Godkendelse af principper for dokumentation og afbureaukratisering
Den 22. juni 2023 havde Sundheds- og Omsorgsudvalget den første af flere temadrøftelser, hvor udvalget kan drøfte perspektiver og forventninger til udviklingen af det kommunale sundhedsvæsen. Denne første temadrøftelse handlede om afbureaukratisering og dokumentationskrav.
Ønsket med temadrøftelsen var at få formuleret og efterfølgende udvalgt centrale principper for dokumentation. Principperne skal fungere som en fælles rettesnor for det fremtidige arbejde i det nære sundhedsvæsen, samt som Sundheds- og Omsorgsforvaltningens tilgang og bidrag til bl.a. Sundhedsstrukturkommissionen og KL’s arbejde med dokumentation og forenkling.
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget
- At Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender de centrale principper for dokumentation og afbureaukratisering.
Problemstilling
Når flere opgaver i fremtiden skal løftes i det nære sundhedsvæsen, både på sundheds- og på ældreområdet, når der bliver flere ældre og flere med kronisk sygdom, og når personaleressourcer i stigende grad er begrænsede, er det relevant, at kommunerne giver deres indspil til, hvordan det kan undgås, at opgaveløsningen vanskeliggøres af unødigt bureaukrati og unødvendige dokumentationskrav.
Løsning
På baggrund af Sundheds- og Omsorgsudvalgets temadrøftelse den 22. juni 2023 har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) formuleret nedenstående forslag til centrale principper for dokumentation. Principperne kan anvendes af både udvalgets medlemmer og SUF i drøftelser med relevante interessenter, myndigheder, organisationer mm.
Dokumentation i SUF
Vores 4 principper
Borgerne skal have den rigtige hjælp på det rigtige tidspunkt. Både i kommunen, hos lægen og på hospitalet. Derfor giver det mening, at vi dokumenterer. Og derfor er dokumentation en del af kerneopgaven. For det er med til at sikre sammenhæng – sammenhæng for borgerne, sammenhæng i de enkelte indsatser og sammenhæng på tværs af indsatser.
1: Dokumentation skal give mening
Inden vi stiller krav om at dokumentere, skal vi altid spørge os selv: Giver dokumentationen mening for opgaven? Og har den effekt for borgerne? Svaret skal være JA til begge dele. Og automatreaktionen på fejl må ikke være ’mere dokumentation’.
2: Dokumentation skal være nemt
Det skal være nemt både at skrive og at læse vores dokumentation, og man skal aldrig skrive det samme flere steder. Det kræver to ting. At vi dokumenterer efter samme logik på tværs af hele vores forvaltning – uanset hvilke indsatser borgerne får og efter hvilken lovgivning. Og at vi udvikler let tilgængelige og brugervenlige digitale løsninger.
3: Dokumentation skal udfordres
Vi skal aldrig dokumentere for dokumentationens skyld. Tværtimod skal vi afskaffe dokumentation, når vi kan. Og når vi ikke kan afskaffe dokumentation, skal vi løbende tilpasse rammerne. Minimum hvert 5. år skal vi gennemgå kravene til dokumentation for at sikre, at vi er fulgt med udviklingen, at det fortsat giver mening, og at dokumentation er til gavn for borgerne.
4: Dokumentation skal afspejle vores opgave
Vi er en del af sundhedsvæsenet, og opgaver flytter i stigende grad fra hospitalerne til os. Mens hospitalerne har diagnosen i centrum, har vi fokus på borgerne – på deres samlede situation, ressourcer og behov. Det skal vi også have, når vi dokumenterer. Derfor kan og skal vi ikke overføre hospitalernes måde at dokumentere på. Vi skal sørge for, at dokumentationen passer til os og til den mangesidede opgaver, vi løser for borgerne.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser
Videre proces
Principperne skal fungere som rettesnor i Sundheds- og Omsorgsforvaltningens videre arbejde med dokumentation og afbureaukratisering.
Principperne kan indgå i Sundheds- og Omsorgsudvalgets drøftelser med interne og eksterne interessenter.
Per Bennetsen/
Sine Mutanu Jungersted