Indkøb (Indstilling udsendt med dagsordenen for mødet den 29. januar 2001)
Indkøb (Indstilling udsendt med dagsordenen for mødet den 29. januar 2001)
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde mandag den 12. marts 2001
6. Indkøb (Indstilling udsendt med dagsordenen for mødet den 29. januar 2001)
SOU 68/2001 J.nr. 68/2000
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tilslutter sig, at der udarbejdes et konkret oplæg til gennemførelse af en udbudsproces vedrørende leverandører til en indkøbsordning i Københavns Kommunes hjemmepleje.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 12. marts 2001
Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede at tiltræde indstillingen med henvisning til Sundhedsforvaltningens notat af 5. marts 2001, hvorefter forvaltningen skal iværksætte en model for en indkøbsordning efter de ni beskrevne principper i notatet:
- Der foretages et udbud, hvor interesserede butikskæder og butikker i øvrigt i de enkelte bydele kan byde ind på at være med i indkøbsordninger i de enkelte bydele.
- Ordningen etableres ikke via handelsstandsforeningerne, idet de skal have dækket deres egne omkostninger. I stedet foreslås det fastholdt, at det er butikkerne selv – eller andre som ønsker at deltage i ordningerne, f.eks. de enkelte hjemmeplejeenheder – der skal være ansvarlige for pakke- og udbringningsordningerne. Baggrunden herfor er en vurdering af, at butikkene har interesse i at gå ind på dette marked og gøre det til en af deres kerneopgaver.
- Der stilles af hensyn til de ældres tryghed en række krav til leverandørerne, som beskrevet i den oprindelige indstilling. Herunder f.eks. tidspunkter for levering, legitimation, korrekt håndtering af varerne m.v.
- Det overvejes, om der skal indføres en form for bøder ved misligholdelse af de givne betingelser for udbringning på samme vis som på Indre Nørrebro.
- Der fastsættes en fast pris for pakning og for udbringning, hvorved besparelsen forøges med op til 7 – 10 mill.kr. i forhold til at betale en pris svarende til ordningen på Indre Nørrebro. Merbesparelsen afhænger af andelen af borgere, som tilsluttes ordningerne i de enkelte bydele.
- I forlængelse af udvalgets ønsker om fri betalingsform søges der af hensyn til borgernes tryghed skabt mulighed for at betale over PBS, men i øvrigt skal de gængse betalingsformer være mulige for den enkelte borger.
- Der stilles ikke krav om, at indkøbsordningen skal bygges op om cykelbude. Dette af hensyn til at gøre indkøbsordningen så attraktiv som muligt for så mange butikker som muligt af hensyn til at øge borgernes valgmulighed.
- Det skal være muligt at skifte leverandører fra måned til måned på samme vis som på Indre Nørrebro.
- Ved at det er butikkerne m.v. som bliver ansvarlig for udbringningsordningerne, vil de også være ansvarlig for at ansætte personalet. Center for Aktivering og Beskæftigelse vil kunne tage kontakt og tilbyde et samarbejde med de butikker og andre, der bliver godkendt til ordningen.
Jette Bergenholz Bautrup (A) ønskede ført til protokols, at ordningen bør give mulighed for, at hjemmehjælperen – hvis den ældre ønsker dette – kan ledsage den ældre på indkøb.
RESUME
Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede den 23. oktober 2000, at Sundhedsforvaltningen skulle udarbejde et oplæg til indkøbs- og vaskeordninger i hjemmeplejen. Forudsætningen var, at det serviceniveau som kommunen i dag praktiserer ikke måtte forringes.
Med baggrund i at det største effektiviseringspotentiale findes i indkøbsområdet, har den nedsatte projektgruppe udarbejdet en rapport om indkøbsordning i hjemmeplejen. Projektgruppen anbefaler, at der arbejdes videre med en visiteret indkøbsordning med flere leverandører. I forbindelse med at Sundhedsforvaltningen er ved at udarbejde og ibrugtage et nyt visitationsværktøj indgår, at visitationen foretages efter en konkret vurdering af, hvilke dele af et indkøb som borgeren ikke længere selv kan varetage.
Indkøbsordningen forudsættes opbygget omkring en række leverandører i hver bydel og det vil derfor være nødvendigt at gennemføre et offentligt udbud for at godkende leverandørerne. Forslaget bygger endvidere på, at borgeren skal have valgmulighed mellem forskellige leverandører.
Det er vanskeligt at foretage en konkret økonomisk beregning på det forventede sparepotentiale. Men forudsættes bare halvdelen af borgerne at tilmeldes en indkøbsordning forventes en besparelse på 10 mill. kr. Er det kun 10 procent af indkøbene, som kan indgå i en indkøbsordning, vil besparelsen blive på 2 mill. kr.