Mødedato: 12.05.2020, kl. 12:30
Mødested: Teams

UDSAT SAG. Fællesindstilling: Årsrapport 2019 for indsatsen "Øget viden om de sundhedsskadelige virkninger af luftforurening i København"

Se alle bilag

Sundheds- og Omsorgsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget skal tage indholdet i årsrapport 2019 samt anbefalinger fra Københavns Kommunes ekspertgruppe til efterretning.

 

Tidligere beslutninger

Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde d. 13. marts 2020 blev aflyst forud for mødets afholdelse. 

Indstillingen er således ikke blevet behandlet af udvalget.

Sundheds- og Omsorgsudvalget får forelagt indstillingen på et kommende ordinært udvalgsmøde. 

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller over for Sundheds- og Omsorgsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget,

  1. at udvalgene tager årsrapport 2019 fra indsatsen ’Øget viden om sundhedsskadelige virkninger af luftforurening i København’ til efterretning.
  2. at udvalgene tager anbefalingerne fra ekspertgruppen for sundhed og luftforurening under indsatsen ’Øget viden om sundhedsskadelige virkninger af luftforurening i København’ til efterretning.

Problemstilling

Med Budget 2019 (BR 4. oktober 2018) (A, B, F, V, C, O og I) blev der afsat 14,3 mio. kr. i 2019-2022 til indsatsen ’Øget viden om sundhedsskadelige virkninger af luftforurening i København’. Indsatsen er forankret i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og løses med inddragelse af og bidrag fra Teknik- og Miljøforvaltningen.

Indsatsen skal skabe mere viden om sundhedsskadelige effekter af luftforurening i København. Som et led i indsatsen udarbejder Sundheds- og Omsorgsforvaltningen årsrapport for 2019 og 2020 om sundhed og luftforurening i København og har med inddragelse af Teknik- og Miljøforvaltningen nedsat en ekspertgruppe med viden indenfor sundhed og luftforurening. Eksperterne anbefaler med afsæt i en årlig undersøgelse i hhv. 2019 og i 2020 anbefalinger til initiativer, der kan mindske de sundhedsskadelige effekter af luftforurening i København.

Løsning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen forelægger hermed den første årlige undersøgelse af de sundhedsmæssige konsekvenser af luftforureningen i København 2019 samt anbefalinger 2019 fra Københavns Kommunes ekspertgruppe for sundhed og luftforurening.

Årsrapport 2019

Årsrapporten 2019 er udarbejdet af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen på baggrund af bidrag fra Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Cowi. Hovedkonklusionerne i årsrapporten fremgår nedenfor:

  • Alle niveauer af luftforurening er sundhedsskadelige. Der er ingen nedre grænse for luftforureningens sundhedsskadelige virkninger, dvs. at uanset forureningsniveauer er der negative konsekvenser for sundheden.
  • Luftforureningens sundhedskonsekvenser er ulige fordelt. Nogle grupper, herunder børn, gravide, ældre og kronisk syge, er mere udsatte for sundhedskonsekvenser af luftforurening end andre grupper.
  • Luftforurening udgør en stor risiko for danskernes sundhed. Med 4.200 for tidlige dødsfald årligt betyder det, at kun rygning og fysisk inaktivitet er årsag til flere for tidlige dødsfald.
  • Omkring 460 københavnere døde for tidligt af luftforurening i 2017. Det svarer til, at omkring 12 % af alle dødsfald i Københavns Kommune i 2017 var forårsaget af luftforurening.
  • Luftforurening medførte helbredsomkostninger for omkring 8,8 mia. kr. i 2017 i Københavns Kommune.
  • Størstedelen af luftforureningen i Københavns Kommune stammer fra kilder udenfor kommunen. De primære lokale kilder til luftforurening i kommunen er brændefyring og biltrafik.

Ekspertgruppens anbefalinger 2019

Ekspertgruppen har med afsæt i årsrapporten 2019 formuleret 16 anbefalinger fordelt på tre temaer til Københavns Kommune med forslag til initiativer på området. Anbefalingerne fremgår nedenfor.

 

Anbefalinger til at sænke niveau af luftforurening i København

Ekspertgruppen anbefaler, at Københavns Kommune:

1. fremover agerer efter, at al luftforurening er sundhedsskadelig for mennesker

2. har fokus på, at københavnerne lever med sygdom, der kan skyldes luftforurening

3. retter henvendelse til regeringen om at give kommunerne mulighed for at forbyde brændefyring

4. hurtigst muligt foretager en grundig juridisk analyse af mulighederne for at begrænse brændefyring i København

5. undersøger, hvordan brugen af træfyrede pizzaovne i København kan mindskes

6. sætter endnu mere ambitiøse mål for at reducere vejtrafikken i København

7. retter henvendelse til regeringen for at få personbiler omfattet af de skærpede nationale regler om miljøzoner

8. i alle relevante undersøgelser og analyser på områderne for trafik, klimatilpasning og grøn omstilling vurderer sundhedskonsekvenser af luftforurening

9. arbejder for at få etableret et ambitiøst vejafgiftssystem, der kan regulere trafikken i København

 

Anbefalinger til at mindske borgernes eksponering for luftforurening i København

Ekspertgruppen anbefaler, at Københavns Kommune:

10. iværksætter initiativer for at beskytte københavnerne mod eksisterende luftforurening fra vejtrafik

11. udarbejder et kort til borgerne, der skal gøre det nemmere at vælge ruter i byen med lav luftforurening

12. oplyser Københavnerne om sundhed og luftforurening og giver borgerne råd til at mindske egen eksponering

13. oplyser københavnerne om, hvor sundhedsskadeligt det er at brændefyre

14. opdaterer borgerinformation med relevans for sundhed og luftforurening

 

Anbefalinger til yderligere undersøgelser i 2020

Ekspertgruppen anbefaler, at Københavns Kommune:

15. arbejder videre på at belyse sundhedskonsekvenser af luftforurening forskellige steder i byen og for forskellige grupper af københavnere

16. får udarbejdet en følsomhedsanalyse af sodpartikler i København

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen støtter op om ekspertgruppens anbefalinger og vurderer, at flere af anbefalingerne allerede indgår i forvaltningernes arbejde. Derudover vil flere af anbefalingerne blive fremmet med de midler, der er afsat til indsatsen ”Øget viden om sundhedsskadelige virkninger”, herunder anbefaling 11-13 og 15-16. Der er ikke afsat midler til anbefaling 5, 8, 10 og 14, jf. bilag 3.

Økonomi

Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune. Finansiering af yderligere implementering kan indgå i de kommende budgetforhandlinger for budget 2021.

Videre proces

Når Sundheds- og Omsorgsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget har taget indstillingen til efterretning, vil udvalgene i første kvartal af 2021 få forelagt Sundheds- og Omsorgsforvaltningens årsrapport 2020 samt ekspertgruppens anbefalinger 2020.

Katja Kayser               Søren Wille

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning

Til top