Mødedato: 10.12.2015, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Høring om ændringer i vedtægter for Ældrerådet i Københavns Kommune

Se alle bilag
Godkendelse af høring om ændringer i vedtægter for Ældrerådet i Københavns Kommune.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender at sende forslag til vedtægtsændringer for Ældrerådet i Københavns Kommune i høring i Borgerrepræsentationens stående udvalg og lokaludvalg (bilag 1).

Problemstilling

Der skal afholdes valg til Københavns Ældreråd i efteråret 2016. Ved sidste valg blev de 25 pladser i Ældrerådet fordelt ved, at de første 12 pladser var reserveret til den kandidat bosiddende i hvert af de 12 lokaludvalgsområder, som havde fået flest stemmer. De resterende pladser blev fordelt til de kandidater, der herefter havde modtaget flest stemmer uanset bydel/lokaludvalgsområde. Da der ikke var opstillet kandidater til Ældrerådet fra alle bydele, er ikke alle bydele i dag repræsenteret i Ældrerådet.

Ældrerådet har foreslået Sundheds- og Omsorgsborgmesteren, at der i forbindelse med valg til Ældrerådet i Københavns Kommune foretages to vedtægtsændringer vedrørende opstillingsmetode og rådets samarbejde med Borgerrepræsentationens stående udvalg.

Løsning

Opstillingsmetode

Ældrerådet foreslår, at vedtægterne ændres, således at kandidater til Ældrerådet opstiller for hele København, og at de 25 pladser i Ældrerådet tildeles de 25 kandidater, der har opnået flest stemmer ved ældrerådsvalget. Dette ændringsforslag er efter Ældrerådets vurdering en logisk konsekvens af, at Ældrerådet siden 2013 har været et bydækkende råd, der arbejder med ældrepolitiske tiltag på byniveau og med problemstillinger af generel eller principiel interesse for ældre borgere i hele byen. Som et bydækkende råd søger Ældrerådet at repræsentere ældre borgere i hele København, uanset hvor i byen rådsmedlemmerne bor.

Ændringsforslaget indebærer, at kandidater til Ældrerådet ikke længere opstiller og udpeges med reference til deres bydel/lokaludvalgsområde, men vælges af og blandt borgere over 60 år i hele København.

Styrkelse af samarbejdet med politiske udvalg

Ældrerådet ønsker at styrke samarbejdet med Borgerrepræsentationens stående udvalg, således at rådet mødes mindst en gang årligt med Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, og mindst to gange årligt med Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget. Årsagen til, at rådet ønsker at mødes hyppigere med Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget er, at de to politiske udvalg træffer beslutninger, der vedrører de fleste og svageste ældre borgere i København.   

De konkrete forslag til vedtægtsændringer fremgår af bilag 1.

Ældrerådet ønsker samtidig, at det understreges overfor forvaltningerne, at rådet skal have alle sager i høring, som vedrører ældre borgere i Københavns Kommune.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser af forslaget.

Videre proces

Forslag til vedtægtsændringer sendes i høring i Borgerrepræsentationens stående udvalg og i lokaludvalgene i perioden den 14. december 2015 – 11. februar 2016. Efter endt høringsperiode forventes sagen behandlet i Sundheds- og Omsorgsudvalget den 15. marts og videre til behandling i Økonomiudvalget den 12. april og Borgerrepræsentationen den 28. april 2016.

 

Hanne Baastrup

/Rikke Blom

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top