Mødedato: 10.04.2003, kl. 15:00

Forbedring af hjemmeplejens arbejdsmiljø

Forbedring af hjemmeplejens arbejdsmiljø

Sundheds- og Omsorgsudvalget

Sundheds- og Omsorgsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 10. april 2003

 

6. Forbedring af hjemmeplejens arbejdsmiljø

SOU 43/2003 J.nr. j.nr. 2/2003

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender udmøntningen af de afsatte 4,4 mio. kroner i budget 2003 til forbedring af hjemmeplejens arbejdsmiljø.

 

RESUME

Der er i budgetforliget for 2003 afsat 4,4 mio. kroner til forbedring af hjemmehjælpernes arbejdsmiljø: "Parterne er enige om at afsætte 4,4 mill. kr. for at forbedre hjemmehjælpernes arbejdsmiljø og sikre mere tid til omsorg. Initiativet vil medvirke til at øge kvaliteten i hjemmehjælpen og imødekommer et udbredt ønske hos både de ældre og de ansatte i hjemmehjælpen".

Sundhedsforvaltningen indstiller, at de afsatte midler anvendes til følgende formål:

  • Forbedring af medarbejdernes fysiske evne til at varetage opgaverne

gennem tilbud om massage, fysioterapi og motion 2.500.000 kr.

  • Reduktion af arbejdsbelastning ved rengøring 500.000 kr.
  • Forbedring af det psykiske arbejdsmiljø gennem

udvikling af teamsamarbejdet 1.200.000 kr.

  • Udvikling af en langsigtet arbejdsmiljøstrategi,
  • herunder evaluering 200.000 kr.

I alt 4.400.000 kr.

Målgruppen er udvidet til hele hjemmeplejen for at sikre fælles fokus på forbedring af arbejdsmiljøet i de medarbejdergrupper, der til dagligt omgås hinanden i hjemmeplejen.

Forslaget vil både omfatte medarbejdere, der arbejder i dagtid, aften og nat.

Forslaget er udarbejdet på baggrund af arbejdet i en arbejdsgruppe med deltagelse af ledere samt tillids- og sikkerhedsrepræsentanter fra hjemmeplejen.

Forslaget har til formål at sætte ind over for de væsentligste arbejdsmiljøproblemer i hjemmeplejen, således som de fremgår af det personalepolitiske regnskab og Bedrifts- og Sundhedstjenestens (BST) vurderinger.

Der er desuden lagt vægt på at tilgodese flest mulige medarbejdere i hele hjemmeplejen samt på indsatser, som er hurtigtvirkende og synlige.

Der er i særlig grad lagt vægt på en samlet indsats, der passer ind i en langsigtet strategi for forbedring af hjemmeplejens arbejdsmiljø, jfr. bilag 1 om de væsentligste arbejdsmiljøproblemer i hjemmeplejen.

SAGSBESKRIVELSE

Der er i budgetforligt for 2003 afsat 4,4 mio. kroner til forbedring af hjemmehjælpernes arbejdsmiljø: "Parterne er enige om at afsætte 4,4 mio. kroner for at forbedre hjemmehjælpernes arbejdsmiljø og sikre mere tid til omsorg. Initiativet vil medvirke til at øge kvaliteten i hjemmehjælpen og imødekommer et udbredt ønske hos både de ældre og de ansatte i hjemmehjælpen".

En arbejdsgruppe med deltagelse af medarbejder- og ledelsesrepræsentanter for hjemmeplejen har udarbejdet forslag til udmøntning af midlerne.

I forslaget er taget udgangspunkt i de væsentligste arbejdsmiljøproblemer i hjemmeplejen, jfr. bilag 1.

Endvidere er lagt vægt på:

  • En hurtigtvirkende og synlig indsats.
  • At indsatsen begrænses til de væsentligste fokusområder for at indsatsen kan få størst mulig effekt.
  • At en indsats i forhold til forbedring af medarbejdernes fysiske evne til at varetage opgaverne gennem tilbud om massage, fysioterapi og motion står relativt centralt.
  • At indsatsen kommer flest muligt medarbejdere tilgode.

Det er vigtigt, at indsatsen kommer til at omfatte alle medarbejdergrupper i hjemmeplejen –dvs. ikke kun hjemmehjælpere/sosu-hjælpere, som udgør ca. to tredjedele af de ansatte, men også sosu-assistenter, sygeplejersker og administrative medarbejdere. Derved sikres fælles fokus på forbedring af arbejdsmiljøet i de medarbejdergrupper, der til dagligt omgås hinanden i hjemmeplejen.

Indsatsen vil både omfatte medarbejdere, der arbejder i dagtid, aften og nat.

  • At indsatsen tænkes ind i en mere langsigtet strategi for forbedring af hjemmeplejens arbejdsmiljø.
  • At indsatsen kan evalueres.
  • At der i de enkelte indsatser er indbygget et element af valgmulighed for den enkelte hjemmeplejeenhed og for den enkelte medarbejder.

Blandt de forslag til forbedring af arbejdsmiljøet i hjemmeplejen, som har været drøftet i arbejdsgruppen, indgik forslag om en bygningsmæssig gennemgang af de fysiske rammer i hjemmeplejeenhederne. Sundhedsforvaltningen er enig i det hensigtsmæssige i at se nærmere på dette problemområde, men er samtidig af den opfattelse, at en sådan indsats bør håndteres som en del af forvaltningens daglige drift. Når den nye organisation er på plads, og konsekvenserne af frit valgsordningen er kendt, vil Sundhedsforvaltningen tage fat på en gennemgang af de fysiske rammer, formentlig i efteråret 2003.

De konkrete forslag er nærmere beskrevet i det efterfølgende.

Forbedring af medarbejdernes fysiske evne til at varetage opgaverne

gennem tilbud om massage, fysioterapi og motion.

Tilbud om massage til alle medarbejdere i hjemmeplejen, kombineret med tilbud om fysioterapi og motion/fysisk træning.

Målet er at styrke personaleplejen, samt at skabe øget motivation, større fysisk velbefindende og færre fysiske skader og gener for medarbejderne i hjemmeplejen.

Fysisk velbefindende er en vigtig del af sundhed. Motion og massage er aktiviteter, der kan være med til at skabe fysisk velbefindende. Foregår det på arbejdspladsen og sammen med kollegaer, kan det tillige skabe øget fællesskab og bidrage positivt til både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø.

I Regeringens Sundhedsprogram og i Københavns Kommunes folkesundhedsplan er fysisk aktivitet et vigtig fokusområde. Fysisk aktivitet mindsker risikoen for nogle af de store folkesygdomme, og regelmæssig fysisk træning vil kunne forebygge gener i nakke-skuldre og i ryg-lænd, som hjemmeplejens ansatte har mange af. Selvom medarbejderne dagligt bevæger sig meget, kan der også være grund til at se på den generelle fysiske form.

Der er i forløbet behov for en egentlig kortlægning for på sigt at identificere de specifikke ønsker hos medarbejderne.

Der iværksættes en langsigtet, trinvis indsats:

Trin 1: Tilbud om gratis massage, fysioterapi og optræning

Trin 2: Øget fokus på forebyggelse og behandling af arbejdsrelaterede skader og gener.

Trin 3: Tilbud om fysisk sundhedsprofil til vurdering af, hvilke aktiviteter der skal tilbydes fremover. Skal også skabe øget kropsbevidsthed og motivere til at deltage i aktiviteterne.

Trin 4: Tilbud o m hjælp til at sætte motion eller fysisk træning i gang på arbejdspladsen.

Massagetilbudet er tænkt som det første af flere initiativer til forbedring af personalepleje og arbejdsmiljø, som medarbejderne i hjemmeplejen vil blive mødt med allerede i foråret 2003.

Massagen er tænkt at skulle foregå i arbejdstiden for at skabe størst mulig motivation blandt medarbejderne for at tage imod tilbudet. Med henblik på størst mulig fleksibilitet i tilbudene, bør der dog også være tilbud uden for arbejdstid.

Det forventes, at hver medarbejder i gennemsnit vil kunne få massage mv en gang hver måned afhængig af, hvor mange medarbejdere der vælger at tage imod tilbudet.

Der vil ultimo 2003 blive gennemført en evaluering og tilpasning med henblik på ar fastholde målet om, at medarbejderne får forbedret det fysiske velbefindende.

Reduktion af arbejdsbelastning ved rengøring med mikrofibre

Erfaringer fra andre steder i landet – ikke mindst i Odense - viser, at rengøring med mikrofibre kan mindske de fysiske belastninger, der er ved traditionel rengøring samtidig med, at der blandt borgerne er stor tilfredshed med de nye rengøringsmetoder. Erfaringerne fra Odense kan med fordel overføres til København.

Ved rengøring med mikrofibre minimeres kontakt med rengøringsmidler og vand. Løft af tunge spande undgås, og de fysiske belastninger nedsættes, fordi man undgår at vride kludene og bøje sig ned til gulv og gulvspand. Medarbejderne medbringer en del af de nødvendige rengøringsudstyr – bl.a. mikrofiberklude, mens andre dele af udstyret bl.a. teleskopskaft, moppefremfører og rengøringsmidler opbevares i hjemmene.

Det foreslås i første omgang at indføre de nye rengøringsmetoder i 2-3 enheder i hjemmeplejen for at afprøve en række praktiske og organisatoriske forhold. Afprøvningen forventes at tage ca. 1 år. Erfaringerne vil blive brugt til at beslutte, hvordan de nye rengøringsmetoder kan indføres i hele hjemmeplejen.

Erfaringerne fra Odense viser, at der skal påregnes grundig oplæring af de ansatte, både inden starten og tæt opfølgning i forløbet. Det er vigtigt med information til borgerne om den nye metode inden starten af projektet, fordi nogle borgere efaringsmæssigt vil umiddelbart vil kunne være skeptiske overfor de nye måder at gøre rent på.

Forbedring af det psykiske arbejdsmiljø gennem udvikling af teamsamarbejdet .

Forslag om at styrke hjemmeplejegruppens funktion i hjemmeplejen. Målet er at forbedre de ansattes trivsel og psykiske arbejdsmiljø gennem udbygning af teamsamarbejdet som grundlag for den daglige opgavevaretagelse.

Der er en nøje sammenhæng mellem de ansattes trivsel og psykiske arbejdsmiljø og deres evne og vilje til at yde en god arbejdsindsats. Det gælder ikke mindst i hjemmeplejen, hvor man skal kunne yde kvalificeret praktisk bistand, pleje og omsorg til ældre borgere.

Her har hjemmeplejegruppen stor betydning. Den er tæt på borgeren og udgør medarbejdernes sociale netværk og faglige bagland. Grupperne giver mulighed for at formidle og bearbejde de problemer, man møder i en kollegial sammenhæng og at skabe rum for gensidig læring og udvikling i arbejdet.

Det foreslås at styrke hjemmeplejegruppernes rolle i udviklingen af et godt psykisk arbejdsmiljø.

Det skal ske ved at skabe et frirum for dialog med mulighed for udveksling af mere uddybende information, fælles reflektion, fremsættelse af ønsker og behov og diskussion af ideer til fremtidig udvikling. Som en start på processen foreslås det, at hver af de 130 hjemmeplejegrupper får rådighed over 2 konsulenttimer månedligt, som man kan bruge til at fokusere på den proces, der finder sted i gruppen, drøfte handlemuligheder, skabe kontakt til eksterne netværk samt formulere og operationalisere forslag til projekter.

Temaer som tages op kan være metodeudvikling, omsorgsbegrebet, mødestruktur og intern kommunikation, teambuilding, egenomsorg, sundhedsfremme, læring og udvikling i arbejdet, fysiske rammer, opkvalificering, arbejdsorganisatoriske forhold m.v.

Den foreslåede indsats vil også have budgetmæssige konsekvenser i 2004.

 

Udvikling af en langsigtet arbejdsmiljøstrategi

Indsatsen for at forbedre arbejdsmiljøet i hjemmeplejen ønskes set i et langsigtet perspektiv, hvor der tages udgangspunkt i den indsats, der allerede foregår. Der vil desuden blive gennemført en evaluering af de foreslåede indsatser.

Målet er at skabe en bred involvering og et fælles ejerskab til arbejdsmiljøarbejdet i hjemmeplejen samt at perspektivere og forankre det videre arbejde.

Det er vigtigt, at indsatsen for at forbedre arbejdsmiljøet i hjemmeplejen har bred opbakning blandt ledelse og medarbejdere. Derfor foreslås afholdt en temakonference med deltagelse af en bred kreds af ledere og medarbejdere.

Deltagerne på konferencen får lejlighed til at påvirke den fremtidige arbejdsmiljøindsats og til at få inspiration fra kollegaer og andre hjemmeplejer.

Konferencen vil være et af værktøjerne til evaluering og perspektivering af arbejdsmiljøindsatsen i hjemmeplejen.

 

DET VIDERE ARBEJDE

Det videre arbejde i 2004 vil blive tilrettelagt på baggrund af den foreslåede temakonference.

Anvendelsen af midler for 2004 vil også blive forelagt udvalget på baggrund af de overvejelser, der forventes at udspringe af forslaget om at udvikle en langsigtet arbejdsmiljøstrategi for hjemmeplejen.

 

MILJØVURDERING

Indsatsen i forhold til hjemmeplejens arbejdsvilkår indeholder tiltag, der tilsammen vil forbedre det fysiske og psykiske arbejdsmiljø for de ansatte i hjemmeplejen. Indsatsen indebærer reducerede fysiske og psykiske belastninger og rummer tilbud til den enkelte medarbejder, der kan føre til forbedret sundhed og velvære.

Herudover skønnes indsatsen ikke at få væsentlige miljømæssige konsekvenser.

 

ØKONOMI

De samlede økonomiske konsekvenser af forslaget om at forbedre hjemmeplejens arbejdsmiljø udgør følgende:

  • Forbedring af medarbejdernes fysiske evne til at

varetage opgaverne og øget personalepleje gennem

tilbud om massage, fysioterapi og motion 2.500.000 kr.

  • Reduktion af arbejdsbelastning ved rengøring

ved afprøvning af nye rengøringsmetoder 500.000 kr.

  • Forbedring af det psykiske arbejdsmiljø gennem

udvikling af teamsamarbejdet 1.200.000 kr.

  • Udvikling af en langsigtet arbejdsmiljøstrategi,

herunder evaluering 200.000 kr.

I alt 4.400.000 kr.

Der vil i løbet af 2003 kunne ske justeringer af de enkelte indsatsers budget inden for den samlede ramme.

 

HØRING

Hovedsamarbejdsudvalget (HSU) har på sit møde den 26. marts 2003 drøftet forslag et til forbedret arbejdsmiljøindsats og givet sin opbakning hertil, Der var endvidere tilslutning til , at indsatsen gjaldt hele hjemmeplejen . HSU fremførte endvidere ønsket om ,at der blev fokuseret på arbejdsmiljøet på hele sundhedsforvaltningens område.

 

BILAG

- Notat om afdækning af de væsentligste arbejdsmiljøproblemer i hjemmeplejen

 

 

 

Ib Haurum

/Jens Egsgaard

 

 

Til top