Mødedato: 12.04.2007, kl. 14:00

Hjemtagning af færdigbehandlede borgere fra hospitaler og forebyggelse af uhensigtsmæssige indlæggelser

Hjemtagning af færdigbehandlede borgere fra hospitaler og forebyggelse af uhensigtsmæssige indlæggelser

Sundheds- og Omsorgsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 12. april 2007

 

 

5.      Hjemtagning af færdigbehandlede borgere fra hospitaler og forebyggelse af uhensigtsmæssige indlæggelser

 

SOU  94/2007  J.nr. 17/2007

 

 

 

Sundheds- og Omsorgsudvalget skal tage Sundheds- og Omsorgsforvaltningens iværksættelse af tiltag til hjemtagning af færdigbehandlede patienter og forebyggelse af uhensigtsmæssige indlæggelser til efterretning.

 

BESLUTNING

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

1.      at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager til efterretning, at forvaltningen iværksætter tiltag til hjemtagning af færdigbehandlede patienter og forebygger uhensigtsmæssige indlæggelser på hospital.

 

 

 

PROBLEMSTILLING

I medfør af kommunalreformen skal Københavns Kommune fra 1. januar 2007 betale en obligatorisk plejetakst på 1654 kr. pr. ekstra sengedag, som københavnere har på hospitalerne efter færdigbehandling. Hensigten med plejetaksten er at tilskynde kommunerne til at afstemme plejekapaciteten med behovet og hjemtage plejekrævende patienter hurtigst muligt. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har i budget 2007 afsat 40 mio. kr. til betaling for borgernes ekstra sengedage.

 

LØSNING

For at give københavnerne et bedre tilbud samt reducere kommunens udgifter til færdigbehandlede patienter og medfinansiering af behandlingsudgifterne for uhensigtsmæssigt indlagte er der igangsat to indsatser i 2007: 

 

1) Der ansættes 11 udskrivningskoordinatorer fra 1. april 2007 fordelt på lokalområderne og med ansættelse i P/O-kontorerne. Deres opgave bliver at hjemtage færdigbehandlede borgere gennem et udstrakt samarbejde med hospital, plejehjem og hjemmeplejen i kommunen.

2) Der oprettes 15 akutpladser på plejehjemmet Gl. Kloster på Østerbro fra maj måned 2007. Disse pladser skal først og fremmest fungere som et alternativ til uhensigtsmæssige indlæggelser på hospital og således nedbringe kommunens udgifter til medfinansiering af behandlingsudgifter i sygehusregi. Ved uhensigtsmæssige indlæggelser forstås indlæggelser, som i princippet er unødvendige, men alligevel finder sted af mangel på alternative tilbud.

Det er endvidere forventningen, at akutpladserne vil reducere antallet af færdigbehandlede patienter, dels fordi der indlægges færre borgere, dels fordi akutpladserne i særlige tilfælde kan benyttes til at hjemtage færdigbehandlede patienter.

Der er behov for yderligere at styrke formålet med at reducere antallet af uhensigtsmæssige indlæggelser, og generelt er det et formål at forebygge indlæggelser.  På den baggrund vil forvaltningen - efter kontakt med praktiserende læger og hospitalerne - søge at afstemme eventuelle yderligere kommunale akuttilbud med hospitalernes mulige akuttilbud.  På hospitalerne kan tilbudene dreje sig om udgående geriatriske teams (eksempelvis læge og sygeplejerske fra sygehus, som opsøger beboere og personale på plejehjem), udgående sygeplejerske fra hospitalernes Akut Modtageafdeling (AMA) mv. Drøftelsen med hospitalerne herom indgår i Københavns Kommunes sundhedsaftale med Region Hovedstaden.

 

ØKONOMI

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen forventer, at udskrivningskoordinatorer og akutpladser i 2007 vil spare kommunen for godt 5.000 ekstra sengedage for færdigbehandlede patienter, svarende til en besparelse på ca. 8,3 mio. kr. Hjemtagningen vil dog samtidig medføre øgede udgifter på maksimalt ca. 5,8 mio. kr. til alternative plejetilbud i Sundheds- og Omsorgs­forvaltningen, gennemsnitligt ca. 1.123 kr. per plejedag (botilbud, hjemmepleje mm.).

 

Det er forvaltningens forventning, at akutpladserne vil kunne forebygge knap 300 uhensigtsmæssige indlæggelser i 2007, svarende til en skønnet besparelse på ca. 1,2 mio. kr. i kommunal medfinansiering af den regionale hospitalsaktivitet (Sundheds- og Omsorgsforvaltningen skal fra 1. januar 2007 betale 30 % af DRG-taksten, dog maksimalt 4.476 kr. hver gang en københavner er indlagt på hospital).

 

 

Budget og forventede udgifter 2007, (07 pl.)

Opgaver

Mio. kr.

Betaling for færdigbehandlede patienter

25,8

Udskrivningskoordinatorer fra 1. april 2007

3,0

Plejedagstakst á 1.123 kr. fra 1. maj 2007

5,8

Etablering og drift af 15 akutpladser fra 1. maj 2007

5,4

Samlet budget

40,0

 

 

VIDERE PROCES

Der er nedsat en styregruppe forankret i Center for Faglig Udvikling for etablering og drift af de 15 akutpladser på Gl. Kloster.

 

Der vil blive dannet et forpligtende netværk for udskrivningskoordinatorerne under forsæde af chefen for Genoptræning København og en P/O-chef. 

 

Forvaltningen vil fra ultimo juni måned løbende orientere om udviklingen i den kommunale medfinansiering af det regionale sundhedsvæsen. Forvaltningen vil i efteråret 2007 orientere særskilt om status for og erfaringerne med hjemtagning af færdigbehandlede og forebyggelse af uhensigtsmæssige indlæggelser.

 

 

 

 

 

Lene Sillasen

                                                   /             Jens Egsgaard

 


 

Til top