Høringssvar vedrørende flytning af Amagerbro Apotek
Høringssvar vedrørende flytning af Amagerbro Apotek
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 10. august 2006
Sager til beslutning
11. Høringssvar vedrørende flytning af Amagerbro Apotek
SOU 268/2006 J.nr. 56/2006
INDSTILLING
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen godkender vedlagte forslag til høringssvar som Københavns Kommunes høringssvar vedrørende anmodning om flytning af Amagerbro Apotek.
RESUME
Københavns Kommune modtog 24. juli 2006 henvendelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet om udtalelse vedrørende anmodning om flytning af Amagerbro Apotek.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har modtaget en anmodning fra apoteker Peter Traulsen om tilladelse til flytning af Amagerbro Apotek fra den nuværende beliggenhed Amagerbrogade 32 til området Amagerbrogade 34-60 eller Amagercentret. Baggrunden for anmodningen er at publikumsarealet i de nuværende lokaler ikke er tidssvarende. Der er ikke mulighed for ombygning på den nuværende adresse.
Ifølge Københavns Kommunes principper for apoteksbetjening, som de blev tiltrådt af Sundheds- og Omsorgsudvalget på mødet d. 23. september 2004 (SOU 423/2003), er det kommunens ønske, at borgerne i København har en let og ens adgang til apoteksbetjening samt at borgernes adgang til apoteksbetjening ikke forringes i væsentlig grad efter ophævelsen af udligningsordningen for byapoteker. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vurderer, at en flytning af Amagerbro Apotek til tidssvarende lokaler er i overensstemmelse med kommunens ønske.
Det er ikke i overensstemmelse med kommunens principper for apoteksbetjening, hvis en flytning af Amagerbro Apotek betyder at borgernes muligheder for apoteksbetjening forringes, som følge af at eksistensgrundlaget for et eller flere af de øvrige apoteker i området bortfalder.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har 16. januar 2006 modtaget en anmodning fra apoteker Peter Traulsen om tilladelse til flytning af Amagerbro Apotek fra den nuværende beliggenhed Amagerbrogade 32 til området Amagerbrogade 34-60 eller Amagercenteret. Baggrunden for anmodningen er, at publikumsarealet i de nuværende lokaler ikke er tidssvarende. Der er ikke mulighed for ombygning på den nuværende adresse, da fundamentet under ejendommen er forurenet på grund af udsivning fra et nærliggende renseri. Apoteker Peter Traulsen har et konkret tilbud på et lejemål.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har bedt Lægemiddelstyrelsen om en vurdering af anmodningen, idet en flytning til de foreslåede adresser vil kræve en udvidelse af Amagerbro Apoteks beliggenhedsområde.
Lægemiddelstyrelsen har foretaget høring blandt de øvrige apotekere i området samt Danmarks Apotekerforening, Dansk Farmaceutforening og Farmakonomforeningen. Lægemiddelstyrelsen konkluderer herefter, at der med den nuværende indretning af Amagerbro Apotek ikke er tilstrækkelig kapacitet til betjening af borgerne. Det påpeges, at afgørelse i sagen må bero på hvilke hensyn man ønsker at vægte højest. Vægtes hensynet til borgerbetjening vurderes det, at en flytning af apoteket til tidssvarende lokaler vil betyde en serviceforbedring i forhold til borgerne. Vægtes hensynet til de omkringliggende apotekers omsætning, vurderes det, at en flytning af Amagerbro Apotek vil betyde en nedgang i omsætning på de pågældende apoteker.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen kan tilslutte sig Lægemiddelstyrelsens konklusion og henholder sig i høringssvaret til Københavns Kommunes principper for apoteksbetjening:
· Ingen borgere i Københavns Kommune skal i fremtiden have markant længere afstand til et apotek/apoteksenhed end tilfældet er i dag
· Borgerne i Københavns Kommune skal opleve at ventetiden på apotekerne/apoteksenhederne i Københavns Kommune er acceptable
· Apotekerne/apoteksenhederne i Københavns Kommune skal være placeret således, at de er lette at komme til og fra når man anvender offentlig transport
· Apotekerne/apoteksenhederne i Københavns Kommune skal være indrettet handicapvenligt.
MILJØVURDERING
Der er ingen miljømæssige konsekvenser forbundet med indstillingen.
ØKONOMI
Der er ikke økonomiske konsekvenser forbundet med indstillingen.
HØRING
Ingen.
BILAG
Udkast til høringssvar.
Ib Haurum
/Frank V. Poulsen