Indførelse af kundevalgsordninger på hjemmehjælpsområdet (Fortsat behandling fra mødet den 13. marts 2000)
Indførelse af kundevalgsordninger på hjemmehjælpsområdet (Fortsat behandling fra mødet den 13. marts 2000)
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde mandag den 10. april 2000
8. Indførelse af kundevalgsordninger på hjemmehjælpsområdet (Fortsat behandling fra mødet den 13. marts 2000)
SOU 138/2000 J.nr. 66/98
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at vedlagte materiale danner grundlag for endelig udfærdigelse af kontrakter mellem Københavns Kommune og de private leverandører, der godkendes til at udføre henholdsvis:
- Praktisk bistand, Kundevalgsordning 1
- Praktisk bistand samt lettere pleje- og omsorgsydelser, Kundevalgsordning 2
- Hjemmehjælp, Kundevalgsordning 3
at såfremt det mod forventning skulle vise sig, at der ikke er et tilstrækkeligt antal leverandører, der byder ind på opgaven i Kundevalgsordning 3, vil der kunne accepteres deltilbud fra private leverandører.
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen om det forventede tidsforløb for implementeringen af kundevalgsordningerne til efterretning.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 10. april 2000
Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte indstillingen med 7 stemmer for og 2 stemmer imod.
FOR |
IMOD |
UNDLOD |
|
Peter Martinussen |
|||
Jette Bergenholz Bautrup |
X |
||
Erik Vinding |
X |
||
Lubna Elahi |
X |
||
Martin Geertsen |
X |
||
Grete Henius |
X |
||
Birthe Nødgaard |
X |
||
Vagn Hindkjær Pedersen |
|||
Marlene Krogh |
X |
||
Bente Møller |
X |
||
Inger Marie Bruun-Vierø |
X |
Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget, Marlene Krogh, ønskede ført til protokol, at SF ikke kan tilslutte sig indstillingen, da det fortsat er uklart hvilket serviceniveau København vil tildele borgerne.
Enhedslistens medlem af udvalget, Bente Møller, ønskede ført til protokol, at Enhedslisten principielt er imod, at private firmaer får mulighed for at tjene penge på ældres behov for praktisk og personlig bistand. Derudover vil ordningen efter Enhedslistens mening vanskeliggøre det tværfaglige samarbejde om muligheden for løbende omstillinger.
RESUME
Borgerrepræsentationen har på sit møde den 16. – 17. juni 1999 tiltrådt Sundheds- og Omsorgsudvalgets indstilling om gennemførelse tre forskellige kundevalgsordninger:
- En ordning, hvor hjemmehjælpsmodtageren har valgmulighed omkring udførelsen af praktisk bistand, dvs. rengøring, indkøb og tøjvask. Denne ordning afprøves i bydelene Sundby Syd, Ydre Nørrebro, Indre By, Bispebjerg og Ydre Østerbro.
- En ordning, hvor hjemmehjælpsmodtageren har valgmulighed omkring udførelsen af praktisk bistand, hvortil henregnes de gråzoner af ydelser, der har karakter af lettere personlig pleje m.v. Denne ordning afprøves i bydelene Amagerbro, Vanløse, Vesterbro, Sundby Nord og Christianshavn.
- En afprøvning af grænserne for kundevalgsordninger, hvor der i én bydel afprøves en model med valgmulighed for såvel praktisk bistand som personlig pleje. Denne ordning afprøves i bydelen Brønshøj-Husum.
Beslutningen blev truffet med bemærkning om:
- At den kommunale hjemmehjælp på samme vilkår som private udførere skal kunne tilrettelægge og organisere sin opgaveløsning, såvel som udbyde de supplerende ydelser, som et privat firma kan tilbyde. Der skal derfor rettes henvendelse til det relevante ministerium om eventuelle nødvendige lovændringer til sikring af dette.
- At der i standardkontrakten medtages en mulighed for, at private udførere kan anvende den kommunale BST mod betaling for at sikre opfyldelse af kravet om BST-dækning af aktiviteterne på hjemmehjælpsområdet.
- At der sikres en høj uddannelsesmæssig dækning af området gennem fastsættelse af kvoter for andele af personale med faglig relevant uddannelse med baggrund i erfaringerne fra den kommunale hjemmepleje.
Ad bemærkning A
Der er ingen aktuel mulighed for, at den kommunale hjemmehjælp kan tilbyde borgerne tilkøbsydelser.
Ad bemærkning B
Det er endnu ikke afklaret, om det ligger indenfor rammerne af kommunalfuldmagten, at en kommunal bedriftssundhedstjeneste udfører opgaver for private virksomheder.
Det er ej heller afklaret, hvilke organisatoriske ændringer en sådan aftale vil medføre for Kommunens bedriftssundhedstjeneste, da tilsluttede virksomheder skal have samme rettigheder og indflydelse som ved valg af selvstændige bedriftssundhedstjenester.
Ad bemærkning C
I forbindelse med fastlæggelse af udvælgelses- og tildelingskriterier pålægges leverandørerne at dokumentere, at medarbejderne har tilstrækkelige uddannelsesmæssige eller andre faglige forudsætninger for at løse opgaverne.
Øvrige emner og kommentarer i forhold til det tidligere af Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte
Det er endeligt afklaret, at kundevalgsordningerne er omfattet af pligten til at udbyde opgaven efter bestemmelserne i EU´s tjenesteydelsesdirektiv.
Siden udarbejdelse af rapporten fra Arbejdsgruppen om Kundevalgsordninger har Indenrigsministeriet tilkendegivet, at der ikke kan stilles krav om, at de private leverandører indgår overenskomst om løn- og ansættelsesvilkår for medarbejderne.
Endelig er der overvejelser om, hvorvidt private leverandører bør indgå som praktiksted for elever ved de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser.
På Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde den 13. marts 2000 ønskedes en redegørelse for det tidsforløb, som forventes for implementeringen af de foreslåede kundevalgsordninger. I et notat, som vil blive forelagt på udvalgsmødet den 28. marts 2000, vil det forventede tidsforbrug fremgå.