Mødedato: 10.12.2015, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Idékatalog for Smarte investeringer i kernevelfærden

Se alle bilag
Sundheds- og Omsorgsudvalget skal godkende, at idébeskrivelserne til 'Smarte investeringer i kernevelfærden' videreudvikles til business cases med henblik på, at forvaltningen kan søge om midler fra kommunens investeringspuljer. 

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at forvaltningens idebeskrivelser til 'Smarte investeringer i kernevelfærden (bilag 1)' videreudvikles til business cases: 

a) Opdateret og udbygget digitalt netværk giver bedre mobile arbejdsgange for medarbejdere på sundheds- og ældreområdet

b) Digital parathed i alle ledelseslag

c) Velfærdsteknologisk akademi     

d) Skærmteknologi - bedre flow og logistikstyring

e) Automatisk pilleautomat til dosering af medicin

f) 2 til 1 i hjemmeplejen ved hjælp af loftlifte og mobile lifte

g) Styrket samarbejde med civilsamfund og frivillige - forebyggelse af ensomhed

h) Social impact bond på overvægt og fysisk inaktivitet.

 

Problemstilling

Den kraftige befolkningsudvikling i Københavns Kommune gør det sammen med loftet over de kommunale serviceudgifter nødvendigt at gennemføre effektiviseringer, hvis det nuværende serviceniveau skal opretholdes. Samtidig skærper omprioriteringsbidraget fra Finanslov 2016 kommunens effektiviseringsbehov frem mod 2019. Københavns Kommune har allerede i stort omfang høstet de effektiviseringer, der kan beskrives som lavthængende frugter, og med Budgetaftale 2016 er det derfor besluttet at igangsætte en ambitiøs strategi for implementering af ny teknologi i kommunens drift, uddannelse af kommunens medarbejdere og inddragelse af borgere og virksomheder. Strategien 'Smarte investeringer i kernevelfærden' skal sikre, at nye teknologiske muligheder omsættes til intelligente effektiviseringer og bedre borgeroplevelser. Der er afsat investeringspuljer på i alt 452 mio. kr. til at understøtte strategien, og fra Budget 2017 afsættes der 250 mio. kr. årligt.

Kommunens forvaltninger har fået som opdrag at udarbejde idekataloger med idébeskrivelser til 'Smarte investeringer i kernevelfærden'. Idékatalogerne skal fremlægges for fagudvalgene i december 2015 (nærværende indstilling). Idébeskrivelserne skal videreudvikles til business cases, der skal danne grundlag for forvaltningernes ansøgning om investeringspuljemidler.

Løsning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har udarbejdet idékatalog til 'Smarte investeringer i kernevelfærden' på sundheds- og ældreområdet. Forvaltningen fremlægger i alt 8 idébeskrivelser med et foreløbigt, samlet investeringsbehov på 53 mio. kr. i anlæg og 4,8 mio. kr. i drift og et foreløbigt, samlet varigt effektiviseringspotentiale på i alt -18,6 mio. kr. (jf. bilag 1). Det enkelte forslags anslåede investeringsbehov, anslåede effektiviseringspotentiale og anslåede tilbagebetalingsperiode fremgår af tabel 1 nedenfor. Økonomien er ikke afklaret for alle 8 forslag på nuværende tidspunkt.

For at modtage midler fra investeringspuljerne skal en business case have en tilbagebetalingstid på maksimalt 6 år. Grundinvesteringer i IT, som er en forudsætning for andre business cases, kan dog modtage midler, selvom kravet vedrørende tilbagebetalingstiden ikke er opfyldt. Tiltag, der reducerer fremtidige merudgifter, kan også indgå.

De effektiviseringer, der følger af 'Smarte investeringer i kernevelfærden', vil tilfalde de relevante fagudvalg og kan anvendes til at opfylde udvalgenes andel af effektiviseringsmåltallet i de kommende år.

Tabel 1. Idebeskrivelsernes anslået økonomi og tilbagebetalingsperiode

Forslagets navn 

Investeringsbehov,
anlæg 

(1.000 kr.)

Investeringsbehov,
drift 

(1.000 kr.)

Varig
nettoeffektivisering

(1.000 kr.)

Tilbagebetalingstid

(år)

SU1. Opdateret og udbygget digitalt netværk giver bedre mobile arbejdsgange for medarbejdere på sundheds- og ældreområdet 4.100

0

0

-

SU2. Digital parathed i alle ledelseslag

550

1.550

0

-

SU3. Velfærdsteknologisk akademi  3.500  2.170  -2.100  5
SU4. Skærmteknologi - bedre flow og logistikstyring  40.150  0  -12.450  6
SU5. Automatisk pilleautomat til dosering af medicin  -  -  -  -
SU6. 2 til 1 i hjemmeplejen ved hjælp af loftlifte og mobile lifte  4.750  1.100  -4.100  4
SU7. Styrket samarbejde med civilsamfund og frivillige - forebyggelse af ensomhed  -  -  -  -
SU8. Social impact bond på overvægt og fysisk inaktivitet  -  -  -  -

Nogle af forslagene i idékataloget er en forudsætning for andre af forslagene, jf. figur 1 nedenfor. Alle 8 forslag beskrives kort, efter figuren. En nærmere beskrivelse fremgår af idékataloget (bilag 1).

Figur 1.  Sammenhænge mellem idébeskrivelserne og kobling til strategier for digitalisering og velfærdsteknologi

Opdateret og udbygget digitalt netværk giver bedre mobile arbejdsgange for medarbejderne på sundheds- og ældreområdet
Forslaget omhandler udrulning af et fuldt udbygget trådløst netværk. Et fuldt udbygget digitalt fundament er en forudsætning for ibrugtagning af det nye omsorgssystem, hvor medarbejdernes arbejdsgange med digitale løsninger kræver anvendelse af mobile enheder for alle medarbejdergrupper. Med et fuldt udbygget trådløst netværk bliver det muligt at flytte dokumentation og anvendelsen af velfærdsteknologi tættere på borgerne. Jf. figur 1 er et fuldt udbygget trådløst netværk også en forudsætning for Sundheds- og Omsorgsforvaltningens forslag til investeringspuljen, ex. 'Skærmkommunikation' og 'Automatisk pilleautomat'.

Digital parathed i alle ledelseslag
Forslaget omhandler digital kompetenceudvikling af Sundheds- og Omsorgsforvaltningens ledere, så lederne er i stand til at sætte digitale forandringsprocesser i gang og understøtte medarbejderne i implementeringen og overgangen til det nye omsorgssystem. Ledernes kompetencer er uens, ligesom behovene er forskellige i de forskellige ledelseslag - men bredt set oplever forvaltningen en række udfordringer, som handler om manglende, grundlæggende forståelse for det digitale, men også om generelle ledelsesmæssige kompetencer, som er nødvendige for at kunne støtte medarbejderne i digitale forandringsprocesser. Jf. figur 1 er ledelsens digitale parathed også grundlag for Sundheds- og Omsorgsforvaltningens forslag til investeringspuljen, ex. 'Skærmkommunikation' og 'Automatisk pilleautomat'.

Velfærdsteknologisk Akademi
Forslaget omhandler etablering af et Velfærdsteknologisk Akademi, der skal øges borgernes adgang til velfærdsteknologi og borgeres og medarbejderes evne til at anvende teknologierne. Som en del af akademiet etableres tre velfærdsteknologiske læringslejligheder på rehabiliteringscentrene, medarbejdere certificeres i brug af velfærdsteknologi ved relevante uddannelsesinstitutioner, og der etableres en medarbejderrådgivning i brug af teknologierne. Jf. figur 1 er forslaget sammenhængende med forslaget om '2 til 1 i hjemmeplejen'.

Skærmteknologi - bedre flow og logistikstyring
Forslaget omhandler anvendelse af store interaktive overblikstavler i relevante driftsenheder i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Ved at supplere omsorgssystemet med en massiv brug af overblikstavler sikres overblik og flow i borgerforløb. Dette mindsker medarbejdernes tidsforbrug til dokumentation og videndeling, øger kvaliteten ved vagtoverdragelse og skaber bedre borgerforløb. Forslaget er afhængigt af forslaget om 'Opdateret og udbygget digitalt netværk'.

Automatisk pilleautomat til dosering af medicin
Forslaget omhandler afprøvning og implementering af pilleautomat til dosering af medicin. Den lille, intelligente, online pilleautomat forenkler medicinhåndtering og mindsker fejlmedicinering. Dermed reduceres den tid, der bruges til medicindosering, og medicinsikkerheden øges. Forslaget er afhængigt af 'Opdateret og udbygget digitalt netværk', og økonomipotentialet er afhængigt af teknologiudvikling og samarbejde med eksterne parter.

2 til 1 i hjemmeplejen ved hjælp af loftlifte og mobile lifte
I dag er det nødvendigt at være to medarbejdere til forflytning af borgere i hjemmeplejen. Forslaget omhandler investering i loftlifte, og mobile lifte i hjemmeplejen, for derved at gøre det muligt for én medarbejder at sikre en god forflytning. Forslaget indeholder også kompetenceudvikling af medarbejderne. Forslaget er sammenhængende med 'Velfærdsteknologisk Akademi'. 

Styrket samarbejde med civilsamfund og frivillige - forebyggelse af ensomhed
Forslaget omhandler udvikling af et øget samarbejde og en øget samskabelse med foreninger og civilsamfund. Kernevelfærdsløsninger og et aktivt medborgerskab styrkes og nytænkes ved opprioritering af centrale kompetencer og ressourcer på frivillighedsområdet og videreudvikling og facilitering af det lokale samarbejde mellem frivillige og kommunale institutioner. Der indgås partnerskaber om specifikke indsatser, så ensomhed og isolation hos københavnere nedbringes og københavnernes psykiske og fysiske sundhed fremmes.

Social Impact Bond på overvægt og fysisk inaktivitet
Forslaget omhandler oprettelse af et social impact bond, dvs. en kontrakt mellem kommune og civilsamfundsorganisationer om betaling for sundhedsforbedringer, der kan generere effektiviseringer i Københavns Kommune. Konkret oprettes et 3 årigt program, der skal hjælpe svært overvægtige københavnere i alderen 25-55 år, som er i beskæftigelse, med at øge niveauet af fysisk aktivitet og reducere deres overvægt. Forslaget er usikkert med hensyn til tilbagebetalingstid.

Forvaltningen anbefaler Sundheds- og Omsorgsudvalget, at de 8 idébeskrivelser videreudvikles til egentlige business cases, så potentialet i forslagene afdækkes fuldt ud. I udarbejdelse af business cases vil øvrige relevante fagforvaltninger blive inddraget.

Økonomi

Indstillingen har ingen direkte økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen udarbejder business cases på de idébeskrivelser, Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender i forlængelse af nærværende indstilling. De udarbejdede business cases vil danne grundlag for forvaltningens ansøgning om investeringspuljemidler, og skal som en del af ansøgningsprocessen godkendes af først Sundheds- og Omsorgsudvalget, Økonomiudvalget og endeligt af Borgerrepræsentationen.

Udarbejdelse og godkendelse af business cases vil følge processen for/have samme kadence som effektiviseringsbidrag til budget 2017. Dette muliggør, at effektiviseringerne i de udarbejdede business cases kan indgå i fagudvalgenes effektiviseringsmåltal til budget 2017.

 

            Hanne Baastrup

/Søren Winther Rasmussen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.

Protokolbemærkning fra Enhedslisten, Ø:

"Enhedslisten støtter videreudvikling af ”Smarte investeringer i kernevelfærden”, da det vil frigive varme hænder til andre opgaver og dermed kunne styrke den borgernære kernevelfærd".


Til top