioritering af forventet mindreforbrug i 2015 mellem eksisterende ældrepuljeindsatser:

    a. Den velfærdsteknologiske indsats på plejecentrene fra Ældrepakke 2014 får tilført 3,2 mio. kr. til indkøb og styrket implementering af nye velfærdsteknologier, herunder teknologier målrettet demenstilbud og arbejdsstillinger på plejecentre omkring toilet og forflytning.

Problemstilling

Ældrepuljemidlerne er afsat varigt på finansloven i 2014 og frem til et løft af ældreområdet i kommunerne. Der blev afsat 1 mia. kr. i 2014. Midlerne fordeles i 2015 mellem kommunerne på baggrund af en objektiv fordelingsnøgle baseret på antallet af ældre over 65 år i forskellige aldersgrupper. I 2016 og frem gives midlerne via bloktilskuddet på baggrund af bloktilskudsfordelingsnøglen. I 2015 medfører fordelingsnøglen i alt 59,4 mio. kr. til Københavns Kommune. Københavns Kommunes godkendte ansøgning til Social- og Indenrigsministeriet følger den politisk vedtagne aftale om ældrepakke 2015 i budgetaftalen for 2015.

Klippekortspuljemidlerne er afsat varigt på finansloven i 2015 og frem til øget livskvalitet for de svageste hjemmehjælpsmodtagere (klippekortmodellen). Der blev afsat i alt 75 mio. kr. i 2015 og 150 mio. kr. årligt fra 2016 og frem. Midlerne fordeles på baggrund af samme fordelingsnøgle som ældrepuljen. Københavns Kommune har fået tildelt i alt 4,4 mio. kr. i 2015 og 8,9 mio. kr. i 2016. Københavns Kommunes godkendte ansøgning følger den politisk vedtagne aftale om anvendelsen af midlerne, som blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 26. marts 2015.

Løsning

Status på forbrug af ældrepuljemidler i 2015
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen har i forbindelse med halvårsregnskabet udarbejdet status på de igangværende ældrepuljeindsatser i 2015, herunder forventet forbrug, jf. bilag 1.

På nuværende tidspunkt forventes der et mindreforbrug på 3,2 mio. kr. på de 59,4 mio. kr. fra Ældrepuljen. Det drejer sig om et mindreforbrug på følgende indsatser:

11. Klippekortsmodel med valgfri hjælp
Siden 1. prognose kan Sundheds- og Omsorgsforvaltningen se, at der er sket et fald i antallet af modtagere på ca. 300 borgere. Det er et fald, som forvaltningen ikke lige nu kan forklare årsagen til. Eventuelle forklaringsfaktorer kunne være et ekstra arbejdspres hos myndigheden efter den private leverandør Kærkommens konkurs eller generelle forskydninger mellem målgrupperne for let, moderat og omfattende støtte til pleje og omsorg, som har betydet, at færre borgere er i målgruppen for klippekort og visiteret hertil. Forvaltningen følger udviklingen tæt og arbejder ud fra en forventning om en varig målgruppe på ca. 1.300 borgere.

På baggrund af den seneste udvikling i antal modtagere og den manglede helårseffekt af målgruppeudvidelsen i 2015 til gruppen af borgere med moderat støtte til pleje og omsorg, forventer Sundheds- og Omsorgsforvaltningen et mindreforbrug på 3,0 mio. kr. i 2015, som kan omprioriteres til andre ældrepuljeindsatser.

Socialudvalget håndterer omprioritering af eventuelt mindreforbrug på Socialudvalgets budget til Klippekortsmodel med valgfri hjælp.

Ekstern revision
Forvaltningen har siden den oprindelige ældrepuljeansøgning blev indsendt i september 2014 fået præciseret taksterne for ekstern revision af projektregnskaber. De forventede udgifter til ekstern revision i forbindelse med aflæggelse af ældrepuljeprojektregnskaber til Ministeriet er derfor tilpasset. Det medfører et forventet mindreforbrug på 192.000 kr. i 2015, som kan omprioriteres til andre ældrepuljeindsatser.

Forslag til omprioritering af forventet mindreforbrug i 2015 indenfor de eksisterende ældrepuljeindsatser
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har udarbejdet følgende forslag til omprioritering af det forventede mindreforbrug i 2015, som ikke kan anvendes indenfor den pågældende indsats:

a) Den velfærdsteknologiske indsats på plejecentrene får tilført 3,2 mio. kr. til indkøb og implementering af flere velfærdsteknologier. Det drejer sig om følgende 3 typer af velfærdsteknologier til plejecentrene, som bidrager til bedre pleje og omsorg for borgeren og bedre arbejdsmiljø for medarbejderne:

- Demenshjælpemidler
Forvaltningen har allerede investeret i indkøb af flere demenshjælpemidler og oplever fortsat en stigende efterspørgsel fra plejecentrene på demenshjælpemidler, som kan skabe ro og tryghed hos beboere med demens. Der kan derfor med fordel købes flere eksempelvis wellness gyngestole, kugledyner, kuglestole, kugleveste og -forklæder. 

- Hjælpemidler til forflytning
Som det fremgår af halvårsregnskabet for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, oplever Hjælpemiddelcentret en stigende efterspørgsel fra plejecentrene på hjælpemidler, herunder også hjælpemidler til forflytninger – vendesystemer, senge med særlige funktioner og bade- og toilet-stole. Alle plejecentre er kommet i gang med ordningen, og udover at anvende den allerede afsatte investeringspulje på 4,5 mio. kr. i 2015 i forbindelse med effektiviseringsforslaget Nye elektriske hjælpemidler til forflytning, kan der med fordel indkøbes yderligere hjælpemidler for at imødekomme efterspørgslen.

- Toiletsæder med skylle- og tørrefunktion samt flytbare toiletsæde-løftere
Forvaltningen vil understøtte ibrugtagningen af de nye teknologier på plejecentrene og supplere med ekstra indkøb og opsætning af toiletsæder med skylle- og tørrefunktion i plejeboliger.

Den velfærdsteknologiske indsats på plejecentrene, som blev besluttet med Ældrepakke 2014, er fortsat i gang i 2015, da Sundheds- og Omsorgsudvalgets ikke-prioriterede overførte mindreforbrug fra ældrepuljen i 2014 politisk er omprioriteret til indkøb af flere demenshjælpemidler (1,6 mio. kr. i 2015) på udvalgsmødet den 21. maj.

Udvalgets omprioritering af det forventede mindreforbrug til andre ældrepuljeindsatser sker med forbehold for godkendelse i Social- og Indenrigsministeriet af de ønskede ændringer.

Økonomi

Jf. ovenfor.

Videre proces

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen skal ansøge Ministeriet om godkendelse af det vedtagne forslag til ændret anvendelse af det forventede mindreforbrug i 2015.

Næste status for anvendelse af ældrepulje- og klippekortspuljemidler vil blive forelagt Sundheds- og Omsorgsudvalget den 12. november 2015.





                    Hanne Baastrup

                                                                            /Søren Winther Rasmussen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top