Bemærkninger til Revisionsrapport vedrørende revision af løn- og personaleområdet 2020
Sundheds- og Omsorgsudvalget skal godkende forvaltningens handleplan i forhold til Revisionsrapport vedrørende revision af løn- og personaleområdet 2020.
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller:
- At Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at indholdet i denne indstilling fremsendes til Økonomiforvaltningen, som udtryk for udvalgets opfølgning på Revisionsrapport vedrørende revision af løn- og personaleområdet 2020.
Problemstilling
Kommunens revisionsselskab Deloitte har i samarbejde med Intern Revision udarbejdet Revisionsrapport vedrørende revision af løn- og personaleområdet 2020. Rapporten indeholder blandt andet en bemærkning stilet til ’forvaltningerne’ vedrørende forventninger og styringsinformation på de fælles administrative områder. Denne bemærkning er ’gul’, hvilket betyder, at revisor anser forholdet for at være væsentligt. Gule bemærkninger og de tilhørende handleplaner skal forelægges de relevante politiske udvalg med henblik på godkendelse af de udarbejdede handleplaner.
Løsning
Revisor anfører følgende bemærkning til forvaltningerne (Gul):
Forventninger og styringsinformation på de fælles administrative områder
Revisor skal anbefale, at alle forvaltninger sikrer implementering af forvaltningsspecifikke forretningsgange til afdækning af de identificerede risici, der fremgår af Bilag 1 til Forretningscirkulæret Ledelsestilsyn vedrørende Løn- og Personaleområdet.
Handleplan
Sundheds – og Omsorgsforvaltningen har i efteråret 2020 udrullet et risikobaseret ledelsestilsyn til alle forvaltningens enheder. I ledelsestilsynet indgår også de risici som er angivet i bilag 1 til Forretningscirkulæret.
Resultatet af enhedernes udførte ledelsestilsyn er, at de efterlever de gældende forretningsgange.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Handleplanerne er sendt til Økonomiforvaltningen den 1. februar 2021 med forbehold for Sundheds- og Omsorgsudvalgets godkendelse. Den samlede godkendelse af alle udvalgs handleplaner vil ske på møde i Økonomiudvalget den 23. februar 2021.
Katja Kayser
/Lars Matthiesen