Ingen titel
Ingen titel
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 12. maj 2005
Sager til beslutning
4. Forventet regnskab 2005
SOU 128/2005 J.nr. 5/2005
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
At Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender det forventede regnskab 2005 og videresender det til Økonomiudvalget.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 12. maj 2005
Indstillingen blev godkendt.
RESUME
Sundhedsforvaltningens forventede regnskab tager udgangspunkt i det vedtagne budget 2005 samt senere korrektioner, herunder de ønskede overførsler fra budget 2004, som Sundheds- og Omsorgsudvalget tilsluttede sig i forbindelse med den politiske behandling af regnskab 2004 (SOU 234/2004).
Sundhedsforvaltningen forventer på nuværende tidspunkt budgetoverholdelse på de rammebelagte områder. Der er dog en teknisk problemstilling vedrørende afregning med Social- og Sundhedsskolen for SOSU-elevers praktik på Sundhedsforvaltningens plejehjem. Afregningsforholdende medfører en merudgift på forventet 11,4 mill. kr. i Sundhedsforvaltningen, som modsvares af en tilsvarende merindtægt på Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens område.
På hjemmeplejeområdet og plejehjemsområdet er der fortsat lokalområder med merforbrug, men den samlede budgetoverholdelse nås ved tilbageholdenhed på centrale midler og budgetreserver.
I forbindelse med vedtagelsen af budget 2005 blev Sundheds- og Omsorgsudvalget tildelt midler, som skal reserveres til at sikre balance i 2005. Udmøntningen af disse midler afklares efter aftale med Sundheds- og Omsorgsudvalget, når halvårsregnskab 2005 foreligger. På dette tidspunkt vil det være muligt på et mere sikkert grundlag at vurdere, hvor de største balanceproblemer måtte være, samt hvilke initiativer der mest hensigtsmæssigt kan iværksættes.
På de lovbundne områder og Finansposter forventes et merforbrug på 6,3 mill. kr. Det består af et mindreforbrug på 3 mill. kr. vedrørende tomgangsleje på bevillingen Pleje, service og boliger for ældre, et merforbrug på 1,7 mill. kr. på bevillingen Sikringsydelser for ældre og et merforbrug på 7,6 mill. kr. på bevillingen Praksissektoren.
Opfølgning
på redegørelsen om økonomistyring
Som led i den politiske behandling af Sundhedsforvaltningens økonomiske problemer i 2004 blev det besluttet, at Sundhedsforvaltningen i samarbejde med Økonomiforvaltningen skulle udarbejde en redegørelse for økonomistyringen i Sundhedsforvaltningen.
Redegørelsen blev afsluttet i januar 2005 og indeholder blandt andet en række anbefalinger til forbedret økonomistyring. Blandt anbefalingerne var:
· Opkvalificering/kompetenceudvikling af ledere og medarbejdere
· Bedre ledelsesinformation
· Øget brug af benchmarking.
Hvad angår opkvalificering/kompetenceudvikling af ledere og medarbejdere skal det nævnes at forvaltningen er ved at planlægge et lederudviklingsforløb for forvaltningens ledere, herunder også plejehjemsforstandere, hjemmeplejeledere og gruppeledere. I dette forløb vil undervisning i økonomistyring indgå.
Med henblik på at tilvejebringe bedre ledelsesinformation og øget brug af benchmarking, er der nu identificeret en række nøgletal for hjemmeplejeenhederne, som sammenstiller udgifter og aktiviteter. Det er meningen, at nøgletallene skal indbygges i Sundhedsforvaltningens ledelsesinformationssystem SUFDW.
Særligt om
demografimidler
Økonomiforvaltningen har til regnskabsprognoserne for 2005 udbedt sig oplysninger om, hvorvidt de faktiske demografiske udgiftsbehov viser sig mindre end det budgetterede (tilbagemeldingspligt ved mertildelinger af demografimidler).
Den nyeste befolkningsprognose viser, at der er blevet endnu færre ældre end forudsat i den prognose som lå til grund for demografikorrektionen af budget 2005. Dette rejser en lang række spørgsmål vedrørende aktivitetstilpasning, som forventes at indgå i drøftelserne vedrørende budget 2006. Der henvises til sag om høring om demografikorrektion af budgetforslag 2006.