Mødedato: 10.08.2006, kl. 14:00

Nyt sundhedscenter i Bispebjerg Hospitals optageområde - UDSAT SAG

Nyt sundhedscenter i Bispebjerg Hospitals optageområde - UDSAT SAG

Sundheds- og Omsorgsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 10. august 2006

 

 

Sager til efterretning

 

16.      Nyt sundhedscenter i Bispebjerg Hospitals optageområde - UDSAT SAG

 

SOU 262/2006  J.nr. 28/2003

 

 

INDSTILLING

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

 

at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen om organisering af det nye sundhedscenter til efterretning.

 

RESUME

Sundheds- og Omsorgudvalget har godkendt, at der oprettes et sundhedscenter for borgere med kronisk sygdom. Det nye sundhedscenter får til huse i København NV.

 

I sundhedscentret tilbydes patientrettet og borgerrettet forebyggelse. Sundhedscentret betjener bydelene Indre Nørrebro, Ydre Nørrebro og Bispebjerg. Ca. 21 % af bydelenes befolkning er indvandrere fra ikke vestlige lande og deres efterkommere.

 

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at forebyggelse og sundhedsfremme til borgere med anden etnisk baggrund rummes i generelle tilbud i organisationen. Som udgangspunkt vil tilbudet være det samme til borgere uanset alder, køn og etnisk tilhørsforhold. I tilrettelæggelsen af indsatsen i sundhedscentret tages der derfor stilling om der er brug for særlige tilbud til at matche den sproglige og kulturelle mangfoldighed blandt patienterne f.eks. behov for tolk eller kønsadskilte hold.

 

Den patientrettede forebyggelse indeholder tilbud om rehabilitering af borgere med kronisk sygdom. Rehabiliteringstilbudet omfatter bl.a. fysisk træning, undervisning i sygdom og diætvejledning. Indsatsen tilrettelægges i samarbejde med borgeren ud fra borgerens behov og ønsker.

 

Den borgerrettede forebyggelse omfatter åbne tilbud som foredrag og rådgivning.  

 

Der er mange borgere med anden etnisk baggrund i sundhedscentrets optageområde, og sundhedscentret vil derfor have særligt fokus på aktiviteter for disse grupper. Aktiviteterne vil blive udviklet og arrangeret i samarbejde med Folkesundhed København. Aktiviteterne kan være undervisning i sund kost og livsstil og motion. Undervisningen kan foregå på forskellige sprog og kønsopdeles efter behov.

 

Sagen blev udsat på udvalget møde den 22. juni 2006.

 

SAGSBESKRIVELSE

Sundheds- og Omsorgsudvalget godkendte på mødet den 23. februar 2006 (SOU 55/2006  J.nr. 28/2003), at der etableres et nyt sundhedscenter for kronisk syge i Bispebjerg Hospitals optageområde. Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede samtidig, at "at der i tilknytning til sundhedscentrene i socialt belastede områder etableres et borgerrettet tilbud om motion samt rådgivning. Disse centre skal tage højde for eventuelle behov for kønsadskillelse i forhold til motionstilbud".

 

Der er på nuværende tidspunkt oprettet et sundhedscenter for borgere med kroniske sygdomme i København: Sundhedscentre Østerbro. Tilbuddene i Sundhedscenter Østerbro er udviklet i tæt samarbejde mellem Københavns Kommune, Bispebjerg Hospital, ældreområdet og de praktiserende læger i Københavns Kommune. Opgaven med udvikling af tilbuddene er forankret i SIKS-projektet (Projektet vedr. Sammenhæng i Kronisk Sygdom), der er et samarbejdsprojekt mellem Københavns Kommune og Bispebjerg Hospital. 

 

Tilbudene i det nye sundhedscenter vil blive tilrettelagt på baggrund af erfaringerne fra Østerbro Sundhedscenter og med hensyntagen til lokalområdets karakteristika. Kerneindholdet i tilbudet er den patientrettede forebyggelse med fokus på rehabilitering af borgere med kronisk sygdom. Deltagelse i rehabiliteringstilbudet kræver henvisning fra læge eller hospital. Hertil kommer åbne tilbud om borgerrettet forebyggelse og sundhedsfremme. Borgerrettet forebyggelse er primært rettet mod den raske del af befolkningen og skal forebygge, at sygdom opstår. Den patientrettede forebyggelse er rettet mod borgere, der har en sygdom, og skal forhindre, at sygdommen udvikler sig yderligere

 

Sundhedscentrene i kommunen skal være med til at understøtte opsøgende sundhedsarbejde i socialt belastet boligområder.

 

Lokalområdet

Det nye sundhedscenter placeres i 2400 København NV. Sundhedscentret vil betjene bydelene Bispebjerg, Indre Nørrebro og Ydre Nørrebro. Der bor i alt 110.814 borgere inkl. børn. Andelen af borgere med anden etnisk baggrund udgør 21 % af befolkningen i sundhedscentrets optageområde. Den største gruppe er borgere, der kommer fra Libanon.

 

Specielt om etniske minoriteters sundhed

I Københavns Kommune er hver syvende borger enten indvandrere eller efterkommere af indvandrere fra ikke vestlige lande.

 

Sundhedsstyrelsen har sammenlignet forekomsten af kronisk sygdom hos etniske danskere og udvalgte etniske minoritetsgrupper. Her fandt man, at etniske minoriteter generelt har flere sygehuskontakter på grund af type 2 diabetes end etniske danskere. Undersøgelsen viste endvidere, at etniske minoriteter hyppigere har livsstilssygdomme, som kan ramme i en ung alder (fx type 2 diabetes, muskelskeletsygdomme og astma), mens etniske danskere hyppigere har livsstilssygdomme, der rammer i en sen alder (hjerte-kar-sygdom, osteoporose og forebyggelige kræftsygdomme). Etniske minoriteter har endvidere et lavere medicinforbrug end danskere, - også for de sygdomme, som forekommer hyppigere blandt etniske minoriteter. Dette kan tyde på, at de får en ringere behandling, eller at medicinen ikke bliver taget, som foreskrevet af lægen. Der er forskelle i forekomsten af kronisk sygdom mellem de enkelte etniske minoriteter. Særligt libanesiske mænd har mange sygehuskontakter sammenlignet med danske mænd. Undersøgelser viser, at sociale forskelle mellem etniske minoriteter og danskere kan forklare en del af forskellen i sygehuskontakter.

 

Disse forhold skal der tages højde for i tilrettelæggelse af tilbudene i det kommende sundhedscenter.

 

Principper for tilrettelæggelse af indsatsen

En rapport fra foråret 2006 fra Sundhedsstyrelsen om "Forebyggelse og sundhedsfremme for etniske minoriteter - målgruppeinddragelse og organisatorisk forankring" anbefaler, at forebyggelse og sundhedsfremme for etniske minoriteter bør rummes i generelle tilbud i organisationen. Særskilte tilbud kan dog være et skridt på vejen til, at de generelle tilbud på sigt kan rummes i de organisatoriske tilbud.   

 

Som udgangspunkt vil tilbudet derfor være det samme til borgere uanset alder, køn og etnisk tilhørsforhold.

 

I tilrettelæggelsen af indsatsen i sundhedscentrets tilbud tages der derfor stilling til, om tilbudet matcher den sproglige og kulturelle mangfoldighed blandt patienterne og at der udvikles særlige tilbud målrettet de etniske minoriteter. Der vil også være mulighed for kønsadskilte hold.

 

Erfaringer viser endvidere, at de indsatser der er effektive, særligt er målrettet de grupper man henvender til, og at grupperne skal/bør være med til at udvikle tilbudene. For personer med diabetes kan fokus i undervisningen således være tilberedning af sund mad og betydning af portionernes størrelse, nødvendighed af motion og inspiration til, hvordan der kan dyrkes motion på motion, gevinsten ved rygestop og betydning af korrekt medicinindtagelse.

 

Endelig er pårørende er vigtige samarbejdspartnere i tilrettelæggelse af indsatsen overfor borgere med anden etnisk baggrund end dansk. Pårørende inviteres derfor til at deltage i undervisningen og samtaler i sundhedscentret. Holdenes størrelse vil derfor blive tilpasset, så der vil være mulighed for at de pårørende kan deltage. Der kan eventuelt være tolk tilstede under undervisningen.

 

Ved at bygge indsatsen op omkring en kerne af visiteret tilbud sikres der en naturlig trafik i centret, og kendskabet til de åbne tilbud øges automatisk blandt de etniske borgere, og der skabes dermed tættere kontakt til de øvrige mulige brugere af centret.

 

Patientrettet forebyggelse/ rehabilitering af kronisk syge

De kliniske retningslinier for træning, undervisningsmateriale mm. som er udviklet til rehabilitering af personer med kronisk sygdom med sundhedscenter Østerbro, vil blive tilpasset de forskellige målgrupper i det nye sundhedscenter. Der skal f.eks. kunne tilbydes undervisningsmateriale til diabetesundervisning for tyrkere, der er udviklet under hensyn til tyrkisk kultur og levevaner.

 

Sundhedscentret tilbyder rehabilitering til borgere med type 2 diabetes, metabolisk syndrom, KOL (rygerlunger), hjertesvigt- og hjerteiskæmi, samt fald/balanceproblemer. Rehabiliteringstilbudet omfatter et eller flere af flg. elementer: fysisk træning, patientundervisning, tilbud om rygeophør/reduktion, diætvejledning, samt psykosocial støtte.

 

Henvisning til sundhedscentret

Borgere med kronisk sygdom, der har behov for et rehabiliteringstilbud skal henvises af deres praktiserende læge eller hospital. Rekrutteringen af borgere med kronisk sygdom med anden etnisk baggrund end dansk vil være en særlig udfordring. Der vil blive indledt en intensiv oplysningsindsats i forhold til de praktiserende læger og hospitalsafdelinger, så de er opmærksomme på rehabiliteringstilbudet, ligesom der vil blive oplyst om sundhedscentrets tilbud i etniske foreninger og mødesteder. Sundhed på dit sprog (sundhedsformidlerne) vil blive inddraget i dette arbejde.

 

Der oprettes netværksgrupper og motivationsgrupper, som patienterne kan deltage i, når de er færdige med rehabiliteringstilbudet. Ligeledes udbydes der kurser i "Lær at leve med kronisk sygdom", hvor patienter med kronisk sygdom underviser andre kronisk syge i, hvordan de mestrer hverdagen med en kronisk sygdom. Der etableres samarbejde med patientforeninger.

 

Personalesammensætning

Der vil i det nye sundhedscenter være særligt fokus på synliggørelse af sundhedscentret i forhold til lokalområdet og deres befolkningssammensætning, herunder, hvordan der "rekrutteres" patienter. Personalets kompetencer skal afspejle de tilbud, der er i sundhedscentret. Der vil i rekrutteringsfasen blive lagt vægt på, at rekruttere personale med anden etnisk baggrund end dansk. Personalet får flg. sammensætning:

 

2 fysioterapeuter

2 sygeplejersker

1 klinisk diætist

½ årsværk af sundhedsformidlere

 

Chefen for sundhedscenter Østerbro bliver også chef for det nye sundhedscenter, dermed sikres det at erfaringerne og viden fra kommunens første sundhedscenter overføres til det kommende sundhedscenter.

 

Sundhedsformidlerne vil bli ve centrale i tilrettelæggelsen af indsatsen. Det planlægges derfor, at tilknytte nogle sundhedsformidlere til sundhedscentret, ligesom der vil blive tilknyttet faste tolke. Sundhedscentrets personale uddannes i at arbejde med tolke. 

 

Borgerrettet forebyggelse                

Sundhedscentrene i kommunen skal være med til at understøtte opsøgende sundhedsarbejde i socialt belastet boligområder.

 

I sundhedscentret etableres endvidere en række åbne tilbud som f.eks. foredrag og rådgivning. Der kræves ikke henvisning for at deltage i disse tilbud. Aktiviteterne arrangeres og udvikles i samarbejde med Folkesundhed København.

 

Da der er mange borgere med anden etnisk baggrund i optageområdet vil Sundhedscentret have særlig fokus aktiviteter for disse målgrupper. Deltagelsen vil være gratis.

 

Tilbudene vil blive udbredt via dagspressen, lokale foreninger, lokalradioer, mund til mund perioden og via nøglepersoner i de etniske miljøer. De etniske sundhedsformidlere er vigtige aktører i tilrettelæggelsen af indsatsen.

 

Eksempler på åbne tilbud

 

Undervisning i sund kost og livsstil

Åbne tilbud om undervisning i sundhed og madlavning. Undervisningen kan foregå i Sundhedscentret eller i nærmiljøet. Undervisningen kan foregå på forskellige sprog og kønsopdeles efter behov.

 

Sundhedscentret kan endvidere arrangere foredrag om sund livsstil og motion. I tilslutning til foredragene vil der være mulighed for at bestille tid hos en motionsrådgiver for at få individuel vejledning. Folkesund København planlægger at ansætte fysiotekere (motionsrådgivere), der kan rådgive borgere om motionstilbud.

 

Motionstilbud

Sundhedscentret kan endvidere udbyde motionskurser, som har til formål at præsentere forskellige motionsformer og fremme kursisternes lyst til at dyrke motion som f.eks. stavgang, dans og gymnastik. Der kan arrangeres kønsopdelt undervisning efter behov. Der etableres endvidere et tæt samarbejde med det lokale foreningsliv om forskellige motionstilbud, som kursisterne kan benytte efter endt kursus i sundhedscentret.

 

En vigtig opgave for sundhedscentret vil være at sikre sig viden og overblik over aktiviteter i lokalområdet og etablere et samarbejde med udbyderne af idrætstilbud til borgerne med anden etnisk baggrund.

 

Tilbud om rygeophør

Der tilbydes kursus om rygestop på forskellige sprog.

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Sundheds- og Omsorgsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

ØKONOMI

 

Sundhedscentret har et budget på 3,5 mio. kr. årligt fordelt på følgende poster:

Drift incl. Udgifter til tolkebistand:                                                 810.000

Løn:                                                                                                      2.190.000

Udviklingstiltag i forhold til særligt udsatte grupper:                                          500.000

I alt                                                                                                      3.500.000 kr.                                                              

Udgiften til Sundhedscentret afholdes af de midler, der er afsat i budget 2006 til udbygning af sundhedscentre.

 

HØRING

Der har den 29. maj 2006 været afholdt informationsmøde for ældrerådene på Nørrebro og Bispebjerg. På mødet blev der orienteret om sundhedscentret tilbud og organisering. Der er aftalt en løbende dialog med ældrerådene efterhånden, som etableringen skrider frem.

 

 

 

 

BILAG

Ingen.

 

 

Ib Haurum                                                                    

/Jens Egsgaard


 

Til top