Mødedato: 09.12.2021, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset

Udmøntning af tilskud efter Servicelovens § 79

Se alle bilag

Københavns Kommune afsætter årligt midler til sundhedsfremmende og forebyggende aktiviteter i seniorklubber jævnfør servicelovens §79. Beløbet udmøntes efter ansøgning, og her fremlægges bevillinger for 2022.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orientering om tilskud til seniorklubber for 2022 til efterretning.

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsudvalget har delegeret kompetencen til at udmønte midler efter servicelovens § 79 til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Sundheds- og Omsorgsudvalget har fastsat de kriterier, der skal udmøntes efter. Midlerne uddeles på baggrund af de ansøgninger, forvaltningen modtager.

Sundheds- og Omsorgsudvalget har udpeget Ali Hansen (Ø) og Heidi Wang (V) til at følge bevillingsprocessen, og ansøgninger og bevillinger er gennemgået med dem.

Der er afsat 27.018.222 kr. til bevillinger efter servicelovens § 79. Heraf afsættes 772.000 kr. til administration, motionsaktiviteter, udstyr og udvikling. Ved budgetforhandlingerne for 2022 blev der afsat ekstra 200.000 kr. til § 79 området til synlighed og annoncering.

Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede i 2020 at give mulighed for toårige bevillinger. I 2020 fik 28 seniorklubber en bevilling for både 2021 og 2022. For 2022 har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen derfor kun modtaget syv ansøgninger til de resterende puljemidler.  

Løsning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil i det følgende orientere udvalget om fordeling af midlerne for 2022, og gøre status på aktiviteten blandt seniorklubberne efter et år berørt af COVID-19.

Bevillinger for 2022

Forvaltningen har modtaget syv ansøgninger, herunder fra en ny ansøger. Alle bevilges tilskud for 2022 (bilag 1a).

Hertil kommer de 28 seniorklubber, der allerede i 2020 fik en bevilling for både 2021 og 2022. Alle bevillingsmodtagere for 2022 findes i bilag 1b.

Ved bevilling af midlerne vurderes antal medlemmer og deltagere, hvor ofte man samles og om hvilke aktiviteter. Oplysningerne indgår i beregning og vurdering i forhold til de politisk godkendte kriterier og formelle krav til vedtægter og regnskab (bilag 2). Seniorklubbernes beliggenhed i forhold til andre § 79 tilbud indgår, sammen med data fra den generelle sundhedsprofil, for at sikre tilbud til en bred målgruppe af ældre i alle dele af byen.

Ny ansøger

En ny forening, Aktive Seniorer, der er en del af Kulturcentret på Nørrebro, bevilges som forsøg 100.000 kr. for 2022. Foreningens beliggenhed på Drejervej på Nørrebro, og deres mange forskellige aktiviteter, kan øge mangfoldigheden i § 79 tilbuddene. Forvaltningen vil følge aktiviteterne og understøtte samarbejdet med øvrige seniorklubber og kommunale tilbud. 

Status på aktiviteten blandt seniorklubberne under COVID-19

Fald i medlemstal og ekstra støtte som følge af Corona.

Omkring 10.300 benytter sig af Københavns 35 seniorklubber, der modtager støtte på baggrund af servicelovens § 79. Det er ca. 2500 færre end sidste år. Seniorklubberne melder fortsat, at de ikke har alle aktiviteter i gang efter nedlukningen, og at det stadig er svært at få tidligere medlemmer tilbage og at få nye.

Udviklingsmidler fra forvaltningen og mindreforbrug i nogle klubber på i alt 621.000 kr. er i 2021 uddelt efter ansøgning til dækning af coronarelaterede udgifter til 16 ansøgere. Der blev ikke givet afslag. Bevillingerne gik til dækning af mistede kontingentindtægter, udstyr til digitalt samvær og udendørsaktiviteter, værnemidler, rengøring, sociale arrangementer, ekstra udgifter til lokaler og instruktører pga. krav om mindre hold, rekruttering og annoncering.

Forvaltningen vil også i 2022 understøtte og samarbejde med seniorklubberne om synlighed og rekruttering på tværs byen. 

Ophør af tilskud

Nedlukningen har haft store konsekvenser for de fleste klubber, og især små foreninger er ramt. Christianshavns Seniorklub har ikke søgt om tilskud for 2022, men har vist interesse for dialog med forvaltningen om, hvad der kan gøres for de tidligere medlemmer, herunder muligt samarbejde med andre foreninger.

Foreningen Hjertegymnastik har et meget lavt medlemstal og har ikke at søgt om tilskud for 2022. En repræsentant for gruppen har tilkendegivet fortsat interesse i at deltage i samarbejdsforum for seniorklubber og kommunale medarbejdere. Det understøtter forvaltningen, så foreningen fortsat får informationer og bevarer kontakten til kommunale enheder og de andre seniorklubber.

Samarbejdsfora

En af forudsætningerne for at modtage § 79 tilskud er, at seniorklubberne indgår i et lokalt forum, der understøtter muligheden for at samarbejde med kommunale enheder som hjemmepleje, aktivitetscentre og visitation. Samarbejdsforaene mødes tre til fire gange om året.

For første gang efter nedlukningen var seniorklubber fra hele byen og repræsentanter fra forvaltningen samlet den 20. september 2021 til udveksling af erfaringer, idéer og oplæg om sundhedsfaglige emner. Mødet handlede bl.a. om sorg, digitalt samvær og projektet Elderlearn, der kobler frivillige ældre og udlændige omkring det at af lære dansk.

Deltagerne udvekslede erfaringer fra coronatiden, og hvad man kunne tage med videre. Der blev delt erfaringer med at opretholde kontakt med og mellem medlemmerne på trods af alle begrænsningerne, og om frivillige og medlemmers store vilje til at gøre en indsats mod ensomhed.

Eksempler på digitalt samvær blev præsenteret som et muligt supplement til seniorklubbernes aktiviteter, og deltagerne viste interesse for at arbejde videre med det. Der var også fokus på mistede medlemmer, og at der er behov for samarbejde på tværs af byen for at udvikle tilbuddene og gøre dem mere synlige, så der kan rekrutteres flere.

Repræsentanter for seniorklubberne tilkendegav, at de gerne vil facilitere mere samarbejde på tværs af byen om synlighed og digitale muligheder, som efterspørges af flere. Forvaltningen understøtter samarbejdet, og en del af midlerne til udvikling afsættes til synlighed og digitalt samvær også i 2022.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Sundheds- og Omsorgsudvalget tager indstillingen til efterretning, udmøntes midlerne til seniorklubberne i 2022. Sundheds- og Omsorgsudvalget for perioden 2022-2025 vil blive forelagt indstilling vedr. udpegning af medlemmer til følgegruppe for bevillingsprocessen.

Katja Kayser

/Birgitte Gade Koefoed

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.

Til top