Fremtidens myndighed i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (FORTROLIG)
Sundheds- og Omsorgsudvalget forelægges forslag til en samling og et kvalitetsløft af myndighedsområdet i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Med forslaget vil myndighedsindsatsen (visitation med videre) blive samlet og styrket med henblik på at
- sikre større sammenhæng for de borgere, der har komplekse forløb med mange aktører involveret
- understøtte en hurtig og intensiv udrednings- og rehabiliteringsindsats for de borgere, der med rette hjælp kan forblive helt eller delvist selvhjulpne.
- ensarte serviceniveauet
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller overfor Sundheds- og Omsorgsudvalget,
1. at udvalget godkender, at forvaltningen pr. 1. april 2021 samler hovedparten af forvaltningens myndighedsfunktioner i to nye områdemyndigheder – Nord og Syd
Problemstilling
Arbejdet med fremtidens myndighed og det indstillede forslag ligger i forlængelse af tidligere drøftelser i Sundheds- og Omsorgsudvalget om forenklinger og omlægninger i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen med borgernes behov og administrativ effektivisering for øje. Drøftelserne i Sundheds- og Omsorgsudvalget har omhandlet tilrettelæggelse af de midlertidige døgnophold i august 2018, omlægning af genoptrænings- og forebyggelsesområdet i marts 2019 og ikke mindst beslutningen om omlægning fra fem til to områder i forbindelse med vedtagelsen af budget 2020, i marts 2019. Med omlægningen af ”fem til to” blev der lagt fokus på udviklingen af den administrative driftsunderstøttelse for at ruste forvaltningen til sundheds- og omsorgsfaglige opgaver i fremtidens sundhedsvæsen. Disse forudgående drøftelser er bagtæppet for, at udvalget nu præsenteres for oplæg til fremtidens myndighed.
Hensigten med disse omlægninger er, og har været, at borgerne oplever en professionel Sundheds- og Omsorgsforvaltning, som har borgerens behov i fokus. I drøftelserne i udvalget er der også lagt vægt på, hvordan en fagligt kompetent og administrativt effektiv forvaltning kan understøtte, at borgerne får den behandling og hjælp, som de har behov for, og at serviceniveauet er ens, uanset hvor i byen borgeren bor.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen varetager myndighedsopgaver vedrørende sundheds- og omsorgstilbud til ældre københavnere. Det er forvaltningen som myndighed, der tildeler og bevilger indsatser og justerer hjælpen i dialog med "leverandørerne", såsom hjemmeplejen. Det er dermed forvaltningen som har ansvaret for, at den enkelte borger får den rette hjælp på rette tidspunkt. Den demografiske udvikling og udviklingen i sundhedsvæsenet tydeliggør et behov for også at gentænke den kommunale myndighedsopgave på ældreområdet. Hvordan sikres rette borger rette indsats?
Forskellige borgere – forskellig myndighedstilgang
Den nuværende organisering af myndighedsområdet betyder, at københavnere med et stort behov for støtte fra forvaltningen er i dialog med flere myndighedspersoner, forankret i forskellige myndighedsfunktioner med forskellig indfaldsvinkel til forløbet. Det gælder eksempelvis borgere, der modtager samtidig hjemme- og sygepleje, indlægges og måske genindlægges, og som efter udskrivelse kommer på et midlertidigt døgnophold, eller kommer tilbage til eget hjem med stort behov for støtte. Borgers forløb bliver i disse tilfælde koordineret flere steder fra, og myndighedsansvaret skifter hænder undervejs i forløbet. Det giver udfordringer i forhold til at skabe den nødvendige sammenhæng og gode overgange i disse mere komplekse borgerforløb.
En anden gruppe borgere støttes i dag ikke i tilstrækkeligt omfang i at forblive så selvhjulpne som muligt forud for eventuel tildeling af hjælp. Dette gælder eksempelvis borgere med let funktionstab, der henvender sig første gang. For disse borgere er det centralt, at der hurtigt igangsættes et intensivt udrednings- og rehabiliteringsforløb, hvor borger får den nødvendige støtte og dermed - i videst muligt omfang – kan blive selvhjulpen.
Flere og mere komplekse sundheds- og omsorgsopgaver
Københavnerne lever længere, og derfor bliver der flere ældre med kroniske sygdomme og nedsat funktionsevne. Kortere indlæggelser og flere ambulante behandlinger betyder samtidigt flere kommunale sundhedsopgaver, mere kompliceret pleje og flere borgerforløb på tværs af sektorer og på tværs af kommunens egne indsatser.
Løsning
At skabe kvalitet og sammenhæng for borgerne og bruge ressourcerne målrettet og effektivt har været målet for en længere proces i forvaltningen med formulering og beskrivelse af "Fremtidens myndighed", jævnfør bilag 1. På baggrund af både eksterne og egne analyser, afprøvninger, erfaringsopsamlinger og vidensdeling foreslår Sundheds- og Omsorgsforvaltningen en organisationsændring på myndighedsområdet jævnfør bilag 2 og 3, der fuldt implementeret vil betyde følgende:
En myndighedsindsats med afsæt i borgernes behov
Borgere i "komplekse forløb" og med stort funktionstab vil blive tilknyttet Enhed for Støtte og Koordinering i Nord eller Syd. Borgeren vil her få én fast tovholder, der – sammen med et mindre team om borgeren - er myndighed og koordinerende for borgerens samlede forløb.
Hovedparten af de borgere, der henvender sig til myndigheden for at søge hjælp, vil blive tilknyttet enheden Udredning og Rehabilitering i Nord eller Syd. Her vil de blive mødt med en hurtigt iværksat udredning af deres funktionsniveau i sammenhæng med et intensivt, korterevarende rehabiliteringsforløb.
Enheden Rådgivning og Vejledning vil tage imod alle nye borgere og, ved behov, henvise enten til Udredning og Rehabilitering eller til Støtte og Koordinering.
En samling af myndighedsopgaverne i to områdemyndigheder
Myndighed Nord og Myndighed Syd vil have en tættere sammenhæng til blandt andet hospitalernes optageområder og forvaltningens midlertidige døgnophold.
Omlægningen vil betyde, at de ca. 230 medarbejdere og ledere på myndighedsområdet vil besidde en specialiseret myndighedsfaglig viden om netop ”deres” borgergruppes behov, jævnfør bilag 4. Derfor vil borgerne i ”mødet med kommunen” opleve, at indsatsen i højere grad end i dag tager udgangspunkt i deres situation – om der er brug for udredning og rehabilitering eller støtte og koordinering.
Økonomi
En omstilling som den foreslåede skal ledsages af relevant kompetenceudvikling for medarbejdere og ledere i de nye myndighedsenheder, og skal så vidt muligt understøttes af fysisk samling af de nye områdeenheder. Forvaltningen vil derfor udarbejde en investeringscase med henblik på overførselssagen 2021.
Investeringen i en omlægning af myndighedsvaretagelsen forventes, blandt andet som følge af den generelt øgede grad af sammenhæng og koordinering af myndighedsopgaverne, at medføre en mere effektiv anvendelse af ressourcerne både til myndighedsvaretagelse og til drift. Dette vil eksempelvis komme til udtryk gennem flere og mere intensive udredningsforløb, der vil give borgerne mulighed for at blive mere, eller helt, selvhjulpne. Forslaget bidrager i øvrigt til realisering af de vedtagne administrative besparelser i Budget 2021.
Videre proces
Såfremt Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltræder indstillingen, vil forvaltningen orientere berørte ledere og derefter SUFMED, A-MED og berørte medarbejdere. Herefter kan omlægningen meldes ud i den samlede organisation. Udvalget bedes behandle indstillingen fortroligt frem til udmelding i organisationen.
I forlængelse heraf vil forvaltningen, med den fornødne inddragelse af SUF-MED, påbegynde planlægning af de organisatoriske omlægninger, herunder eksempelvis tilpasning af ledelsesstruktur.
2021 vil generelt blive et udviklingsår, hvor det faglige indhold og de organisatoriske rammer på myndighedsområdet i et samarbejde med MED-strukturen skal falde helt på plads.
Katja Kayser
/Helle Schnedler
Beslutning
For: A, B, F, O, V, Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti (8)
Imod: ingen
Undlod at stemme: Ø (2)