Budget 2016 - Udmøntning af budget 2016
Indstilling og beslutning
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen om udmøntningen af det vedtagne budget 2016 til efterretning.
Problemstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har fordelt Budget 2016 på forvaltningens aktiviteter og budgetansvarlige enheder og udmøntet de vedtagne effektiviseringer og budgettilførsler samt demografitilpasning. Dette er sket på baggrund af Borgerrepræsentationens vedtagelse af budgettet d. 1. oktober 2015.Løsning
Med denne indstilling præsenteres udvalget for de tiltag, der blev godkendt af Borgerrepræsentationen i forbindelse med vedtagelsen af budget 2016, og som har konsekvenser for Sundheds- og Omsorgsudvalget. Der gives et overblik over udvalgets samlede budget. Med budgetvedtagelsen i Borgerrepræsentationen bemyndiges forvaltningen til at udmønte de vedtagne bevillinger på enheder. Sundheds- og Omsorgsudvalget er blevet orienteret om budgettet på udvalgsmødet d. 17. september 2015. Forvaltningen har nu udmøntet de vedtagne budgetændringer (tilførsler, effektiviseringer, budgetophør, demografitilpasning mv.) til enhederne, jf. bilag 1.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets vedtagne budget 2015 består af bevillingerne på styringsområderne service, anlæg, overførsler og finansposter, jf. tabel 1.
Tabel 1. Sundheds- og Omsorgsudvalgets vedtaget budget 2016
Alle beløb opgives i løbende priser | 2016 |
1.000 kr. | |
Service | |
Bevilling Sundhed | 362.124 |
Bevilling Pleje, service og boliger for ældre | 341.839 |
Bevilling Pleje, service og boliger for ældre, Demografireguleret | 3.319.173 |
Bevilling Administration | 175.306 |
Service i alt | 4.198.442 |
Anlæg i alt | 115.296 |
Overførsler | |
Bevilling Ældreboliger | 44.956 |
Bevilling Aktivitetsbestemt medfinansiering af sundhedsvæsenet | 1.854.452 |
Bevilling Særligt dyre enkeltsager | -772 |
Overførsler i alt | 1.898.636 |
Finansposter i alt | 156.807 |
Budget i alt | 6.369.181 |
Udvikling i Sundheds- og Omsorgsudvalgets serviceudgifter fra 2015 til 2016 fremgår af tabel 2:
Budget 2016 - Økonomiske konsekvenser for SOU | 2016 | |
Service | Anlæg | |
1. TILFØRSLER BUDGETAFTALE 2016: | 28.341 | 0 |
2. TILFØRSLER FRA TIDLIGERE BUDGETAFTALER: | 3.452 | 0 |
3. BUDGETAFTALEOPHØR 2016: | -21.612 | 0 |
4. INTERN OMSTILLING: | -17.759 | 0 |
5. DEMOGRAFITILPASNING: | -31.722 | 0 |
6. EFFEKTIVISERINGER: | -55.827 | 11.996 |
7. DUT: | -1.641 | 0 |
8. ØVRIGE KORREKTIONER: | 19.192 | 0 |
SAMLEDE KONSEKVENSER FOR SOU | -77.577 | 11.996 |
Tilførsler fra Budgetaftale 2016
Tilførslerne til budget 2016 udgør 28,3 mio. kr. og vedrører midler til følgende indsatser:
6,2 mio. kr. til bedre normeringer på plejecentre i aftentimerne
5,0 mio. kr. til praksisplan for almen praksis
3,6 mio. kr. til reduktion af ventetid til genoptræning
1,96 mio. kr. til forebyggelse af indlæggelser og genindlæggelser
3,5 mio. kr. til sund trivsel blandt børn og unge
2,5 mio. kr. til indsats mod ensomhed
1,5 mio. kr. til hjerneskadekoordinatorfunktion
1,8 mio. kr. til kompensation for skæv DUT vedr. henholdsvis EUD-reformen og beskæftigelsesreformen
0,9 mio. kr. til forsøg med weekendåbent i aktivitetscenter
0,9 mio. kr. til fastholdelse af uændret takst for mad til hjemmeboende
0,45 mio. kr. til pårørendeuddannelse
0,03 mio. kr. til cykling uden alder
For en række af ovenstående budgettilførsler har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen nogle uddybende kommentarer til implementeringen:
Bedre normeringer på plejecentre i aftentimerne
Udgangspunktet for implementeringen af indsatsen er, at plejecentrene arbejder meget forskelligt med deres vagtplanlægning, ligesom der er stor variation i, hvordan borgenes behov og ønsker om bemanding i aftentimerne imødekommes. For at sikre, at de 6,2 mio. kroner bedst muligt omsættes til flere hænder i aftenvagten på de enkelte enheder, vil ændringen i arbejdstilrettelæggelsen blive drøftet i ledelseskæden og sluttelig i de lokale MED-udvalg med henblik på implementering. Der skal i den forbindelse samtidigt ses på, om den mere fleksible arbejdstidstilrettelæggelse, som er nødvendig for at imødekomme borgernes behov, kan organiseres på en måde, der også indtænker større fleksibilitet for medarbejderne. Indsatsen skal understøtte den kulturudvikling, som Ældrepolitikken peger på, både på plejecentrene og mere generelt i måden, hvorpå hele forvaltningen yder service til borgerne.
Forebyggelse af indlæggelser og genindlæggelser, reduktion af ventetid til genoptræning og praksisplan for almen praksis
Sundhedsaftalen og praksisplan er aftaler indgået mellem 29 kommuner i Region Hovedstaden og regionen. I forbindelse med udmøntning af sundhedsaftale og praksisplan vil Sundheds- og Omsorgsforvaltningen bl.a. arbejde med forebyggelse af indlæggelser og genindlæggelser og reduktion af ventetid til genoptræning.
I relation til de 1,959 mio. kroner til forebyggelse af indlæggelser og genindlæggelser vil en række af initiativerne for 2016 løbe over flere år og er endnu ikke fuldt ud konkretiseret. Der vil dog blandt andet være fokus på identifikation af sårbare borgere, tidlig opsporing og indsats vedrørende KOL og børn med astma og forebyggeligt storforbrug af sundhedsydelser. De 3,6 mio. kroner til reduktion af ventetiden til genoptræning udmøntes til ansættelse af flere terapeuter på træningscentrene. En hurtigere igangsætning af genoptræningsforløb skal understøtte omkostningseffektive borgerforløb og bidrage positivt til, at borgere kan opnå samme eller bedst mulig funktionsniveau.
Praksisplanen for almen praksis er endnu ikke endeligt godkendt, ligesom det udestår at indgå underliggende aftale om praksisplanen. Det er derfor ikke på nuværende tidspunkt muligt at konkretisere, hvordan de 5,0 mio. kroner til praksisplanen anvendes i 2016.
Sund trivsel blandt børn og unge
I forbindelse med implementering af indsatserne vil forvaltningen arbejde med at udvikle en Sundhedsordning, som samler en række af de kommunale sundhedstilbud til unge og skaber bedre koordination og synergi mellem de forskellige tilbud. Målet er, at de unge oplever én lokal indgang til de kommunale sundheds- og trivselstilbud og dermed en mere tilgængelig hjælp med trivsels- og sundhedsmæssige problemstillinger.
De 1,4 mio. kroner, som er afsat til psykologsamtaler til psykisk sårbare unge udmøntes til to indsatser. Dels udvides den nuværende indsats ’Ung i Forandring’ med to psykologer, der går ud på ungdomsuddannelser og holder samtaleforløb med unge. Dels etableres et nyt tilbud om klasseundervisning om forebyggelse af angst og depression samt herunder sparring og rådgivning om den pædagogiske praksis til lærere og vejledere på de involverede skoler.
Der udmøntes 0,9 mio. kroner i udbygning af et partnerskab med Headspace, som Københavns Kommune har samarbejdet med siden 2013. Headspace er et anonymt og gratis rådgivningstilbud til børn og unge.
Tilbuddet Sundhedstjekket tilføres 1,2 mio. kr. og gøres med budget 2016 varigt. Den udgående funktion af Sundhedstjekket udbygges med tilbud om sundhedstjek på flere ungdomsuddannelser. Sundhedstjekket har fortsat fokus på tidlig opsporing blandt unge mellem 13 og 20 år og tilbyder vejledning og støtte til, hvordan de unge kan håndtere bekymringer i forhold til deres kost- og motionsvaner. Sundhedstjekket forankres i Vesterbro Sundhedshus.
Indsats mod ensomhed
Der er afsat 2,5 mio. kr. til en styrket indsats, jf. indstilling om §79-klubber og ensomhed. I bevillingsprocessen lægges der vægt på samarbejde med ældreklubber om netværksskabelse og opsøgende indsats mod ensomhed, herunder aktiviteter med ældre på plejecentre.
Hjerneskadekoordinatorfunktion
De 1,5 mio. kroner udmøntes ved, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningeni fællesskab udvikler en enhed, der skal sikre, at borgeren oplever et velkoordineret forløb samt en øget effektivitet og kvalitet i rehabiliteringsforløbet. Der ansættes to hjerneskadekoordinatorer i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og to i Socialforvaltningen. I praksis samles alle fire hjerneskadekoordinatorer dog i én samlet enhed, så borgerne får adgang til forskellige kompetencer og viden om hele det kommunale hjerneskadeområde ét sted.
Forsøg med weekendåbent i aktivitetscenter
De 0,9 mio. kroner anvendes til et pilotforsøg med bemandet lørdagsåbent på 15 vedligeholdende pladser på Aktivitetscenter Langgade i en toårig periode. Tilbuddet bliver bydækkende med tilknyttet kørsel, idet der ikke vurderes at være behov svarende til 15 pladser i et enkelt lokalområde, og tilbuddet skal have en vis størrelse for at kunne drives rentabelt. Målgruppen er borgere med behov for en vedligeholdende indsats. Derfor vil tilbuddet indholdsmæssigt fokusere på individuelle, meningsfulde aktiviteter og omsorg med fokus på mestring og understøttelse af sociale relationer.
Pårørendeuddannelse
De tildelte 0,45 mio. kroner udmøntes i en pårørendeuddannelse, med fokus på de generiske elementer i det at være pårørende. Uddannelsen dækker dermed pårørende generelt, hvor kommunens hidtidige pårørendetilbud har været diagnosespecifikke. Pårørendeuddannelsen vil tage udgangspunkt i programmet lær at tackle kronisk sygdom, som er et evidensbaseret kursusprogram udviklet af Stanford University, og er udbredt i hele verden. Programmet bygger på det princip, at mennesker med kronisk sygdom underviser andre med kronisk sygdom. Målet med uddannelsen er, at pårørende får nogle generelle redskaber til at mestre egen situation og mulighed for drøftelser i et fortroligt rum blandt ligesindede.
Tidligere budgetaftaler
Tilførsler fra tidligere budgetaftaler udgør 3,5 mio. kr. og dækker blandt andet over en tilførsel på 2,3 mio. kr. til ældre medicinske patienter og sikker medicinindtagelse vedtaget med budget 2014.
Budgetaftaleophør og intern omstilling
Budgetaftaleophør 2016 udgør 39,371 mio. kr., men da Sundheds- og Omsorgsudvalget har fundet interne omstillinger for 17,759 mio. kr. til medfinansiering af budgetophør reduceres effekten af budgetophør til 21,612 mio. kr. I budgetophøret indgår blandt andet midler til forebyggelse af ensomhed og fleksjobpulje. De interne omstillinger, der er fundet inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets rammer finansierer blandt andet ophør af tilskud til mad til hjemmeboende ved en effektivisering af hjemmeplejebudgettet, samt ophør af midler til sygdomsforebyggelse ved reduktion af borgerrettede aktiviteter på forebyggelsescentrene.
Der har på baggrund af Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning om optimering af køreruter ved madudbringning været gennemført et nyt udbud i efteråret, som imidlertid ikke har givet den forventede besparelse på 2,1 mio. kr. Imidlertid er antallet af modtagere af udbragt mad fortsat faldende, hvorfor den urealiserede besparelse vurderes at kunne dækkes inden for det samlede budget på dette område.
Demografitilpasning
Demografitilpasningen af Sundheds- og Omsorgsudvalgets budget udgør -31,7 mio. kr., hvoraf -45,9 mio. kr. vedrører køb og salg af pladser, mens der bliver tilført 7,6 mio. kr. til plejehjemsområdet, 2,3 mio. kr. til hjemmepleje og sygepleje og 4,3 mio. kr. til øvrige områder. Demografitilpasningen på plejehjemsområdet finansierer den manglende realisering af demografitilpasning af budget 2015, svarende til 16 pladser.
Effektiviseringer og øvrige korrektioner
Effektiviseringerne udgør i alt -55,8 mio. kr., hvoraf -28,5 mio. kr. vedrører forvaltningsspecifikke effektiviseringer vedtaget i budget 2016, og -14,7 mio. kr. vedrører forvaltningsspecifikke effektiviseringer vedtaget med tidligere års budget. I de forvaltningsspecifikke effektiviseringer indgår 8 mio. kr. i forbindelse med nyt udbud af tøjvask og -6,1 mio. kr. reduktion af budget til vederlagsfri fysioterapi. Tværgående og øvrige effektiviseringer udgør i alt -12,6 mio. kr..
I de øvrige korrektioner på 19,2 mio. kr. indgår blandt andet overførsel af budget til betaling for servicearealer svarende til 9,5 mio. kr., 3,7 mio. kr. som følge af ny overenskomst på døgnområdet samt 2,3 mio. kr. til Arbejdsmiljø Københavns indsats mod sygefravær i kommunen.
Økonomi
De økonomiske konsekvenser for Sundheds- og Omsorgsudvalget vedrørende budget 2016-2019 fremgår mere detaljeret af bilag 2.
Videre proces
Budgettet på Sundheds- og Omsorgsudvalgets område udmeldes af forvaltningen til budgetenhederne med virkning fra 1. januar 2016.
Hanne Baastrup
/Søren Winther Rasmussen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.
Udvalget bad om en status på plejecentrenes fordeling mellem personale i dag/aften/nat og weekendvagter samt om at orientere udvalget, på et kommende møde, om udmøntningen af budgetmidler afsat til omfordeling af personale fra dag- til aftenvagt.