Temadrøftelse af politisk rammepapir for øget arbejdsudbud og reduceret behov for arbejdskraft
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter udkast til politisk rammepapir for øget arbejdsudbud og reduceret behov for arbejdskraft
Problemstilling
De markante fastholdelses- og rekrutteringsudfordringer på sundheds- og omsorgsområdet sætter kernevelfærden under et stort og stigende pres. Med denne indstilling præsenteres Sundheds- og Omsorgsudvalget (SOU) for udkast til et politisk rammepapir, der sætter den overordnede retning for Sundheds- og Omsorgsforvaltningens (SUFs) prioriteringer og arbejde frem mod 2030 for at øge arbejdsudbuddet og reducere behovet for arbejdskraft.
Løsning
For at imødekomme udfordringerne med en stigende andel ældre og manglen på arbejdskraft er der behov for at igangsætte løsningstiltag i SUF fra flere vinkler.
Der er særligt behov for indsatser, som skal øge arbejdsudbuddet og reducere behovet for arbejdskraft. Derfor har SUF udarbejdet et udkast til politisk rammepapir ’Rammepapir for arbejdet med øget arbejdsudbud og reduceret behov for arbejdskraft i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen frem mod 2030’.
I rammepapiret beskrives prioriterede områder, som SUF vil igangsætte med fokus på:
- Elever
- En styrket rekrutteringsindsats
- Attraktive arbejdspladser
- Flere op i tid
- Seniorer
- Digitalisering og velfærdsteknologi
For hvert område formuleres en overordnet ambition, konkrete mål og forslag til indsatser. Indsatserne vil løbende skulle udvikles i perioden 2024-2030 og baseres bl.a. på erfaringer af, hvad der virker og på tidligere drøftelser i SOU om fastholdelse og rekruttering. Udfordringer og indsatser er i løbet af det sidste halve år blevet drøftet med en tværorganisatorisk sparingsgruppe nedsat at direktionen, samt på leder- og MED-konferencer.
SOU forelægges med denne sag første udkast til rammepapiret. På udvalgsmødet bliver der lejlighed til at drøfte fokus og indsatser.
Økonomi
Indstillingen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser.
I det omfang de foreslåede indsatser til at øge arbejdsudbuddet og reducere behovet for arbejdskraft kræver finansiering prioriteret af Sundheds- og Omsorgsudvalget, vil det frem mod 2030 blive forelagt udvalget som budgetønsker i forbindelse med de årlige budgetforhandlinger og evt. til den årlige overførselssag.
I forlængelse heraf skal Sundheds- og Omsorgsudvalget den 9. november 2023 tage stilling til forslag til udmøntning af bevillingen til fastholdelse og rekruttering på sundheds- og omsorgsområdet i Budget 2024. Disse forslag vil i givet fald være en del af indsatserne for at øge arbejdsudbuddet og reducere behovet for arbejdskraft, jf. det politiske rammepapir.
Videre proces
Det politiske rammepapir forelægges til politisk godkendelse på udvalgsmødet den 14. december 2023. På det tidspunkt præsenteres også en overordnet plan for implementering af de første indsatser på fastholdelses- og rekrutteringsområdet.
Frem mod udvalgsmødet i december drøftes rammepapiret i SUF-MED ligesom, der også vil indgå elementer på SUFs lederkonference i november.
Anna Schou Johansen
/Nina Allin