Mødedato: 10.06.2021, kl. 12:00
Mødested: Rådhuset, Festsalen

Røgfri strande i København

Se alle bilag
På baggrund af medlemsforslag om indførelse af røgfri strande vedtaget af Borgerrepræsentationen den 29. oktober 2020 (stillet af SF) forelægges Sundheds- og Omsorgsudvalget oplæg til sundhedsfaglige bemærkninger til Teknik- og Miljøforvaltningens indstilling til Teknik- og Miljøudvalget om forslag om at indføre røgfrit miljø på byens strande.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at udvalgets bemærkninger til sag om røgfrie strande oversendes til Teknik- og Miljøudvalget.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen udvalgshenviste på mødet den 29. oktober 2020 et medlemsforslag fra Socialistisk Folkeparti om indføring af røgfri strande. Det blev på mødet besluttet, at Teknik- og Miljøforvaltningen, med inddragelse af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, skulle udarbejde forslag til politisk behandling om at indføre røgfrie strande i Københavns Kommune på samme vilkår som det kendes fra byens offentlige legepladser.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har modtaget indstilling om røgfri strande med henblik på Sundheds- og Omsorgsudvalgets sundhedsmæssige bemærkninger.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har afgivet bemærkninger til Teknik- og Miljøforvaltningen i forbindelse med udarbejdelse af indstillingen. Bemærkningerne er i vidt omfang imødekommet.

Løsning

Indstillingens indhold
Teknik- og Miljøforvaltningens indstilling, jf. bilag 1, omfatter de tre strande, som Københavns Kommune drifter. Det er Amager Strandpark, Svanemøllen Strand og Valby Strand. Det foreslås, at der dels anvendes samme vilkår som ved indførelsen af røgfri legepladser, dvs. med opsætning af skilte med henvisning til røgfrit miljø dels at der på Amager Strandpark etableres 11 rygezoner i en overgangsperiode. På grund af fysisk placering og størrelse foreslås ikke rygezoner på Svanemøllen Strand og Valby Strand. Her henvises til vejene omkring strandene.

Rygezonerne foreslås etableret som en mindre, neutral indretning af et afgrænset areal, der passer ind i parkens eksisterende udtryk og indeholde askebægre.

Ifølge Teknik- og Miljøforvaltningens forslag skal rygezonerne afgrænses så de passer ind i parkens eksisterende udtryk og indeholde askebægre og borde-/bænkesæt. Ved indgangen vil der blive skiltet med, at strandene er røgfrit miljø, og at rygning henvises til afmærkede rygezoner i parken.

Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at etableringen af forslaget vil vil koste 0,18 mio. kr. i etablering, og 0,18 mio. kr. i efterfølgende afledt drift. Driften knytter sig til et øget renhold af rygezonerne, tømning af affaldskurve og askebægre samt vedligehold af de opsatte skilte. Det er Teknik- og Miljøforvaltningens vurdering at forslaget ikke vil kunne finansieres inden for forvaltningens eksisterende ramme, og derfor bør indgå i budgetforhandlinger for 2022.

Forslag til Sundheds- og Omsorgsudvalgets sundhedsmæssige bemærkninger:

  • At Sundheds- og Omsorgsudvalget støtter op om indstillingen om, at strandene gøres røgfri på samme måde som byens legepladser. Det vil sige ved opsætning af skilte om, at strandene er røgfri.
  • At Sundheds- og Omsorgsudvalget støtter op om at der er i en overgangsperiode, etableres midlertidige rygezoner ved Amager Strandpark med henblik på at smidiggøre overgangen til et røgfrit miljø. Sundheds- og Omsorgsudvalget finder, at det er vigtigt, at de midlertidige rygezoner nedlægges, når det røgfri miljø er implementeret. Ved indførelse af røgfri strande i 2022 vil dette indebære en udfasning af rygezoner i 2023-24.
  • Sundheds- og Omsorgsudvalget finder det vigtigt, at rygezoner på strandene placeres i god afstand fra hvor børn og familier typisk opholder sig.
  • Sundheds- og Omsorgsudvalget vurderer, at indførelse af røgfrie miljøer grundlæggende handler om at fjerne røg fra de arealer, som ønskes røgfrit - og ikke at flytte røgen til særlige områder eller zoner. Zoner bør ikke skabe grobund for vedvarende praksis.

Økonomi

Finansiering af skilte om røgfri miljø og rygezoner vil kunne finansieres af bevillingen til Røgfrit København, idet Teknik- og Miljøforvaltningen har oplyst, der vil være tale om et beløb i størrelsesordenen af 60.000 kr.

Videre proces

Efter behandlingen i Sundheds- og Omsorgsudvalget bliver bemærkninger til indstilling om røgfri strande oversendt til Teknik- og Miljøudvalget. Indstillingen forventes drøftet i Teknik- og Miljøudvalget den 21. juni 2021.

Der er hermed gjort op med medlemsforslaget.

Katja Kayser

/Katrine Schjønning

Beslutning

De sundhedsmæssige bemærkninger til Teknik- og Miljøforvaltningens indstilling om røgfrie strande blev godkendt til oversendelse til Teknik- og Miljøudvalget.
Til top