Mødedato: 09.11.2023, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Godkendelse af udmøntning af restmidler 2023 og midler for 2024 ifm. kvalitetspakke for kronisk sygdom

Resumé

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har i 2023 modtaget 10,69 mio. kr. fra kvalitetspakken for kronisk sygdom og vil i 2024 modtage 11,14 mio. kr. På udvalgsmødet den 13. april godkendte Sundheds- og Omsorgsudvalget en delvis udmøntning på 6,1 mio. kr. til fire indsatsområder. Sundheds- og Omsorgsudvalget forelægges hermed med en plan for udmøntningen af de resterende 4,59 mio. kr. i 2023 samt for udmøntning af midler i 2024.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender plan for udmøntning af restmidler for 2023 samt midler for 2024 i forbindelse med kvalitetspakken for kronisk sygdom.

Problemstilling

Da Sundheds- og Omsorgsudvalget den 13. april 2023 godkendte forvaltningens forslag til udmøntning af midler fra kvalitetspakken for kronisk sygdom, havde Sundhedsstyrelsen endnu ikke udarbejdet konkrete kvalitetsstandarder for området.

Der foreligger nu et høringsudkast til kvalitetsstandarderne, som indeholder krav og anbefalinger til kommunale forebyggelsestilbud til borgere med kronisk sygdom og til visse borgere i risiko for kronisk sygdom. Hvis kvalitetsstandarderne kommer til at ligne høringsudkastet, vil forvaltningen skulle udvide de eksisterende tilbud, da målgruppen for kvalitetsstandarderne også vil omfatte borgere med andre kroniske sygdomme, end dem, der i dag er i målgruppen for forebyggelsestilbud i København samt borgere i risiko for kronisk sygdom.

De endelige kvalitetsstandarder forventes offentliggjort ultimo 2023/primo 2024.

Løsning

I forbindelse med sundhedsreformen i 2022 blev det besluttet at indføre en national kvalitetsplan med henblik på at sikre, at borgere i målgrupperne for indsatser i kvalitetsplanen får kommunale sundhedstilbud af en mere ensartet kvalitet i hele landet. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har i 2023 modtaget 10,69 mio. kr. fra kvalitetspakken, hvoraf 4,59 mio. kr. udgør restmidler, som endnu ikke er udmøntet. I 2024 modtager forvaltningen 11,14 mio. kr.

I det følgende beskrives forvaltningens forslag til udmøntning af restmidler i 2023 samt midler i 2024. Forvaltningen foreslår at videreføre de igangsatte indsatser i 2024, men at afvente de endelige kvalitetsstandarder inden der tages stilling til udmøntning af de resterende midler for 2024.

Forslag til udmøntning af restmidler for 2023

Det foreslås, at en del af restmidlerne på i alt 4,59 mio. kr. for 2023 udmøntes med henblik på at forberede forvaltningens arbejde med de kommende kvalitetsstandarder, mens de resterende midler udmøntes i forbindelse med overførselssagen.

Forvaltningen foreslår, at der i 2023 udmøntes midler til følgende indsatsområder:

  • Indsatser der skal bidrage til mere lighed i sundhed med udvidet fokus på borgere i risiko for kronisk sygdom, bl.a. gennem supplerende analyser af ’Flere Sunde Leveår’, afdækning af barrierer for brug af sundhedstilbud blandt udvalgte grupper af københavnere samt udvikling af metode til forebyggende samtaler om alkohol til borgere i risiko for kronisk sygdom (1,5 mio. kr.).Afdækning af kompetencebehov hos udvalgte medarbejdere i forvaltningen med henblik på at imødekomme nye kvalitetsstandarder (0,7 mio. kr.).
  • Udvikling og udbredelse af relevant kommunikation om forebyggelsestilbud i kommunen, bl.a. i forhold til rekruttering til rygestopforløb, rådgivning om seksuel sundhed samt forebyggelse af brug af opioider blandt børn og unge (0,3 mio. kr.).
  • Videreudvikling af det kommunale tilbud til borgere med inkontinens (0,5 mio. kr.).

Der foreslås udmøntet i alt 3,0 mio. kr.  til ovennævnte indsatser. De resterende midler svarende til 1,6 mio. kr. behandles i forbindelse med overførselssagen 2023-2024.

Forslag til udmøntning af kvalitetspakkemidler for 2024

Sundheds- og Omsorgsudvalget godkendte i april 2023 udmøntning af kvalitetspakkemidler til følgende indsatsområder:

  • Styrkelse af lokal tilgængelighed af tilbud og digitalisering af borgerindsatser (1,3 mio. kr.)
  • Styrkelse af fokus på mental sundhed for borgere med kronisk sygdom og deres pårørende (1,3 mio. kr.)
  • Udvikling af astmatilbud til børn, unge og voksne (1,2 mio. kr.)
  • Styrkelse af omstillingen til det nære sundhedsvæsen gennem fokus på lighed i sundhed og tværsektorielt samarbejde (2,3 mio. kr.)

Forvaltningen anbefaler, at de fire indsatsområder videreføres, da de bidrager til indfrielse af de nye kvalitetsstandarder som skitsereret i høringsudkastet.   

Der vurderes at være behov for 5,1 mio. kr. til at videreføre de igangværende indsatsområder i 2024. Da der har været budgetteret med startomkostninger i 2023, er budgettet reduceret for 2024.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen foreslår, at udvalget tager stilling til udmøntning af de resterende midler for 2024 i starten af året, når de nye kvalitetsstandarder er offentliggjort. 

 

Økonomi

I forbindelse med Sundhedsreformen er der samlet afsat 102,9 mio. kr. til kommunerne i 2023 stigende til 130,4 mio. kr. årligt fra 2029. Midlerne udmøntes via bloktilskuddet. Københavns Kommune modtog i 2023 10,69 mio. kr. og vil i 2024 modtage 11,1 mio. kr.

Kvalitetspakke for forebyggelsestilbud til borgere med kronisk sygdom

2023 (mio. kr.)

2024 (mio. kr.)

Igangsatte indsatser i 2023

  1. Styrkelse af lokal tilgængelighed af tilbud og digitalisering af borgerindsatser
  2. Styrkelse af fokus på mental sundhed for borgere med kronisk sygdom og deres pårørende
  3. Udvikling af astmatilbud til børn, unge og voksne
  4. Styrkelse af omstillingen til det nære sundhedsvæsen gennem fokus på lighed i sundhed og tværsektorielt samarbejde

6,1

5,1

Nye indsatser i 2023

  1. Fremme af lighed i sundhed med udvidet fokus på borgere i risiko for kronisk sygdom
  2. Afdækning af kompetencebehov blandt relevante medarbejdere
  3. Udvikling og udbredelse af kommunikation
  4. Videreudvikling af det kommunale tilbud til borgere med inkontinens (0,5 mio. kr.)

 

3,0

 

Restmidler 2023

1,6

 

Reserverede midler til nye indsatser i 2024

 

6,0

I alt

10,7

11,1

Videre proces

Med Sundheds- og Omsorgsudvalgets godkendelse vil Sundheds- og Omsorgsforvaltningen iværksætte de foreslåede indsatser i 2023 samt videreføre eksisterende indsatser i 2024. Når de endelige kvalitetsstandarder foreligger, vil udvalget primo 2024 få forelagt forslag til udmøntning af de resterende midler.

Høringsudkast af kvalitetsstandarder for forebyggelsestilbud til borgere med kronisk sygdom kan findes via linket:

Høringsudkast: Forebyggelsestilbud til borgere med kronisk sygdom (windows.net).

 

Anna Schou Johansen

  /Sine Mutanu Jungersted

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.

Sundheds- og Omsorgsudvalget tilkendegav, at hvis der sidst på året fortsat er overskydende midler, der kan omprioriteres, har udvalget et ønske om at overføre op til 200.000 kr. til AIDS-Fondet til arbejdet med at forebyggelse af chemsex.

Til top