Mødedato: 10.06.2021, kl. 12:00
Mødested: Rådhuset, Festsalen

Resultater af Ungeprofilundersøgelsen 2020/2021

Sundheds- og Omsorgsudvalget blev i Nyt fra SUF i uge 21 orienteret om resultaterne fra Ungeprofilundersøgelsen 2020/21. Nu forelægges en uddybelse af centrale resultater fra undersøgelsen med henblik på udvalgets drøftelse af resultaterne fra Ungeprofilundersøgelsen.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter resultaterne fra Ungeprofilundersøgelsen 2020/21 og tager resultaterne til efterretning, jf. bilag 1.

Problemstilling

Ungeprofilen er en årlig landsdækkende spørgeskemaundersøgelse, som giver en bred indsigt i, hvordan unge oplever egen trivsel og sundhed. De unges deltagelse i undersøgelsen er i høj grad afhængig af, at landets ungdomsuddannelser faciliterer dataindsamlingen. I København deltager ungdomsuddannelserne som en del af partnerskabet med Københavns Kommune i ungeprofilundersøgelsen. Partnerskabet trådte officielt i kraft den 1. januar 2017, og samarbejdet er netop blevet forlænget til udgangen af skoleåret 2024/25. Formålet er at fremme elevernes sundhed og trivsel, så flere fastholdes i og gennemfører en uddannelse. Partnerskabet når ud til ca. 15.000 unge i København.

Med deltagelsen i ungeprofilundersøgelsen får den enkelte skole sin egen rapport, som fortæller specifikt om trivslen og sundheden blandt skolens elever. Skolerapporten danner afsæt for, hvilke sundhedsfremmende indsatser der igangsættes på skolen i regi af partnerskabet. Ungdomsuddannelserne har givet udtryk for, at de er glade for den måde, som samarbejdet og udvælgelsen af aktiviteter og indsatser fungerer på, og de har blandt andet efterspurgt øget fokus på indsatser i relation til bevægelse og fysisk aktivitet i den kommende periode. Derudover har de helt konkret peget på et stort behov for psykologhjælp lokalt forankret på uddannelserne. Sundheds- og Omsorgsudvalget kan i forlængelse af drøftelsen af resultaterne fra ungeprofilundersøgelsen eventuelt drøfte behovet for nye initiativer i forhold til unges sundhed og trivsel.

Udover skolerapporterne gereres en samlet ungeprofil for københavnske unge. Sundheds- og Omsorgsudvalget orienteres om resultaterne i den samlede københavnske ungeprofilundersøgelse.

Løsning

Ungeprofilundersøgelsen 2020/21 blev gennemført i perioden 1. november – 22. december 2020. 7.892 elever fra 24 ungdomsuddannelser fordelt på 32 matrikler i Københavns Kommune har deltaget i undersøgelsen. Det svarer til 53 % af det samlede antal elever i København, hvilket er en stigning sammenlignet med sidste år, hvor 36 % deltog i undersøgelsen. På landsplan har 27.008 elever fra ungdomsuddannelserne deltaget i ungeprofilundersøgelsen. Den rekordhøje deltagelse er opnået på trods af tekniske udfordringer, som har betydet, at ikke alle ungdomsuddannelser har haft mulighed for at deltage i årets undersøgelse. Særligt erhvervsskolerne har været udfordret, og derfor er der en overvægt af besvarelser fra gymnasieelever.

Resultater

Ungeprofilundersøgelsen 2020/21 viser overordnet, at unge på ungdomsuddannelserne i Københavns Kommune har dårligere trivsel end i resten landet, men resultaterne varierer på tværs af de forskellige skoletyper. I nedenstående fremhæves udvalgte resultater fra undersøgelsen, mens et overblik over centrale resultater er vedlagt som bilag 1 og den fulde rapport er vedlagt som bilag 2.

  • Forskel på tværs af skoletyper

    Elever fra de Forberedende Grunduddannelser (FGU) føler sig oftere ensomme end elever på andre skoletyper. På Erhvervsskolerne, Ungdomsskolerne og FGU er der langt flere, der ryger, og der er desuden en tendens til, at unge på disse uddannelsestyper var yngre, da de var fulde første gang, samt til at de oftere har et problematisk forbrug af alkohol.

     

  • Færre unge trives

    12 % af de deltagende københavnske unge er placeret i den laveste ende af WHO-5´s trivselsindeks, hvilket medfører en stor risiko for depression og stressbelastning. I 2019 lå det tilsvarende tal på 10 % i Københavns Kommune. Der er en klar kønsforskel, da over dobbelt så mange piger mistrives sammenlignet med drenge. I forbindelse med ungdomsuddannelsernes gradvise genåbning vil elevernes behov for socialt samvær være et vigtigt opmærksomhedspunkt. Det gælder bl.a. om at (gen)etablere store og små sociale fællesskaber i og uden for skoletiden for at mindske ensomhed og risiko for frafald blandt eleverne.

     

  • Under halvdelen er aktive dagligt

    Kun 38 % af unge på de københavnske ungdomsuddannelser er fysisk aktive ”dagligt/næsten dagligt”, hvilket er et lille fald i forhold til sidste år, hvor den tilsvarende andel var 40 %. Bevægelse og fysisk aktivt er udpeget som nyt fokusområde i forbindelse med forlængelsen af partnerskabet de næste fire år. Det nye fokus på bevægelse og fysisk aktivitet vil i 2021 blive kickstartet i samarbejde med ungdomsuddannelserne og foreningslivet i forbindelse med midler fra Overførselssagen 20/21.

     

  • Færre daglige rygere – men rygning fylder stadig

    Fra d. 31. juli 2021 bliver røgfri skoletid et lovkrav på alle ungdomsuddannelser, og i regi af partnerskabet har flere ungdomsuddannelser allerede indført røgfri skoletid. På disse ungdomsuddannelser ses et markant fald i antallet af elever, der ryger i løbet af skoletiden sammenlignet med de ungdomsuddannelser, der endnu ikke har indført røgfri skoletid. Tallene peger imidlertid også på et behov for at sætte mere tryk på forebyggelse af brugen af snus blandt unge. Det kunne fx ske i form af undervisnings- og kampagnemateriale om konsekvenser af brug snus og tyggetobak.

     

  • Alkohol fylder mere i København

De københavnske unge har en mere risikabel sundhedsadfærd end andre unge i resten af landet og alkohol fylder mere end andre steder i landet. Når de nye årgange starter efter sommerferien, har størstedelen af eleverne ikke tidligere deltaget i den type fester, som der tidligere har været. Det er derfor både aktuelt og relevant at stile mod at få skabt en bedre og mere inkluderende alkoholkultur særligt på gymnasierne. 

Økonomi

Indstillingen har ingen selvstændige økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Sundheds- og Omsorgsudvalget orienteres igen i forbindelse med Ungeprofilundersøgelsen 2021/2022 resultater.

Katja Kayser

/Katrine Schjønning

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.
Til top