Mødedato: 10.11.2005, kl. 15:00

Ingen titel

Ingen titel

Sundheds- og Omsorgsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 10. november 2005

 

 

Sager til beslutning

 

5.      Ændring af gældende trafikstøjretningslinjer og administrationspraksis

 

SOU 358/2005  J.nr. 49/2000

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Bygge- og Teknikforvaltningen, Miljø- og Forsyningsforvaltningen og Sundhedsforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget, Miljø- og Forsyningsudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, og

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler:

at de i indstillingen beskrevne supplerende trafikstøjretningslinier for etablering af nye boliger, daginstitutioner, skoler og hospitaler vedtages og indarbejdes i Kommuneplan 2005

at administrationspraksis for trafikstøjretningslinier for byomdannelses- og byudviklingsområder ændres som beskrevet i indstillingen

at ændringen i administrationspraksis indarbejdes i redegørelsen til støjretningslinier i Kommuneplan 2005 og senest træder i kraft for byomdannelses- og byudviklingsområder omfattet af anden halvdel af planperioden i Kommuneplan 2005.

 

 

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 10. november 2005

Indstillingen blev godkendt.

 

 

RESUME

I forbindelse med udarbejdelse af Forslag til Kommuneplan 2005 fremkom Miljø- og Forsyningsforvaltningen i efteråret 2004 med forslag om at skærpe en række af de gældende retningslinier i Kommuneplan 2001 for trafikstøj, samt at skærpe administrationspraksis for støjretningslinierne for byomdannelses- og byudviklingsområder. På anbefaling fra Økonomiforvaltningen besluttede Økonomiudvalget, at konsekvenserne af disse forslag skulle belyses nærmere både hvad angår konsekvenserne for miljø- og sundhed og konsekvenserne for byudviklingspotentialer, økonomi, mulighederne for at bygge nye boliger, byens funktionalitet og trafik samt kvaliteten af bylivet.

Konsekvenserne er belyst i rapporten "Vurdering af støjretningslinier i Københavns Kommune" udarbejdet af TetraPlan A/S og Dybbro & Haastrup ApS. I rapporten foretages konsekvensvurderingen med udgangspunkt i tre eksempelområder - Sluseholmen, F.L. Smidth-grunden og Ørestad Syd - der repræsenterer store byomdannelses- og byudviklingsmuligheder i Københavns Kommune.

For hvert eksempelområde er det beskrevet, hvilke byplanmæssige, trafikale og i et vist omfang økonomiske konsekvenser det vil få, hvis de foreslåede retningslinier skal opfyldes. En forudsætning har været, at bebyggelsesprocenten fra Forslag til Kommuneplan 2005 ikke ændres uanset skærpede støjretningslinier. Dette skyldes bl.a. kommunens mål om at omdanne og udvikle København som en tæt og funktionsblandet by. Det betyder endvidere, at de økonomiske forhold omkring byudvikling ikke ændres væsentligt.

Rapporten viser, at de foreslåede ændringer af retningslinierne om den maksimale trafikstøj ved boliger, daginstitutioner, grundskoler og hospitaler med mindre modifikationer formodentligt vil kunne gennemføres uden væsentlige problemer. I praksis vurderes de maksimale støjgrænser således i de fleste tilfælde at kunne overholdes med mindre indgribende virkemidler som f.eks. konsekvent anvendelse af støjdæmpende asfalt og hastighedsbegrænsninger.

Rapportens konklusioner er baggrunden for, at forvaltningerne foreslår, at der sker en skærpelse af visse af støjretningslinierne sådan, at der som hovedregel ikke må bygges nye boliger og daginstitutioner i eksisterende byområder, hvis trafi kstøjen overstiger 65 dB(A), at der ved huludfyldninger og omdannelse af erhvervsbygninger kan tillades boliger og daginstitutioner ved veje med op til 70 dB(A), samt at grænseværdien for vejstøj ved facader med undervisningsrum og bibliotek i nye grundskoler og ved sengestuer i nye hospitaler bliver 55 dB(A).

Herudover foreslås det, at der tilføjes en retningslinie, der sikrer boliger og daginstitutioner mindst én facade, hvor trafikstøjbelastningen er under 55 dB(A). Dette er først og fremmest begrundet i, at opholds- og soverum skal kunne fungere rimeligt i de perioder, hvor der er behov for at have åbne vinduer. Retningslinien er faktisk allerede gældende for boliger med Borgerrepræsentationens beslutning af 9. juni 2004 om, at det (i særlige situationer) som minimum skal sikres, at trafikstøjniveauet på mindst en af boligens facader i nybyggeri ikke overstiger 55 dB(A). For børneinstitutioner har det længe været administrationspraksis.

Miljø- og Forsyningsforvaltningens forslag til en ændret administrationspraksis, hvor det tilstræbes at overholde 55 dB(A) for vejstøj ved boliger og lignende i nye byområder, vil derimod stille krav om væsentlige ændringer i udformningen af gaderum, bebyggelsesplaner og facader for at kunne overholdes.

Konsulentrapporten viser, at selv i helt nye byområder som Ørestad Syd vil det – med den fastlagte bebyggelsestæthed - ikke være muligt at overholde 55 dB(A) på de fleste interne veje i området – medmindre der anvendes meget drastiske midler som større tilbagerykninger af bebyggelsen og/eller påsætning af ekstra glasfacade. Dette til trods for, at området ikke er belastet af trafik fra eksisterende byområder, og til trods for at der i planlægningen er arbejdet meget bevidst med at tage højde for trafikstøjproblematikken ved f.eks. at lægge erhvervsbyggerierne i randen mod Ørestads Boulevard og ved, at parkeringsdækningen i de blandede bolig- og erhvervsområder i Ørestad kun er halvt så stor som normalt (1 parkeringsplads pr. 200 m2 etageareal).

 

Forvaltningerne er på baggrund af konsulentrapporten nået til den erkendelse, at 55 dB(A) ikke vil kunne overholdes i de fleste gader i byomdannelses- og byudviklingsområderne uden brug af drastiske virkemidler, som tilbagerykning af bebyggelsen og/eller opsætning af ekstra glasfacade og støjskærme. Derimod vil man med god planlægning, omtanke og mere realistiske virkemidler kunne nedbringe støjbelastningen i områderne. Det foreslås derfor, at administrationspraksis fremover skal være, at planmyndigheden tidligt i planprocessen skal arbejde med, hvordan trafikstøjen med realistiske virkemidler kan minimeres.  En beskrivelse af muligheder og tiltag skal indgå i indstillingen - startredegørelsen - om rammerne for det kommende planarbejde.

 

Det vurderes, at en vedtagelse af indstillingen vil betyde, at der fremover vil være større fokus på støjproblematikken ved nybyggeri, og det må formodes, at der på sigt, vil blive opført færre støjbelastede boliger i København.

 

Støj påvirker Københavnernes sundhed. Set i et sundhedsperspektiv har støj særlig betydning for sårbare grupper, eksempelvis børn, ældre mennesker og personer med dårlig hørelse. Udover at støj opleves som generende i det daglige liv, peger internationale undersøgelser på, at personer, som over længere tid udsættes for et højt støjniveau, har en øget risiko for hjertesygdomme. Sammenhængen er dog svag og i forhold til livsstilsbetingede faktorer, har støjen som risikofaktor en mindre betydning.

 

Indstillingen vurderes ikke i sig selv at have umiddelbare kommunaløkonomiske konsekvenser. På sigt vil ændrede støjretningslinier kunne betyde forøgede udgifter til støjdæmpende asfalt, da denne er dyrere i både anlæg og drift end almindelig asfalt. For etablering af kommunale institutioner vurderes de ændrede retningslinier ikke at få væsentlige økonomiske konsekvenser, da de støjbegrænsende foranstaltninger oftest iagttages allerede i dag. Derudover er de økonomiske konsekvenser vanskelige at opgøre, da en ændret bebyggelsesplan eller ændrede facadekonstruktioner ikke nødvendigvis vil fordyre byggeriet.


 

Til top