Mødedato: 09.11.2023, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Temadrøftelse vedr. borgere med kronisk sygdom og samarbejdet med almen praksis

Resumé

Det danske sundhedsvæsen er presset. Stadig flere borgere med kronisk sygdom får behov for rehabilitering og behandling samtidigt med, at der mangler medarbejdere. For at imødekomme denne udvikling må det nære sundhedsvæsen prioriteres og udvikles.

Temadrøftelsen vil omhandle borgere med kronisk sygdom og deres forløb gennem sundhedsvæsenet med særlig fokus på samarbejdet med almen praksis. Drøftelsen indledes af en borgerfortælling og efterfølges af et oplæg fra centerchef i Center for Diabetes og Hjertesygdomme, Charlotte Glümer, som vil konkretisere de aktuelle udfordringer i forhold til at opnå et tættere og mere forpligtende tværsektorielt samarbejde til gavn for borgere med kronisk sygdom. En alment praktiserende læge vil deltage under drøftelsen for at kunne bidrage med sit blik på borgerforløbet og samspillet med kommunen.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,

  1. At Sundheds- og Omsorgsudvalget tager præsentation af et forløb i sundhedsvæsenet for en borger med kronisk sygdom til efterretning
  2. At Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter forventninger og ønsker til, hvordan der kan skabes mere sammenhængende forløb for borgere med kronisk sygdom gennem forpligtende tværsektorielt samarbejde.

Problemstilling

Borgere med kronisk sygdom oplever ofte, at deres forløb i sundhedsvæsenet ikke er simpelt og kronologisk. De bliver ikke præsenteret for et samlet tværsektorielt forløb fra start, og de kan som resultat heraf opleve, at deres forløb består af mange parallelle kontakter til forskellige dele af sundhedsvæsenet, hvilket kan virke forvirrende og snørklet. Samtidig kan borgerne opleve, at deres forløb er uvist, fordi forløbet stopper brat i en sektor uden en tydelig overgang til senere aktiviteter i en anden sektor, og borgerne kan efterlades med en oplevelse af at blive overladt til sig selv. Med den nuværende struktur er det ofte borgerens eget ansvar at skabe sammenhæng i sit forløb. Dette er en udfordring, som kan opleves særlig stor for borgere med flere samtidige kroniske sygdomme (multisygdom). Det kræver ressourcer og netværk at skabe sammenhæng i eget forløb, og den manglende sammenhæng rammer de svageste borgere hårdest.

Med den kommende udgivelse af nye kvalitetsstandarder fra Sundhedsstyrelsen i 2023 bliver der stillet krav til kommunerne om, at der skal tilbydes ensartede rehabiliteringstilbud af høj kvalitet til borgere med kronisk sygdom. Men der stilles ikke samtidig krav til andre sektorer, hvilket udfordrer de kommunale muligheder for at skabe et sammenhængende forløb med bedre overgange mellem sektorerne. For at løfte kvaliteten af borgerforløbet kræver det et tæt og forpligtende samarbejde med de øvrige sektorer, samt at sektorerne har øje for og understøtter hinandens arbejde til gavn for borgerne.

Almen praksis er en helt afgørende samarbejdspartner for kommunen i forhold til borgere med kronisk sygdom, da de er den primære indgang til sundhedsvæsenet og tovholdere for borgernes forløb. Som ansvarlige for opsporing, udredning og behandling af borgere med kronisk sygdom, er deres arbejde helt grundlæggende i forhold til den kommunale rehabilitering.

Løsning

Temadrøftelsen er den tredje og afsluttende i en række af temadrøftelser, som giver Sundheds- og Omsorgsudvalget mulighed for at drøfte forventninger og ønsker til udviklingen af det kommunale sundhedsvæsen, inden Sundhedsstrukturkommissionen i foråret 2024 kommer med deres anbefalinger til modeller for den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet. Udvalgets drøftelse kan bæres videre til blandt andet Sundhedsstrukturkommissionen, ligesom den kan klæde medlemmerne på til drøftelser på tværs af myndigheder, organisering mv.

Gennem temadrøftelsens oplæg præsenteres Sundheds- og Omsorgsudvalget for en række af de udfordringer, som borgere med kronisk sygdom møder i deres vej gennem sundhedsvæsenet. På denne baggrund kan udvalgets medlemmer drøfte forventninger og ønsker til, hvordan der kan skabes mere sammenhængende forløb for borgere med kronisk sygdom gennem forpligtende tværsektorielt samarbejde.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil på et senere udvalgsmøde forelægge en beskrivelse af de vigtigste hovedbudskaber fra udvalgets temadrøftelse. Hertil vil forvaltningen tage eventuelle input med videre i det fremtidige arbejde i det nære sundhedsvæsen.

Per Bennetsen

  /Sine Mutanu Jungersted

Beslutning

Sundheds- og Omsorgsudvalget tog præsentation af et forløb i sundhedsvæsenet for en borger med kronisk sygdom til efterretning, og udvalget tog således indstillingens 1. at-punkt til efterretning.

Sundheds- og Omsorgsudvalget havde en drøftelse om, hvordan der kan skabes mere sammenhængende forløb til borgere med kronisk sygdom gennem samarbejdet med tværsektorielt samarbejde, og indstillingens 2. at-punkt blev således drøftet.

Til top